For 25 år siden da du var på vej i seng var jeg på vej til Roskilde Festivallen, hvor jeg havde politivagten sammen med min makker Peter. Peter og jeg var mødt lidt tidligere ind for at opleve Pearl Jams koncert på Orange scene.

Vi stillede os i yderkanten af menneskemængden og ca. 20 meter fra Orange Scene. Der var mange mennesker, god stemning, tryk på musikken og folk var glade.

Pludselig skrattede radioen og meldingen lød: Vi skal bruge en patrulje, der kan førstehjælp til Orange scene. Peter og jeg der stod 20 meter fra indgangen til backstage til Orange satte i løb. Da vi nærmede os lågen, blev denne åbnet, så vi kunne fortsætte vores løb direkte ind på det afspærrede område ved Orange scene. I splitsekundet vi passerede lågen, skiftede stemningen fra fantastisk til det værste scenarie, jeg nogensinde har oplevet.

Min hjerne nægtede at forstå
Pludselig stod jeg i orkanens øje af kaos. Alle mine sanser eksploderede med noget min hjerne nægtede at forstå. Det der skulle have været en hyggelig aften/nat med min makker Peter, blev på få sekunder ændret til mit livs mareridt.

Mens musikken spillede for fuldt drøn, blev utallige unge mennesker revet ind over sikkerhedshegnet foran scenen. Flere var bevidstløse og med en grålig ansigtskulør. På græsset lå flere bevidstløse/døde unge mennesker. Kan huske min første tanke: "Dette kan ikke passe - Det er jo festival - Det skal være festligt". Så gik den professionelle klap ned, adrenalinen overtog simpelthen kroppen.

Som det første forsøgte vi at få stoppet koncerten med Pearl Jam. Den ansvarlige for Orange scene sagde til os: "Der er kun én, der må stoppe koncerter, og det er Leif Skov (Festivalsleder). Der var intet at gøre. Så stillede Peter og jeg os nede foran Pearl Jams forsanger og kørte fingeren hen over halsen som tegn på, at han skulle stoppe musikken. Han kiggede underligt på de to hoppende, råbende og skrigende uniformerede betjente.

Tiden blev tidløs
Langsomt sivede katastrofen ind hos sangeren og musikken døde ud. Sangeren bad alle foran scenen om at gå 10 skridt tilbage. Umiddelbart foran scenen var alt råb, skrig, gråd og kaos. Det væltede over hegnet med bevidstløse, sårede og døde. Alt var kaos. Jeg hoppede over sikkerhedshegnet for at hjælp en op. Da jeg kom under menneskemassernes hoftehøjde, kunne jeg dårligt trække vejret.

Temperaturen føltes om 100 grader og der var ingen luft. Vi fik fat i en ung mand og fik ham over hegnet.

Fra vi løb ind på området til vi fik slukket musikken, hjulpet folk og sat fik struktur på førstehjælpen og lign., gik der alt mellem 2 minutter og 5 timer…Jeg ved det ikke.

Tiden blev på en underlig måde tidsløs.

De unge liv forsvandt mellem mine fingre
De næste mange timer gik med hjertemassage/førstehjælp, lægge tæpper over døde unge mennesker, som jeg ikke kunne redde med min hjertemassage. Give psykisk førstehjælp til sårede og festivalsfrivillige. Det mest skræmmende var at mærke de unge liv, der forsvandt mellem mine fingre.

På et tidspunkt blev jeg hentet af en festivalsfrivillige, der sagde: "Der står en hysterisk kvinde ved lågen, som vi ikke kan få væk". Jeg gik hen til kvinden, der var en ung pige på 16-18 år. Hun græd som pisket. Hun forklarede, at hun foran scenen, havde stået på en person, der lå ned. Men grundet de mange mennesker, kunne hun ikke komme ned fra personen. Hun stod er bare og gik i panik - uden nogen kunne hjælpe. Hun blev revet ind blandt de sårede.

Efter 4 måske 5 tidsløse timer, var græsset pludseligt grønt igen, skrigene var væk, gråden forstummet, menneskerne omkring mig fik igen ansigter og en underlig stilhed lagde sig over Orange.

Præcis i de sekunder gav livet ingen mening. Mit hoved kunne ikke forstå – ville ikke forstå.

Jeg mærkede livet igen - og så kom tårerne
Da jeg senere kom hjem, vågnede min lille 6-årige datter. Hun sagde "for en gang skyld intet" Ville bare op til mig, hvorefter hun gav mig det hårdeste tavse kram......Jeg mærkede igen livet og så kom tårerne...

Ni unge mennesker mistede livet under Pearl Jams koncert på Orange Scene 30. juni.

Du er blevet forskånet af de værste detaljer denne nat. Dem beholder jeg for mig selv for altid

Med min historie håber jeg at kunne sætte fokus på, hvorledes en ”Strømers” arbejde kan ændres fra sekund til sekund. Håber at kunne sætte billeder på, hvilket pres politifolk udsættes for i ekstreme situationer.

Vise at der er mennesker bagved uniformen, der kan gå i stykker grundet deres arbejde og oplevelser. Sætte fokus på, de mange politibetjente der grundet deres oplevelser er blevet ”såret” på krop og sjæl, mens de passede på dig og dine kære.

Jeg håber, at du vil støtte ”Thin Blue Line” der passer på vores ”sårede” betjente på mobilepay: 63651. Du kan læse om Thin Blue Line her: www.thinblueline.dk