I slutningen af juni blev der publiceret to åbne breve til regeringen. Et som var underskrevet af 600 medarbejdere i dansk filmbranche, og et som var underskrevet af 210 forfattere. I brevene fremfører underskriverne et knippe konkrete, politiske ønsker. Regeringen skal anerkende en ny stat ved navn Palæstina, og Danmark skal holde op med at eksportere dele, som bruges i et amerikansk jagerfly, til Israel.
Sådanne breve, hvor kulturpersonligheder agiterer for en politisk sag, går tilbage til 1950’erne. Mens Sovjetunionen eksisterede, agiterede vestlige forfattere for det sovjetiske diktatur ved hjælp af åbne breve i aviserne. Det var en måde diktaturet kunne nå frem til opinionen i demokratierne på en camoufleret måde. I dag er det stadig en kommunikationsform som anvendes i flere vestlige lande.
Vestlig tendens
Et hurtigt søg på nettet viser, at der i England er offentliggjort 3 lignende breve i 2024 og 2025. I Spanien og USA har kunstnere også stået sammen som underskrivere. I Norge har både forfatternes og kunstnernes organisationer fremført enslydende krav, dog uden at spørge hvert enkelt medlem først, hvilket har udløst kritik.
Kunstnernes breve fremfører et lille antal enslydende krav og beskyldninger, på tværs af landgrænser:
Brevskriverne forlanger, at man opretter staten Palæstina, efterforsker Israelske krigsforbrydelser, beskytter vestlige kunstneres ret til at kritisere Israel, sikrer nødhjælp, fordømmer drab på børn, indfører embargo på våbenhandel og et ønske om en våbenhvile.
Det iranske mullah-styre kommunikerer også med den slags breve. I oktober 2023 publicerede ”det iranske filmsamfund” eksempelvis et opråb med 470 underskrivere i Tehran Times, hvor budskaberne var de samme som i de vestlige breve.
Slående lighed
De vestlige breve er indholdsmæssigt identiske med kommunikation fra det iranske regime. Især kravene om en embargo på eksport af våben til Israel er forståeligt set fra regimets standpunkt, eftersom Hamas er en stedfortræder for Iran.
Man kan også forstå vestlige borgeres opmærksomhed på den del som handler om menneskelig lidelse, herunder behovet for nødhjælp og hensynet til børn. Sværere er det at acceptere, at danske forfattere vitterligt vågner om morgenen med et ærligt ønske om, at Danmark stopper med at eksportere et flys reservedele til Israel. Hvis nogen fortalte, at det krav første gang blev artikuleret af den iranske sikkerhedstjeneste, så ville overraskelsen ikke været vældig stor.
Man går ikke for langt, hvis man siger, at et formål med brevene fra nyere tid er at svække Israel i en konflikt mod Iran. Iran indgår i en akse med Rusland. At støtte Iran i landets krig mod Israel (og USA), er i princippet at støtte Rusland.
Kulturel kapital
I de danske forfatteres brev fra juni 2025 er det en pointe i sig selv, at afsenderne er ”forfattere”, selv om emnet er så prosaisk, at det ikke påkalder nogen digter. Formålet med forfattertitlen ser ud til at være, at underbygge brevets indhold med kulturel og moralsk autoritet. Kunsten har en høj moralsk autoritet i samfundet, fordi den anses som uafhængig af særinteresser. At skelne kunsten fra kunstneren kan være svært, og dermed kan kunstneren investere moralsk autoritet i politiske udmeldinger. Det er et kommunikativt greb. Motiveret af et ønske om at udbrede et bestemt politisk budskab.
I dette tilfælde et budskab, hvor man har svært ved at skelne indholdet fra det iranske regimes egen kommunikation.
Udenfor skiven
Når en gruppe afgrænset af et fag optræder samlet, forventer man, at de gør det for at mobilisere kompetence. Forfattere kan eksempelvis give tyngde til et synspunkt om indholdet i forlagskontrakter. Man forstår, at de ved noget om den sag og har soleklare interesser.
