Anmeldelse

01.10.25

Jøderne og de kristne byggede Vesten

Melanie Phillip skærer ind til benet. Konflikten står i dag mellem civilisation og barbari. Ja, Vesten ER synonymt med civilisationen, skriver vores anmelder Niels Thyge Riisgaard om denne bog af den engelske kommentator og forfatter, som befinder sig på højrefløjen i det engelske samfund.

Melanie Phillips (1951) er britisk journalist, forfatter, podcaster og foredragsholder. Født og opvokset i et kulturjødisk hjem i London, journalistisk karriere ved en række aviser i England. Kunne efterhånden ikke ånde frit i England. I dag bosat i Jerusalem.

Hun er umådelig interessant for enhver, som interesserer sig for Vestens åndelige svækkelse og dets kultur- og religionshistoriske (afskårne) rødder i jødedom. For hvor blev modstandskraften af og meningen med det hele! Hvorfor alle disse diagnoser og epidemisk skolevægring?

Midt i Vestens forræderiske fordømmelser af Israel i dets 7- fronts overlevelseskrig rumsterer der en hemmelig forundring over det lille lands optimistiske livsvilje og mod og evne til at bære ofre og bære tab og sorg. Vi burde beundre og tage ved lære.

Om titlen "The Builder's Stone" har forfatteren i et interview forklaret, at bygmesteren i gamle dage vurderede byggestenene og kasserede de uegnede. Men den dybere mening er selvfølgelig religiøs og stammer fra Biblen og har referencer til både Det Gamle og Det Nye Testamente.

I NT er det jo Jesus, som dømmes ude, uegnet til at bygge videre på. Det skulle siden vise sig, at en civilisation blev bygget på den kasserede ”sten”. I GT siges det i Salmernes Bog, ”Den sten, bygmestrene vragede/Det er Herrens eget værk/Og den blev hovedhjørnestenen”.

Melanie skriver nøgternt og ukrukket, let tilgængeligt for danskere – vi er jo vilde med at anglisere vort sprog, spørg blot Hans Hauge!

Resumé
Budskabet står egentlig allerede i titel og undertitel, nemlig at vi igen har kasseret hovedhjørnestenen for Vestens civilisation: Kristendommen og dets rødder i jødedommen. Vi står åndløse tilbage og må genfinde vore kulturelle og moralske rødder: "This is at root a spiritual problem, a crisis over meaning and purpose", står der i forordet (xi)

og senere: "What they don't acknowledge, however, is that the West's existential difficulties arise from the attack from within upon its own Jewish roots … a civilisation that has come to hate and despise itself .. also hates and despises the Jews".

Jøderne er således vores samvittighed!

Lidt analyse
Melanie skærer ind til benet. Konflikten står i dag mellem civilisation og barbari. Ja, Vesten ER synonymt med civilisationen: "The terrible truth is that the West no longer understands what civilization actually is ..that civilization is Western, that the West gave birth to it".

I kapitlet om hvordan Vesten gik i opløsning nævnes tre store D'er Demoralization, Deconstruction og Decline, som rammer ind i vores selvbedrag.

Demografi er skæbne, og som Mark Steyn skriver i America Alone, fremtiden tilhører dem, der møder frem. Familierne i Vesten er blevet små, mindre end demografien tillader, dvs. under 2.1 barn pr. fødedygtig kvinde.

Disse få børn skal som altid give kulturen videre, men det frygtelige spørgsmål er, om Vestens få børn bliver kulturelt klædt på til opgaven at føre vores kultur videre.

Svaret er indlysende, for børnene ved ikke, hvad de skal bevare - lige så lidt som deres forældre, for Vestens ideologiske kulturrevolution har for længst nedbrudt vores kristne kultur værdier inkl. moral og normer. Offerpositionen er forvandlet fra svaghed til en styrkeposition, både skjold og sværd: "Children are being abandoned by the adult world / The sexual innocence of children is being destroyed / Prioritizing the subjective over the objective, this privatized morality / If I feel myself to be a victim, I am a victim”.

D for demoralisering
Melanie peger på Holocaust som det afgørende fald i Vestens demoralisering, dvs. troen på sig selv. En demoraliseret person eller hær eller kultur kan ikke kæmpe videre. Akilleshælen er ramt, tilbage er kun at gøre en dyd af nødvendigheden og dyrke pacifisme, appeasement og tolerance, herunder tolerance over for indvandring af vildt fremmede kulturer.

