DR’s beslutning om at indføre kvoter for både køn og geografi repræsenterer endnu et skridt i retning af, at identitetspolitik får mere vægt end kvalitet og faglighed. Den Politiske korrekthed fortrænger fagligheden. Tidligere har DR været garant for at levere indhold af en vis standard til hele befolkningen. I dag ser vi imidlertid en institution, der lægger sig fladt ned for politisk korrekthed og talfiksering. I stedet for at lade faglighed og relevans styre programudviklingen, tvinger DR nu sine programmer ind i en snæver formel, hvor køn og postnummer er afgørende.
Politisk styring eller interne magtspil?
Det er tankevækkende, at dette tiltag ikke engang er et politisk krav. Medieaftalen fra 2022 samt DR’s Public Service-kontrakt indeholder allerede specifikke krav om at sikre diversitet og øge TV-produktion fra provinsen.
Disse tiltag giver måske mening for at dække hele landet og undgå en for stærk dominans fra hovedstaden. Alligevel er det DR’s egen direktion, der har besluttet at tage diversitetskravene et skridt videre, uden at det er blevet pålagt politisk. Det vidner om en klar prioritering af politisk korrekthed over den frihed og faglighed, der burde være fundamentet for en public service-institution.
Kvalitet forsvinder i kvoternes skygge
At fastsætte en kvote, der kræver, at 50 procent af alle medvirkende skal være kvinder, mens kun halvdelen må komme fra Region Hovedstaden, er en kunstig metode til at fremme mangfoldighed.
Spørgsmålet melder sig: Skal vi virkelig have flere kvinder i nyhedsdebatter om økonomi eller teknologi, selvom der er færre kvindelige eksperter inden for disse områder? Er det rimeligt at reducere andelen af deltagere fra hovedstaden, hvor en stor del af landets akademiske og politiske eksperter er koncentreret?
Når fokus rettes mod køn og geografi, risikerer DR at glemme det væsentligste: Hvem er mest kvalificeret til at deltage? Kvalifikationer, indsigt og relevans bør være de afgørende faktorer i udvælgelsen af medvirkende, ikke et stift kvotesystem.
Det er også værd at bemærke, at det næppe bliver lettere at finde relevante historier fra provinsen, blot fordi man indfører en kvote. Hovedstadsområdet er Danmarks nervecenter, både politisk og kulturelt. Derfor er det svært at forstå, hvorfor DR vil reducere andelen af medvirkende derfra.
Kvoter baseret på geografi ignorerer, hvor begivenhederne rent faktisk sker. At dække et Loyal to Familia-opgør mellem piger i Brønderslev, når det finder sted blandt drenge i Brøndby, er en umulig opgave, hvis man insisterer på at følge sådanne kvoter.
DR’s snævre diversitetsforståelse – ideologisk ensretning bag facaden?
Ironisk nok har DR, der i årevis er blevet kritiseret som “de røde lejesvendes værested” på grund af en venstreorienteret vinkling i mange af deres programmer, nu pludselig besluttet at fremme diversitet.
Men denne diversitet gælder kun køn og geografi. Hvor er diversiteten i politiske holdninger og perspektiver? Hvis DR’s direktion virkelig var optaget af mangfoldighed, burde de stræbe efter at repræsentere hele det politiske spektrum og sikre en større ideologisk bredde i deres dækning.
Det nye tiltag afslører, at DR’s forståelse af diversitet er snæver og ensidig. Her handler det ikke om at udfordre den ideologiske ensretning, men blot om at skabe balance på overfladen, når det kommer til køn og region. Det reelle problem – den intellektuelle og politiske homogenitet – forbliver uadresseret.
Kvalitet eller kvoter: Hvad vælger vi?
Det er svært at se andet end farer i denne form for kvotetænkning. DR, som public service-medie, bør være et meritokratisk rum, hvor de mest kvalificerede stemmer får plads. DR har ikke til opgave at imødekomme identitetspolitiske krav om repræsentation, men derimod at levere det bedste mulige indhold til befolkningen.
Ved at prioritere kvoter over kvalifikationer underminerer de det frie marked af ideer og kompetencer, der ellers burde være retningsgivende.
Resultatlighed vs. kvalitet: En farlig forveksling
DR’s beslutning om at indføre kvoter for køn og geografi er et tydeligt eksempel på en farlig udvikling, hvor man forveksler lige muligheder med resultatlighed.
Ved at kræve, at halvdelen af de medvirkende skal være kvinder, og at kun 50 procent må komme fra Region Hovedstaden, stræber DR efter en kunstig form for lighed. Målet er ikke længere at sikre de bedste eksperter og den højeste faglighed; det handler nu om at opnå en bestemt statistisk fordeling.
Resultatlighed bliver en misforstået idé om retfærdighed, der ser bort fra individuelle kvalifikationer og kompetencer til fordel for en overfladisk lighed.
Når DR vælger at sætte tal over talent, underminerer de selve fundamentet for en meritokratisk tilgang, hvor faglighed og erfaring burde være de afgørende faktorer. I stedet for at fokusere på at skabe det bedst mulige indhold, jagter DR nu en bestemt fordeling af køn og geografi.
Dette skaber en farlig præcedens, hvor det ikke længere er de mest kvalificerede, der får taletid, men dem, der bedst passer ind i et regneark. Resultatlighed risikerer at blive et tomt mål, der sætter kvaliteten i baggrunden – og det kan DR simpelthen ikke være bekendt som public service-institution.
