I begyndelsen af oktober deltog jeg i et arrangement i Ribe, hvor den franske forfatter, Michel Houellebecq, var kommet for at recitere digte fra sin seneste digtsamling: Combat toujours perdant, der er udkommet på forlaget Flammarion. Digtene foreligger i skrivende stund kun på fransk, men forventes udgivet på dansk, angiveligt på forlaget Vinter, i løbet af foråret 2027.
At den berømte franske forfatter gæster en lille provinsby i Danmark, er i sig selv usædvanligt, eftersom han hverken bryder sig om at rejse og flyve og kun sjældent medvirker i interviews. Desuden er han med rette bekymret for at blive angrebet af sine modstandere på grund af sine mange provokerende og politisk ukorrekte standpunkter og udtalelser.
Dystopiske digte
Efter oplæsningen af udvalgte digte kom det som svar på et spørgsmål fra publikum frem, at han havde læst Nietzsche og Schopenhauer, og enhver, der kender lidt til Houellebecqs forfatterskab ved, at disse filosoffers nihilistiske og pessimistiske tanker er at genfinde i den franske forfatters bøger.
Digtsamlingen Combat toujours perdant er ingen undtagelse fra den regel. Med sine blot 62 sider er bogen af omfang næsten en pixibog, men indholdet er lige så tungt, som formatet er let. På disse få sider sammenføjes aldring, ensomhed, kærlighedstab, forgængelighed og død og civilisatorisk udmattelse.
Houellebecqs nye digte forbinder det aldrende menneskes skuffelser med en vestlig kultur, der har mistet troen på sin fremtid. Tilbage står længslen, tabet og en kamp, som på forhånd er tabt. ”Combat perdu d ́avance”, som der står i slutlinjen på det digt, der udgør digtsamlingens titel.
Digtene er dystopiske, og urolighederne i Frankrig på det seneste vidner om en aktualitet, som også hans roman Underkastelse fik, da den blev udgivet den 7. januar 2015, hvor satiremagasinet Charlie Hebdo blev angrebet af islamister, og hvor Houellebecq som følge deraf blev sat under politibeskyttelse på grund af sine kritiske udtalelser om islam.
Eksistensens statusopgørelse
Kendere af Houellebecqs værker ved, at han aldrig har været leverandør af livsmod. Alligevel er titlen usædvanligt kategorisk: En kamp man altid taber. Det afgørende ord er ”altid”. Nederlaget er skrevet ind i enhver menneskelig anstrengelse.
Alderdommen er derfor mere end en biologisk tilstand. Den bliver det sted, hvor livets løfter endeligt bliver holdt op imod dets resultater. Eksistensens statusopgørelse.
Non, cette vie n ́est pas suffisante, elle ne peut contenir la millième partie de nos rêves (Nej, dette liv er ikke tilstrækkeligt, det kan ikke rumme en tusindedel af vores drømme)
Ungdommens åbne muligheder afløses af hverdagens begrænsninger. Man forestillede sig et stort og rigt liv, men siden kom forpligtelserne, de forliste forhold, og de ønsker, der aldrig blev indfriet.
I digtet Avant que d ́ être âgé bliver tilværelsen til sidst reduceret til nogle formaliteter, der skal ordnes før afslutningen. Et menneske kan ende med blot at administrere det liv, som det engang ventede sig så meget af.
Avant que d ́être âgé j ́entrevis des royaumes
Mais je les ai sans doute un peu imaginés
(Før jeg blev gammel skimtede jeg kongeriger
Men jeg har uden tvivl forestillet mig dem lidt)
Il n ́y a plus á present d ́horizon pour les rêves...
(der er ikke længere nogen horisont for drømme)
Det uudslukkelige begær og døden
Begæret, hele tiden at leve i fraværet af noget, holder mennesket i bevægelse, men giver det ingen varig tilfredsstillelse. Hos Houellebecq har denne erfaring fået en moderne social form.
Mennesket lever i et samfund, som hele tiden lover mere. Mere frihed. Mere nydelse, flere muligheder, og skuffelsen bliver desto mere omfattende, for når livet ikke indfrier løfterne, er der ikke længere nogen horisont for drømme.
Kærligheden burde være en mulighed for at undslippe ensomheden. Men også den er mærket af utilstrækkelighed og forgængelighed. Seksualiteten kan give øjeblikkets nærhed uden at gøre mennesket mindre alene. Længslen fortsætter.
Mennesket har ikke mistet evnen til at ønske, men troen på at ønsket kan opfyldes. Det betyder ikke, at alt er ligegyldigt. Det ligegyldige ville ikke kunne gøre så ondt på mennesker. Når livet ikke kan rumme en tusindedel af vores drømme, som der står i bogen, så røbes afstanden mellem det virkelige og det ønskede. Denne afstand bliver ikke overvundet.