Hvorfor ledes tankerne mon hen på et ideologisk styret EU og dets multikulturalisme? Og hvorfor blev Europas store lande for nylig i Washington omtalt som De Syv Små Dværge?

D for dekonstruktion
Man mærker forfatterens ømhed for den traditionelle familie. Med henvisninger til psykoterapeuter og studier i 1960'erne, 70'erne og 80'erne er vi med i et skånselsløst dissektions forløb over et mishandlet samfundslegeme (The Deconstruction of Family, 57). Som ældre dansker husker man forløbet under den seksuelle revolution og bliver forstemt over den stedmoderlige omtale og behandling af danske familier. Nej, hensynsløshed er ordet.

Melanie gør det indlysende, at familien bør æres og have højeste status. I stedet roder vi med mentale problemer og sociale udfordringer, fx frivillig og villet faderløshed og rettigheder som individ. Ret til at få børn uden en fader. Bogmarkedet står også parat med et nedbrydningsmaskineri: "Publishers fall over themselves to produce books for children promoting the charms af having 'two mummies' or 'two daddies'".

Nedbrudstemaet går igen i uddannelse. Formålet med at holde skole er ændret fuldstændigt fra engang at føre en national kultur videre og til bekæmpelse af vore fordomme for at fremme tolerance.

Melanies begejstring for israelsk kultur blomstrer imellem fem ellers dystre kapitler, hvor Vestens svage sider dissekeres. Hun citerer en demograf og tidligere diplomat: "The unique growth in  Israel's Jewish fertility rate is attributed to optimism, patriotism, attachment to Jewish roots, communal solidarity, the Jewish high regard for raising children, frontier mentality and a declining number of abortions,". Gid man var vokset op under sådanne forhold! Hey, hva mæ å flyt te Israel,

Civilisationens redning
Uden at afsløre for meget skal vi også grave i, hvad forfatteren forestiller sig er løsningen på en uoverskuelig, konfliktfyldt opgave. For hvad stiller man op mod de mange sociale problemer i Velfærdsvesten, den svage kulturelle selvbevidsthed, sekularismens åndløshed, en hel civilisations forfald?

Roms udvikling og forfald er for længst og ofte beskrevet, men var den uafvendelig, that's the question. Vestens ditto fylder mange flere hyldemeter, men står Vestens civilisation så til at reddes? Ja, det mener Melanie Phillips i sit 10-punkts program, Ten-Point Program for a Cultural Resistance Movement.

Først gør forfatteren det klart, at Vestens skæbne er tæt forbundet med det jødiske folk og med dets værdier: Western civilization can only be saved by nurturing and defending Israel and the Jewish people and by reaffirming the moral codes of the Bible".

Kristendom skal styrkes igen (Pkt. 6 i programmet, s. 267) bl.a. ved at slutte fred med sine jødiske forældre (!) og prioritere handling, dvs. udleve de kristne værdier, over dogmerne.

Melanie er selvfølgelig en stor kender af både kristendom og jødedom og ved, at kultur hviler i princippet på religion, jf. ovennævnte 'bygmesterens sten' fra helligskriften. Kristendom og jødedom har i øvrigt fælles fjender, nemlig sekularisering og islamisering.

Nu skal en god anmeldelse vist ikke referere for meget og slet ikke afsløre for meget.

Vurdering
Beskrivelserne af Vestens mange skavanker fylder meget, lidt lig patologisk anatomi. Men hvor er det realistisk og spændende - og hvor har forfatteren det dog alt sammen fra! Jamen, hun har skrevet om det i mange år, læs fx The World Turned Upside Down og  hendes utallige artikler på melaniephillips.substack.com.

Forslagene til civilisationens redning er overraskende, ja, dristige. Om de alle 10 er realistiske er tvivlsom, men godt, at de nævnes og begrundes.

The Builder's Stone er en nødvendig bog. Den skulle fødes, for Vesten er svanger med den. Den skal selvfølgelig også anmeldes, igen og igen.

Fru Phillips er ikke typen, som bare sætter skibe i søen og sender balloner op. Hun er disciplineret, en skarp iagttager og skriver som sagt det smukkeste engelsk. Enhver elsker af det store sprog er potentiel læser af bogen. Sidegevinsten er så at blive klog på sin kultur, og hvor han kommer fra.

 

Forfatter: Melanie Phillips
Titel: The Builder's Stone, How Jews and Christians built the West – and why only they can save it

Udkom januar 2025.
282 sider plus et 21 siders noteapparat.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter