”Har du set det nye Chappelle-show på Netflix?” er det spørgsmål, flere kolleger har stillet mig igen og igen. Ikke fordi jeg er specielt fan af Dave Chappelle, eller fordi showet var nyskabende og mirakuløst, men fordi de mente, at showet havde relevans for lige præcis mig.
Det sidste halve års tid er jeg nemlig ofte blevet kaldt den danske David Chappelle. Det vil nok lyde absurd for dem, der følger bare en lille smule med i standup. David Chappelle er en af de største internationale stjerner inden for comedy, og jeg er den slags komiker, der lever af at andre komikere koster langt mere, end jeg gør, når folk booker julefrokoster.
Men Chappelle og jeg har noget til fælles. Vi er begge rygende uvenner med woke-segmentet. Vi har begge vovet at lave jokes om feminister, homoseksuelle og transkønnede, og vi har begge nægtet at undskylde, når de krævede det. Og vi har også begge oplevet at blive ’cancelled’ for ikke at bøje os for presset.
Chappelle og jeg er nemlig transfobiske, homofobiske, kvindehadende racister, i hvert fald hvis man spørger i det intersektionelle feministiske woke miljø. På trods af at hverken Chappelle eller jeg har noget som helst imod transkønnede, homoseksuelle eller kvinder af nogen race. Vi påkalder os bare retten til at lave grin med dem, hvis de siger eller gør noget dumt. Ligesom vi gør med alle mulige andre. Vi nægter at give dem særbehandling. Vi tager ikke hensyn til deres følelser, mere end vi gør til andres følelser. Vi er fair og retfærdige på den måde. Totalt helteagtige good guys.
Og Chappelles nye show, The Closer, det sidste i en række af Netflix-shows, er i den grad blevet udsat for massiv kritik. Både fysiske demonstrationer foran Netflix’ hovedkvarter og krav om, at streaminggiganten undskyldte, fyrede Chappelle og slettede hans shows for evigt, så ingen kunne tage psykisk skade af at se dem. Noget af et pres fra de sociale medier, som Netflix overraskende og imponerende nok har nægtet at lade sig knægte af. Showet handler nemlig næsten udelukkende om de mennesker, der ønsker Chappelle aflyst, fyret og død. De samme mennesker ønsker jo også mig aflyst, fyret og død, så showet burde være lige noget for mig. Jeg lagde mine børn i seng og satte mig ned og så The Closer.
Hvis jeg skal starte med at være ærlig, så har David Chappelle altid irriteret mig en smule, når jeg så ham optræde. Han var for selvfed, grinede for meget og for teatralsk af sine egne jokes og leflede for meget for det, jeg kalder hyldest-comedy, et primært amerikansk fænomen, hvor publikum oftere råber, pifter og hujer deres enighed med komikeren frem for at grine af dygtige jokes.
Han har skruet en lille smule ned for selvfedheden i The Closer, men lefler stadig mere for bifald, end han laver gode jokes. Og de jokes, han laver, er der nogle gange langt imellem. Showet kan sommetider føles, som om han gerne vil fortælle sin side af en uretfærdig sag og så indimellem kommer i tanke om, at Netflix har betalt ham for at lave et comedyshow. Han står på scenen som en profet, der velsigner sine følgere med visdom, mere end han underholder. Eksempelvis når han i over 11 minutter fortæller en rørende historie om, at han da også selv har haft en transseksuel ven, som sørgeligt nok begik selvmord, men at hun/han var en af de ’gode’ transseksuelle, som godt kunne tage en joke.
Det kunne jeg måske godt have accepteret. Hvis det ikke var for Hannah Gadsby, den queer feministiske stand-up komiker fra Australien og hendes show Nanette, der væltede verden for et par år siden. Nanette vandt utallige priser og blev hyldet som noget af det bedste comedy nogensinde. Men jeg røg i den woke mediekødhakker for at påstå at det slet ikke var et comedyshow, hvilket tusindvis af komikere verden over ellers er enige med mig i.
Gadsbys Nanette er nemlig en slags foredrag, hvor hun fortæller mere alvorligt om, hvordan det er at være queer og undertrykt, end hun fortæller jokes om det. Der er faktisk så få jokes i det show, at jeg mente, det var en hån at kalde det for comedy. Hannah Gadsby gik selv så vidt som til at sige, at jokes om emnet slet ikke hører hjemme i sådan et stand-up show. Faktisk syntes hun, at det var så modbydeligt at lave sjov med emnet, at hun ville trække sig tilbage og aldrig lave comedy igen. Indtil hun så, hvor succesfuldt showet blev, og straks satte et nyt show i søen, præcis som den feministiske komiker Sanne Søndergaard efterfølgende gjorde herhjemme. Ligesom jeg og de fleste andre ‘voksne’ komikere kritiserede David Chappelle hendes show for at være klynk frem for comedy.
Men det er lige præcis det, der er mit største problem med The Closer.
Under en nylig liveoptræden i USA reagerede Chappelle på den voldsomme kritik fra wokemiljøet. Han vil gerne prøve at mægle, påstår han. Gyde olie på vandene, række dem en olivengren. Han vil mødes med repræsentanter fra woke-miljøet og tale ud om hele fadæsen, hvis de indrømmer, at Hannah Gadsby ikke er sjov. Det er selvfølgeligt uhæderligt ment, men en meget skæg joke. Desværre lugter den også lidt af hykleri.
For David Chappelle gør sig skyldig i præcis de ting, han kritiserer Hannah Gadsby for. The Closer emmer af klynk på samme måde som Nanette. Ja, Chappelle har langt flere jokes, og de er klart bedre end Gadsbys, men der er stadig alt for langt mellem snapsene. Under hele The Closer sad jeg og var enig med David Chappelle om godt og vel alting. Jeg blev både vred, forarget og rørt, men jeg grinte ikke rigtig. Det er ikke god comedy, hvis ikke man griner. Simpelthen. En jævn præstation comedymæssigt, men sikke et foredrag!
