Anmeldelse

Bogen om Bomholt får vendt hver en sten

Sådan er bomholtismen! Jørn Henrik Petersens bog om Julius Bomholt er respektindgydende, men ikke så nemt tilgængelig. David Holt Olsen har anmeldt fortællingen om den socialdemokratiske kulturpolitiker, som eftertidens kulturministre stadig bliver holdt op imod.
‘Julius Bomholt’ er udkommet på Gads Forlag. 616 sider.
‘Julius Bomholt’ er udkommet på Gads Forlag. 616 sider.

Udgivet 03.10.21

Man undres, når man får Jørn Henrik Petersens bog, Julius Bomholt, i hånden: Kan det virkelig passe, at der ikke tidligere er skrevet en biografi om Julius Bomholt? Det viser en hurtig googlesøgning, at der ikke er. Men det er der rådet bod på nu. Jørn Henrik Petersens biografi kommer grundigt – også for grundigt – omkring den betydningsfulde socialdemokratiske politikers liv og levned. Men mere herom senere.

Der blev aldrig opkaldt en isme efter Julius Bomholt. Den ære overgik kun Statens Kunstfonds store kritiker, lagerforvalter Peter Rindal. Men man kunne egentlig godt tale om en art bomholtisme, der til enhver tid forfægter modernistisk kunsts evne til at kaste lys over land og skabe kritiske, demokratiske, kulturinteresserede velfærdsborgere. Bomholtismen blev især indlejret i de kulturinstitutioner og -organisationer, der sugede næring og voksede sig store i 1960’erne og 1970’erne.  

Bomholt er desuden gået over i historien som den kulturminister, enhver siddende kulturminister skal holdes op mod. Særligt når vi i kulturlivet skal være kritiske over for den siddende kulturminister – og det er vi jo altid bare for at være på den sikre side. Så skrives der kronikker i Politiken med den rituelle besværgelse af, at ”vi ikke har haft en ordentlig kulturminister siden Julius Bomholt”. 

Da bomholtismen var stærk, ville man noget med kulturen. Kulturen var dengang helt central i opbygningen af velfærdssamfundet. Da det materielle var klaret, skulle den åndelige fattigdom også afhjælpes. Jørn Henrik Petersen kommer godt omkring hele optakten til etableringen af Ministeriet for kulturelle anliggender. Statsminister Viggo Kampmann og Bomholt holdt møde med kulturlivets spidser på Krogerup Højskole/Louisiana i 1960 under temaet ”Åndsliv og Politik” med fokus på kunstens rolle i velfærdsstaten og mulighederne for et tættere og tillidsfuldt samarbejde mellem kulturliv og politikere. 

Det arbejde kulminerede året efter med oprettelsen af Ministeriet for kulturelle anliggender og i 1962 med oprettelsen af Statens Kunstfond. Især sidstnævnte blev mødt af folkelige protester, hvorfor ambitionsniveauet måtte justeres med ”kulturpausen” under Krags regering – muligvis et tidligt forsøg på at imødekomme de fremspirende protester. Bomholt blev udskiftet som kulturminister allerede i 1964. Bomholtismens fokus på kvalitet, smag og lødighed i modsætning til ”den slette folkelighed” måtte blødes op med et mere rummeligt kulturbegreb, der tog hensyn til de folkelige protester. 

Venlig tanke til Rindal
Der er ingen tvivl om, at det netop er som Danmarks første kulturminister, at de fleste husker Bomholt. Men han var meget mere end det, og den bredde viser Petersen os: Digteren, forfatteren, højskolemanden, ægtemanden, byrådsmedlemmet i Esbjerg, folketingsmedlemmet, formanden for radiorådet, formanden for Folketinget, undervisningsministeren, socialministeren. Og listen bliver ved og ved. Jørn Henrik Petersen opdeler Bomholts liv i to overordnede faser: Den unge, rebelske og den modne Bomholt. 

Bomholt var rundet af almuekulturen i Alderslyst – i dag en forstad til Silkeborg – lige i overgangen til det moderne. Hans far var arbejder på Papirfabrikken i Silkeborg. ”Julius liv er en rejse gennem almuekulturens forvandling til industrisamfund. Altid med et ben i både det gamle og det ny, måske oftest i det gamle. Den gamle tids harmoni er brudt sammen. Spørgsmålet er, hvor mange af denne fortids goder man kan bringe med sig på den videre rejse,” som Jørn Henrik Petersen skriver. 

I den fremvoksende velfærdsstat så Bomholt muligheden for at genskabe det gamle almuefællesskab på en ny tids præmisser. Den rebelske Bomholt blev uddannet teolog, dog uden at ville være præst. Han tog på dannelsesrejse i Tyskland og så moderne kunst. Undertegnede skraldgrinte over Jørn Henrik Petersens tørre kommentarer under læsningen af dette: 

”I Dresden ser han på moderne kunst. Hvad skriver den senere skaber af Statens Kunstfond dog ikke: ”Jeg gjorde endnu et hidsigt Forsøg paa at sætte mig ind i den (den moderne kunst), men jeg kan – og her bander jeg – ikke tro paa den; for saa vidt, som jeg forstaar den, er den mig imod eller den er mig ligegyldig.” Svært ikke at sende en venlig tanke til lagerforvalter Peter Rindal.”

Sådan har vi jo alle vores udfordringer med den moderne kunst, som vi pænt undertrykker, så vi kan begå os på de bonede gulve. Men det var i arbejdet som højskolelærer og senere forstander på Esbjerg Arbejderhøjskole, at han landede på rette hylde ifølge de breve, Petersens grundigt citerer fra. En periode, Bomholt selv beskrev, som ”den lykkeligste tid”. Valgt til Folketinget blev han i 1929. Den rebelske Bomholts virke kulminerede med udgivelsen af Arbejderkultur i 1932. 

