Det forfriskende ved den 60-årige norske forfatter Geir Gulliksen er, at han skriver fra en position af total sårbarhed. Han er netop udkommet med Hvis jeg var mand, en samling af essays, der alle handler om hans forhold til sit eget køn.
Her er vel at mærke ikke tale om endnu en moderne mand, der flasher sin kulturelle kapital ved at demonstrere sin sårbarhed. Der ligger ikke et underliggende budskab om, at han i virkeligheden tør være sårbar, fordi han er stærk.
Nej, snarere synes han hele tiden at antyde, at han er lidt latterlig – han identificerer sig med kragen, fordi den skriger op uden at have så meget at sige, endnu mere fordi den synes at inkarnere “Nysgerrighed, irritation, fremmedgjorthed, selvhævdelse og sult, og desuden et fanatisk behov for at blive elsket”.
