Siden Ida Auken var miljøminister for SF i Helle Thornings regering fra 2011-14 har de danske skove haft det forfærdeligt. På papiret. I virkeligheden havde de det ikke så slemt, og siden da har de fået det bedre. Det kan man bare ikke se på papiret. Det skal man en tur i skoven for at opleve.
For i 2013 indførte Ida Auken som minister en ny metode til at vurdere miljøtilstanden i de danske skove – en langt mere aktivistisk metode, der ikke bruges i andre lande, og som gør det fuldstændig utopisk at opnå det, som EU kræver nemlig en ’god naturtilstand’.
Til trods for lovning på det modsatte har ministeriet i årene siden da aldrig tilnærmet den danske metode til EU-reglerne med det resultat, at naturtilstanden i de danske skove fortsat beskrives som rædselsfuld dårlig og ligger på en bundplacering i EU.
Det kan kun betegnes som miljøaktivisme med hensigt om at vride flere penge og skrappere miljøregler ud af politikerne.
Utopisk naturpolitik
Der hersker nærmest nordkoreansk enighed blandt politikere, landsdækkende medier, naturorganisationer og biologer om, at Danmarks naturtilstand ikke bare er elendig, men ovenikøbet har en bundplacering i EU. Sidstnævnte underbygges ofte med henvisninger til EU’s rapporter om naturens tilstand i medlemslandene, og ved første øjekast synes de at bekræfte påstanden.
Imidlertid lider EU-rapporterne af flere skavanker. Den mest grundlæggende er, at de data, Danmark indsender, ikke kan sammenlignes med andre EU-landes indberetninger. Dermed siger rapporterne reelt intet om den danske naturs tilstand i forhold til andre EU-lande.
Bag påstandene om Danmarks bundplacering skjuler sig det misforhold, at Danmark har udviklet sin egen metode til indberetningerne i stedet for at bruge EU’s fælles målestok. Den danske metode er udviklet af Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet (DCE, tidligere DMU). Hverken DCE eller Miljøministeriet gør dog opmærksom på, at Danmark ikke følger EU’s standard.
En dansk særmodel
Umiddelbart fremstår de danske indberetninger til EU troværdige: Danmark besvarer de samme spørgsmål og anvender de samme kriterier som de øvrige EU-lande. Men – og det er her, kæden hopper af – DCE har givet kriterierne et andet indhold. Miljøministeriet, bistået af DCE, får det således til at fremstå, som om Danmark følger EU’s retningslinjer, men bag de enslydende betegnelser skjuler sig en helt anden metode.
EU’s rapporter er derfor ikke en neutral oversigt over naturens tilstand i medlemslandene. Uklarheden forstærkes af, at det ikke fremgår, hvilke lande der følger egne retningslinjer, og hvilke der anvender EU’s fælles standard.
Naturtilstanden – gunstig eller ugunstig?
Indberetningsmetoden har afgørende betydning. Ifølge EU’s anvisninger anses naturtilstanden som udgangspunkt for gunstig, hvis den er stabil eller forbedret siden Habitatdirektivet trådte i kraft i 1994. Danmarks skove har faktisk været i en positiv udvikling siden 1994 som følge af en række tiltag gennem de seneste 30 år: større skovareal, mere løvskov, mere naturskov, mere urørt skov, mere dødt ved, flere skovfugle, mindre luftforurening osv.
Men hvis man anvender DCE’s særlige kriterier (den såkaldte multikriteriemodel), er tilstanden i samtlige danske skove fuldstændig ugunstig – og vil forblive det, også om 100 år. Modellen tager udgangspunkt i en tænkt idealtilstand, som ikke lader sig realisere; der er tale om en utopisk reference. Desuden anvender modellen "one-out-all-out"-princippet, hvilket betyder, at kun hvis alle kriterier forbedres samtidig, kan der registreres fremgang. Det gør det umuligt at måle effekterne af konkrete forbedringstiltag.
Urealistiske EU-mål og dansk særpolitik
EU har i 2024 fastlagt tidsfrister for opnåelse af gunstig naturstatus:
30 % af arealet af alle naturtyper skal nå god naturtilstand inden 2030,
60 % inden 2040,
70 % inden 2050.
Med DCE’s metode vil disse mål under ingen omstændigheder kunne nås; de er en illusion. Hvis der derimod følges en metode i overensstemmelse med Habitatdirektivet, kan målene med nogen anstrengelse opnås. Hvordan politikerne vil håndtere denne uoverensstemmelse, er uklart.
Det grundlæggende problem er, at DCE’s multikriteriemodel ikke svarer til EU-direktivets krav. Derfor kan man ikke sammenligne naturtilstanden EU-landene imellem. Det var daværende miljøminister Ida Auken, der – efter forslag fra DMU (nu DCE) – besluttede, at Danmark skulle skifte til en uprøvet og særudviklet metode, som ikke er i overensstemmelse med EU's krav. Hvilke politiske interesser, der lå bag denne beslutning, står uklart. Ligeledes er det uklart, hvor Miljøministeriets embedsmænd var, da beslutningen blev truffet.
DCE’s tidligere problemer med afrapportering
Det er ikke første gang, at DCE’s afrapportering skaber problemer. Tidligere miljøminister Lea Wermelin henviste under folketingsdebatten om naturnationalparker og urørt skov gentagne gange til en kraftig stigning i rødlistede arter som begrundelse for den nu gennemførte lovgivning. Men Rødlisten viste faktisk, at andelen af truede arter faldt – om end svagt – mellem 2010 og 2019.
Når antallet af rødlistede arter alligevel var steget, skyldtes det, at DCE i 2019 ændrede definitionen i strid med de obligatoriske krav fra IUCN (International Union for Conservation of Nature). De begyndte at inkludere arter, hvor der ikke var tilstrækkelige oplysninger til at vurdere trusselsniveauet. Dermed gav sammenligningen mellem 2010 og 2019 et fejlagtigt billede af en dramatisk stigning i rødlistede arter – men ikke i andelen af truede arter.
Hvad får vi for pengene?
Spørgsmålet, der uvilkårligt melder sig, er, om DCE leverer troværdige informationer til ministeriet og offentligheden. Ifølge et ministerielt svar har DCE modtaget omkring 1 mia. kroner over en 10-årig periode til ministerbetjening. Men hvad får vi for pengene? Er det objektive oplysninger, eller skjuler der sig forskningsaktivisme bag DCE’s arbejde?
Eller sagt på en anden måde: Kan vi stole på de informationer, vi får fra politikere og statens institutioner – herunder Miljøministeriet og DCE?
Hvor er medierne?
I forlængelse af ovenstående kan det samtidigt konstateres, at medierne – den såkaldt fjerde statsmagt – ikke har vist synderlig interesse for at stille de kritiske spørgsmål, der kunne give os en mere balanceret forståelse af, hvordan det egentlig står til i den danske natur.
Ovenstående bygger bl.a. på Baggrundsnotat om EU-rapporter om Natura 2000 af Erik Buchwald, der i en årrække var ansat i Naturstyrelsen og repræsenterede Danmark i opfølgningen af EU’s habitatdirektiv. Han har en Ph.d. i biodiversitet og var en del af Natura 2000-teamet fra 1999 til 2013.
Hele notatet kan findes her:
https://drive.google.com/file/d/1dpHjLne3ByKIhP9WrIsULLzeiJvR8yDk/view