Kvalitet, smag og lødighed
Spørgsmålet på denne tid var, om Socialdemokratiet skulle indoptage den borgerlige kultur (udjævningsteorien) eller skabe et arbejderalternativ. Bomholt var på sidstnævnte linje. Petersen skriver:

”Han vil gøre op med den tanke, at nogle former for dannelse er mere lødige end andre. Ingen har patent på højere dannelse. Der er i arbejderklassen en form for dannelse, der fuldt ud er på højde med den akademiske. Derfor møder han den klassiske almendannelse gennem vidensformidling med skepsis, fordi den let degenerer til en åndens stat med akademikerne som pyramidens top og arbejderne som kulturens bagtrop, der må nøjes med smulerne fra akademikernes bord.” Så arbejderne måtte bygge sin egen kultur omkring deres egne hverdagserfaringer. Nutidens arbejderister kunne hente næring hos rebellen Bomholt.

Bomholts problem blev, at Socialdemokratiet med partiprogrammet Danmark for folket i 1934 definerede sig som et folkeparti, ikke et snævert klasseparti. Her gjaldt det om at skaffe arbejderklassen adgang til den borgerlige kultur, ikke at skabe et socialistisk alternativ. ”De kulturpolitiske visioner havde ikke længere kun arbejderklassen som mål. De var blevet universelle. Derfor er Bomholts efterfølgende tænkning en retræte fra Arbejderkultur.” 

Inspirationen til ”Danmark for Folket” kom hverken fra PH’s jazzede modernisme eller Bomholts Arbejderkultur, men fra den socialdemokratiske ideolog Hartvig Frischs Pest over Europa, der beskæftigede sig med kampen mellem de fremvoksende totalitære magter i form af fascisme og nazisme og demokratiet. Slagordene folk og nation skulle være demokratiets bolværk mod det totalitære. Bomholt tilpassede sig lynhurtigt den nye linje – Petersen kunne godt være mere kritisk over for den opportunisme, der vel også lå bag den lynhurtige udskiftning af holdning - og dermed møder vi den modne Bomholt.

Den modne Bomholt blev bl.a. formand for radiorådet, hvor han udtalte: “Det må være vores opgave at højne den folkelige kultur, så at ingen demagogisk fløjtespiller kan rive de mange med sig”. Kulturen skal højnes, så man kan modstå den totalitære fristelse. Højnelsen af den folkelige kultur blev også en central tanke bag den senere etablering af Ministeriet for kulturelle anliggender i 1961. Udgangspunktet var at skabe et superministerium, ”hvis tanker skulle forplante sig til andre ministerier”. Med et mål om at skabe et samfund, der hvilede på kvalitet, smag og lødighed og modvirke tidligere nævnte ”slette folkelighed”. Som Bomholt selv skriver: 

”Entreprenante business-folk har øjnet et spekulationsobjekt i fritiden. Underholdning er blevet en kommerciel vare. Varens aftagere er den store nye middelstand, som velfærdsstaten har gjort købedygtig. Denne økonomiske middelstand er i mange tilfælde ikke skolet til at vælge mellem de lødige kulturmuligheder, som vor civilisation tilbyder. Mange har ikke lært at tyde kunstens formsprog, og mange vælger ikke de kunstneriske udtryk, som svarer til deres egen natur og modenhedsgrad. I skuffelse vender de sig til det let kaperede og det hurtigt glemte, til den underlødige underholdning. Underholdningsindustrien er farlig. Den er vor vestlige kulturs mest omhyggeligt planlagte forsøg på at skabe et ensrettet centraldirigeret livsmønster hos masserne.” 

Fangarme til nutiden
Der lå en smags-arrogance og en opdragelsesiver bag Bomholts altid, og af Petersen ivrigt citerede, svulstige ord, så undertegnede ikke undgår at fatte sympati for de efterfølgende protester. Jørn Henrik Petersen skriver knastørt: Det må alligevel have været lidt af en overraskelse for forfatteren af Arbejderkultur, at det netop er arbejderklassen, der i den grad vender sig mod kunstfonden.”

Den kulturkamp har fangarme helt op til nutiden. Fra jordskredsvalget i 1973 over Dansk Folkepartis kritik af modernismen til nutidens Socialdemokrati, der vil have kultur til folket.

Bomholt blev meget mod sin vilje afsat af Jens Otto Krag som kulturminister efter valget i 1964 og tilbudt posten som Folketingets formand igen. Han udtrådte af Folketingets i 1968 og døde året efter. Det er således en meget kort tidsperiode, hvor velfærdsutopien om smagsmæssig og kulturel modning af velfærdsborgeren stod lysende klart og uimodsagt. Siden dengang har der været ambivalens og modstand, og en helt ren bomholtisme kan også efterhånden være vanskelig at finde i kulturlivet, hvor de før så udskældte forretningsmæssige rationaler har overtaget. Om end Bomholt fremdrages, når de oplysningsidealistiske faner skal luftes.

Jørn Henrik Petersen har begået en respektindgydende indsats i arkiverne, hvor hver en sten er blevet vendt. Hele kildearbejdet er formidabelt. Men der flyves lidt vel lavt hen over de enorme mængder empiri, så man mister som læser fra tid til anden overblikket over bogens utrolig mange temaer. Nogle flere ture op i helikopterperspektivet ville have klædt biografien. Der sidder forhåbentlig en kvik redaktør ved Aarhus Universitetsforlag, der får forfatteren til at skrive en ultrakort Tænkepause om Bomholt med frække synteser og helikopterperspektiv. En sådan bog vil givetvis kunne indløse 6/6 K’er. Denne biografi med dens enorme empiriarbejde er en solid trædesten til det. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter