Anmeldelse

14.06.21

Edward Hopper er kunst til coronatiden

I vores ensomhed er vi forenede i en fælles skæbne, viser Edward Hoppers billeder. Vores erfaringer under pandemien har givet ny aktualitet til det melankolske og samtidig sært opbyggelige i Hoppers værker, skriver Kasper Støvring.
Edward Hoppers mest kendte værk, 'Nighthawks' fra 1942. Illustrationer fra Wikipedia og Wikiarts.
Edward Hoppers mest kendte værk, 'Nighthawks' fra 1942. Illustrationer fra Wikipedia og Wikiarts.

Coronakrisen har ikke så meget isoleret os som vist os noget elementært om eksistensen: At vi altid allerede er alene, isoleret fra hinanden. Også på det punkt har coronaen været en fremkaldervæske.

Eksistensens ubodelige ensomhed behøver imidlertid ikke at være ledsaget af livskrise, og den behøver ikke at være det sidste ord. Men den, ensomheden og isolationen, hører også med til livet, og få malere har skildret dette aspekt af eksistensen med større virtuositet end den amerikanske maler Edward Hopper (1882-1967). 

Mange, der ikke er bekendt med kunstneren, genkender nok alligevel hans mest udbredte værk i toppen af artiklen, Nighthawks. Men i coronakrisens ånd vil jeg gerne introducere nogle andre, mindre kendte Hopper-mesterværker.

Coronakrisen kan man kalde verdenshistoriens første globale begivenhed. Hopper fremstiller mennesket som ensomt og isoleret, men som et fælles vilkår. Det er både melankolsk, poetisk og sært opbyggeligt under nedlukningens tristesse.

Farverne og sceneriet bidrager til den særlige atmosfære, som gerne fremhæves i Hoppers malerier. Hans malerier skildrer ofte mennesker, der med en vis kulde er isoleret fra hinanden. De sidder ved deres vinduer, adskilt fra og med udsigt over uhyggeligt forladte byer eller en truende natur, som kvinden på sin seng nedenfor.

Morning Sun, 1952 

Andre typiske Hopper-scener viser en kvinde i en øde biograf, en ensom butiksarbejder og mennesker, der sidder langt fra hinanden ved bordene i en spisestue og på restauranter, indrammet af kolde glasvinduer. Det kan tolkes som en dunkel-enigmatisk og u-hjemlig vision af fremmedgjorte individer.

Netop Freuds begreb om det uhyggelige, das Unheimliche, er relevant her. Det uhyggelige er det u-hjemlige.

Det, vi overhovedet ikke kender, ængstes vi ikke for; vi skræmmes kun af det, vi allerede kender, som så har fået en drejning, så vi ikke længere helt kan genkende det. Vi føler os ikke længere hjemme, men fremmede, måske fortabte, forvildede, som i en ond drøm. Mareridt er ofte kendetegnet ved at finde sted på øde steder, og hvad kan være mere skræmmende end en øde storby, som i Early Sunday Morning

Early Sunday Morning, 1930

Jeg husker selv, hvordan jeg i coronanedlukningens mennesketomme København stærkt fornemmede naturens voldsomme nærhed, men det var al den natur, jeg ikke var vant til at se som natur – bygninger og gaders massive nærvær af sten og glas og jern.

Men Hoppers uhygge er ikke af den dramatiske art, ofte er malerierne heller ikke uhyggelige i den klassiske forstand, om end det gælder malerier som House by the Railroad, der angivelig inspirerede Hitchcock til sit valg af Bates’ bolig i filmen Psycho.

Hoppers malerier er snarere melankolske. Det ubestemmeligt uhjemlige ligger i, at det ofte er umuligt helt at sige, om personerne i malerierne kender hinanden, selv om de sidder sammen eller tæt ved hinanden. De sidder alene og stirrer ud af deres vinduer på de begrænsede brudstykker af verden, de har udsyn til.

Nogle gange bemærker man, at de stirrer ud i det fjerne, men på noget, der umiddelbart ikke har nogen særlig betydning. Man kan heller ikke vide, om personerne venter på nogen, eller om dem, de venter på, nogensinde vil ankomme. Hopper lader os forblive i ubestemmeligheden, som her:

Automat, 1927 

Hoppers malerier gør imidlertid også noget andet. De var malet i en tid, der på ingen måde stod tilbage for vores i tristesse og frygt – 30'ernes depression og verdenskrigen. De kriser overvandt vi. Der er et håb. Man kan også sige, at skønt Hoppers personer er adskilte fra hinanden, så viser de på et metaplan, hvor meget vi har til fælles: Vi er, i vores ensomhed, forenede i en fælles skæbne.

Danmark, 2021. Sommeren er endelig kommet til landet. Vi har udsigt til coronakrisens afslutning. Der er lys og en svag optimisme at spore – som i Hoppers malerier. Sollyset strømmer ind ad vinduerne, ind i menneskenes verden.

Om jeg har ret i den tolkning eller ej, er Hoppers malerier mesterværker, der åbner sindet og fylder det med en sær form for glæde. Og om ikke andre steder, ligger der dog noget dunkel-skønt opbyggeligt i netop det perspektiv.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter