Lars Løkke Rasmussen bekymrer sig for Danmark. Han er nysgerrig på sine medmennesker. Han er udogmatisk og uhøjtidelig. Han er parat til at diskutere fordomsfrit. Han kan reflektere over sine egne fejl og mangler. Lars Løkke er et barn af velfærdsstaten, ja, han er alt, hvad der er allermest dansk, når han sætter sig i autocamperen og drager landet rundt og møder mennesker. I hjertet elsker Løkke Danmark og danskerne og vil gerne forvalte sin mors uegennyttige ambition.
Det er i hvert fald udgangspunktet i den tidligere statsministers nye bog Ud af det blå, der ret beset burde have heddet Ud i det blå som reference til hans danmarksturné: ”Der må være mere, der forener os end splitter os. Selv vil jeg ud af det blå – og ud i det blå,” lyder det eksistentielle budskab.
”Jeg vil Danmark (…) Med min sociale arv og gennemsnitlige begavelse ville jeg i ethvert andet land aldrig kunne have fået den karriere, jeg har haft. Tak, jeg skylder,” lyder ordene fra en mand, der godt ved, at det kan betale sig at sætte sit lys under en skæppe, når man skal have sympati. ”Jeg skylder,” skriver han. Og så har han jo en undskyldning for sin lyst til at ”give tilbage”.
Alle, der har mødt Løkke, anerkender, at han er godt begavet. Og hvis det alene var begavelse, der drev værket, ville han have haft succes i et hvilket som helst land på kloden. Men det er meget muligt, at forudsætningen for Løkkes karriere som politiker har været noget særligt dansk. Ikke velfærdsstaten, men en særlig – dansk? – overbærenhed med Løkkes mindre positive egenskaber. Disse fylder ikke voldsomt meget i en bog, som dog nævner en ”selvoptaget rus på egen succes”.
Bogen præsenterer Lars Løkke Rasmussen fra de vinkler, han helst vil kendes, og det er forfatterens prærogativ. Den samvittighedsfulde autocampist. Den omsorgsfulde far. Den kompromisvillige ægtemand og humoristiske hundeelsker. Men også den tænksomme og observerende politiker med blik for systemets urimeligheder, for danskernes levede liv. Dermed får han afsæt til at præsentere konturerne af et politisk program.
Men først skal man gennem en ordentlig bunke samtaler med høj som lav, fra alkoholikeren og politimanden til kunstneren, skolelæreren og erhvervslederen. For Lars (Løkke) kan tale med alle og er tilgængelig for alle.
Om man kan lide formen, må være en smagssag. Jeg er ikke begejstret. Men indholdsmæssigt fungerer det godt, når den lille samtale tjener som introduktion til et tema, der ligger Løkke på sinde. Efterskolerne og de frie skoler. Iværksætternes forhold. De hårdtarbejdende indvandreres bidrag til samfundet. Ghettoerne.
Ofte kan Løkke konstatere, at netop hans egne gode hensigter har båret frugt, og førhen så nedslidte boligområder nu blomstrer. Eller at indvandrere er kommet i arbejde og har valgt den danske livsform til. At ventelisterne er forkortet og kræftbehandlingen forbedret. Man ville jo være et skarn, hvis man ikke noterede sig de succeser, man nu engang mener, at man har æren for.
Af og til melder en lille tvivl sig dog i Løkkes sind. Var kommunalreformen nu den helt store succes, siden visse storkommuner har ensrettet skolevæsenet? Og burde han have kommunikeret anderledes om sin ambition om at styrke det nære sundhedsvæsen? Blev det for meget til en bureaukratisk diskussion om nedlæggelse af regionerne?
Lars Løkke Rasmussen er et søgende menneske. Altid på udkig efter en mulighed for at sætte noget nyt i gang. Indbegrebet af en politisk entreprenør. Hans ledetråd det seneste årti har været ”den danske drøm”, som han også vender tilbage til i den nye bog, uden helt at komme den så meget nærmere. I sin ungdom var Løkke meget optaget af opløsningstendenserne i datidens samfund og behover for reformer. Nu hvor dommedag og kold krig er aflyst, søger han nye begrundelser for sin reformiver.
Den sociale mobilitet er gået i stå, lyder en af påstandene. Unge generationer kan ikke regne med at blive mere velhavende end deres forældre, lyder en anden. Løkke bruger påstandene som motivation for sit virke. De passer bare ikke. Men reformiveren skal jo legitimeres og vedligeholdes ved at opstille nogle problemer. En politiker uden problemer er som en eunuk uden …
Naturligvis er der stadig masser af relevante problemer. Og Løkke er manden med løsningerne. Mange har han taget med sig fra sin tid som formand for Venstre: Lavere skat på arbejde og investering, opsparing til ældreservice, mere selvstændinge skoler og sygehuse (sågar private) og omkalfatring af SU’en.
Andre løsninger på vej til at udkrystallisere sig: Avancebeskatning af boliger, så man kun betaler, når man flytter (eller rettere sælger). Gad vide, om Løkke så nogensinde sælger huset i Græsted? Visse nye politikker antydes: Højere skat på alkohol. Højere skat på de ”de allerhøjeste, eksorbitante indkomster”. 12 års skolepligt. Men også den mere utraditionelle – og tankevækkende idé om friborgere. En idé om, at man ikke behøver tilhøre en kommune.
Den frigjorte Løkke har det med at overdrive ”partimedlemmernes tyngende vi-plejer-at-mene”. Men det tjener ham til ære, at han forsøger at tage nogle af de diskussioner, som han ikke formåede at sætte i gang, da han var leder af Venstre. Og det tjener ham til ære, at han forsøger at træde op mod nogle af tidens autoritære tendenser: ”Som når yngre socialdemokrater hælder ’89-ånden’ ud med badevandet eller tror, at de med tvang kan skabe frihed.”
Rationalet bag Løkkes forslag er ikke længere det mystiske begreb ”skandi-liberalisme”, som den tidligere statsminister en overgang forgæves forsøgte at popularisere. Nu er han mere optaget af at tage udgangspunkt i ”den sunde fornuft”. Sund fornuft er imidlertid ikke så enkel at definere – bortset fra at Løkke heldigvis er sikker på at være i besiddelse af den. I modsætning til andre politikere, må man formode.
Ud af det blå er et godt valg for enhver Løkke-fan, hvis man søger lidt uforpligtende opvarmningslekture, mens man venter på Moderaternes partiprogram, med tilhørende idolplakat og valgvideo. Hvis man derimod trænger til dybere analyser af dansk politik, er Ud af det blå alt for overfladisk og postulerende. Det er meget hyggeligt, at Lars Løkke kan blive enig om mangt og meget med alle og enhver. Men man savner egentligt modspil til kongen af den sunde fornuft.