Længslen er ingen garanti for, at der findes en forløsning. Længslen tydeliggør blot manglen. Længsler, venskaber og ideen om kærligheden forsvinder først, når den trætte og utrøstelige krop med svage dæmpede grynt dør en eller anden dag på et hospital i en anonym forstad, som Houellebecq beskriver det i digtet Tristes falaises (Dystre klippeskrænter)
Digtning og defaitisme
Det er fristende at finde en rest af håb i selve det, at Houellebecq faktisk digter. Han vælger jo ord og skaber rytmer og klassisk metrik, såsom alexandrinere, og han fastholder i digtenes æstetik nogle erfaringer, som ellers ville forsvinde for eftertiden.
Men selv om han i digtene ofte har fremtidige formuleringer, så bør man nok ikke se en skjult bekendelse til og håb for fremtiden i det. Den, der mener, at alting går mod sin udslettelse, kan godt beskrive sin egen udslettelse.
Digtene behøver ikke at være en redning. De kan være et vidnesbyrd fra et menneske, der ikke længere forventer noget. Houellebecq forbliver defaitist på trods af digtningen.
Den tørre humor bryder dog ind imellem gennem mørket, for der er noget både ynkeligt og genkendeligt ved det menneske, der fortsætter sine daglige gøremål, selvom det har gennemskuet sin udsigtsløshed.
Denne modsætning registrerer Houellebecq også, for der er også en svaghed ved den vedholdende pessimisme. Når nederlaget er givet på forhånd, risikerer digtene at gentage en allerede afsagt dom.
Slutningen er i begyndelsen
Den første del af bogens digte kredser overvejende om en postapokalyptisk, posthuman fremtid, som man frygter; en nutid, som man resignerer på, og en fortid, som man flygter fra. Forbindelsen mellem det livstrætte og defaitistiske menneske og Vestens kulturelle udmattelse og forfald bliver her tydelig.
Digtene Fin de partie (Slutspil), Place Félix Eboué (Felix Eboués Plads), Autoroute (Motorvej), Ils sont lá, parmi nous (De er her, iblandt os), Perdus dans des rêves inutiles (Fortabte i ubrugelige drømme) og En attendant l ́envahisseur (Medens vi venter på erobreren) giver det livstrætte menneske en historisk klangbund.
Digtene kan læses som billeder på en civilisation, der fortsat fungerer, men hvis overbevisning om sin egen betydning og relevans er ved at forsvinde, og hér rammer Houellebecq et ømt punkt for Vesten, der har skabt samfund med udvidede valgmuligheder, frihed, velstand og tryghed, men uden at skabe et forpligtende tilhørsforhold til disse samfund.
Der er ingen fælles kontrakt, ingen fælles totempæl, vi danser omkring, hvilket vil destabilisere de vestlige samfund yderligere i fremtiden.
Roman og digtsamling
Vi lever af troskab, erindringer og forpligtelser, som vi ikke selv har opfundet, men som definerer os. Vi fødes ind i et sprog, en historie og et fællesskab. Houellebecqs mørke kan læses som smerten ved deres fravær.
Det moderne menneske har fået større råderum, men er blevet dårligere til at svare på, hvad det vil bruge det til. Dén pointe har en tydelig reference til romanen Underkastelse, hvor et islamisk parti kommer til magten via det parlamentariske system.
Hovedpersonen forestiller sig en konversion og de bekvemmeligheder, den vil kunne give ham. Det foruroligende er hans beredvillighed, der er uden det store indre opgør, fordi forbindelsen til den kulturelle og religiøse arv er blevet så svagt funderet på grund af komfort og åndelig ligegyldighed.
Den nye islamiske orden møder et menneske, der mangler fortrolighed med gode og gyldige grunde til at modsætte sig den.
Ingen genrejsning
Dén pointe giver også digtsamlingen Combat toujours perdant en politisk alvor, for en civilisation videreføres ikke alene af institutioner og økonomi. Den kræver mennesker, der mener, at den er værd at overtage og give videre til de næste generationer.
Houellebecq udpeger dog ingen vej til genrejsning. Digtsamlingen er således en klagesang over både menneskelivet og en civilisation, hvis modstandskraft er nedbrudt indefra.
Hos nogle forfattere er sortsynet en stil. Vi kender de romantiske digteres såkaldte spleen og Weltschmerz. Houellebecq er ingen romantiker. Han tilbyder ingen trøst i en virkelighed, hvor han er tilbøjelig til at have ret.
Vil læseren fastholde, at fremtiden stadig ligger lys og åben, så er det ifølge Houellebecq et håb, der på forhånd er tabt:
L ́espérance rampant dans l ́herbe rase et rêche / Est près de succomber sous les mâchoires ultimes (Håbet, der kryber i det lave stride græs / Er ved at bukke under for de sidste kæber)
Michel Houellebecq: Combat toujours perdant - poésie
72 sider
Flammarion
Læs også