Et ønske om at oprette en ny stat på den anden side af planeten falder udenfor, hvad man umiddelbart vil associere med forfatteres kollektive og indbyrdes kompetence. Og den del som handler om flys reservedele må siges at befinde sig meget langt fra poesiens anliggender.
Brevet fra de 210 forfattere er skabt på initiativ fra Kristina Stoltz. I 2020 skrev Stoltz under på et opråb for politisk revolution i Danmark i regi af Enhedslisten og en række klima-aktivistiske grupperinger. Brevet i 2025 minder om det opråb.
Enhedslisten og Khomeini
Enhedslistens tilgang er præget af Sovjetunionens opfattelse af Israel som en forlængelse af USA. Den synsvinkel deles med mullah-styret i Teheran, som omtaler Israel som ”lille Satan” og USA som ”store Satan”. Selv om Enhedslisten tydeligt har fordømt Irans undertrykkelse af demonstranter og kvinder, tilbyder partiet en læsning af Israel og USA, som er identisk med Khomeinis arvtagere.
Slet ikke alle underskrivere er indforstået med disse sammenfald. Men det behøver de hellere ikke være. De kan have verdens bedste intentioner. De har deres forståelse fra mediedækning og klassemæssige referencer og samtaler. De ser brevet som en kamp for at standse undertrykkelse og ondskab. Og de er ikke indforstået med de fordrejninger, som optræder i deres udlægning af konflikternes kronologi.
Kompleks historisk virkelighed
Forfatteren Jonas Eika forstår fx nakba (den arabiske term for ”katastrofen” i 1948), spejlvendt af den empiriske virkelighed. Ifølge Eika angreb Israel sine nabolande i maj 1948 og fordrev den palæstinensiske befolkning. Den udlægning indeholder noget, som er sandt, men rækkefølgen er forkert. Virkeligheden er denne: Først købte jøder jord af jordbesiddere i Damaskus og Istanbul. Dermed blev de arabiske bønder, som havde boet på de stykker land i generationer, bortvist, fordi jorden fik nye ejere. I 1930’erne opstod et rodløst landproletariat samlet i urbane centre, hvor agitatorer som Izz ad-Din al-Qassam radikaliserede dem.
I 1948 gik Den Arabiske Liga til angreb på den nye stat Israel - dagen efter den blev erklæret. I processen fordrev de arabiske armeer de arabiske indbyggere for at skåne dem. Igen: Det er sandt, at de blev fordrevet, men hændelsen er mere kompleks, end man normalt får indtryk af. De blev lovet af de invaderende generaler, at de skulle få vende tilbage til deres huse, når Ligaen havde udslettet den nye, jødiske stat. Dette krav genlyder den dag i dag: ”The right of return”.
Først blev jorden købt, derefter kom en krig. Resultatet blev det værst tænkelige for landbefolkningen. Men palæstinensiske og arabiske ledere bærer en stor del af ansvaret. Det er akkurat den sidste del, som ikke optræder i kommunikationen fra de vestlige kulturpersonligheder. Den er redigeret bort ligesom Hamas.
Det, der ikke siges
Litteraturkritikeren Klaus Rothstein peger på dette, når han siger, at det mest slående med brevet, er alt det, som ikke står i det.
Fraværet af skyldige på den arabiske side rejser spørgsmål til selve projektet, etableringen af staten Palæstina.
Den idé stammer fra Yasser Arafats samarbejde med KGB. Dengang var oprettelsen af Palæstina tænkt som en metode til at knuse Israel, ikke til at besørge palæstinensernes behov. Man kan spørge sig, om det alle dage har været pointen med det statsprojekt: ikke at bygge noget nyt op, men at rive Israel ned.
”Fra floden til havet!”, råber demonstranterne i 2025. Nærværet af Palæstina betyder fraværet af Israel for dem. Det er et nulsumsspil. Enten vinder den ene, ellers vinder den anden.
Det er ikke med tanke på palæstinensernes bedste, at man fortsætter det spil. Derimod er det utvivlsomt en fordel for diktaturer som Iran, en nær allieret af Rusland.
