Sent tirsdag aften delte Folketinget sig igen efter de ideologiske linjer, da Nye Borgerliges forslag om at stoppe kønsskifte til børn blev diskuteret i over to timer i Folketingssalen. Forslaget B 62 ville forbyde både kirurgiske indgreb og hormonel behandling, der griber ind i kønsforstyrrede børns og unges udvikling i puberteten.
“Problemet er, at det her er irreversibelt. Vi vil ikke acceptere en irreversibel behandling af børn med så voldsomme konsekvenser på noget som helst område. Vi snakker om børn, der mister evnen til selv at få børn,” understregede Nye Borgerliges ordfører, Kim Edberg Andersen.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) afviste alligevel det ønske og angreb præmisserne for forslaget. Hun understregede blandt andet, at der ikke er nogen børn i Danmark, der har fået de voldsomme kirurgiske indgreb, som skeptikerne er bekymrede for.
Ministeren påpegede, at kun syv børn og unge startede i hormonbehandling i 2022, og at langt de fleste kønsforvirrede unge dermed bliver behandlet med samtaler og rådgivning.
“Hvis der aldrig nogensinde er foretaget nogen kirurgiske indgreb, hvorfor så ikke bare udelukke den mulighed?” spurgte Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti og tilføjede, at de syv børn i medicinsk behandling stadig er syv børn for meget.
Sophie Løhde fastholdt flere gange, at det ikke var Folketingets opgave at detailstyre fagligheden i sundhedssystemet, og at hendes politiske kolleger i modsat fald ville have nok at gøre:
“Jeg vil gerne opfordre til, at vi lytter til eksperterne på området, og at vi her i Folketinget lader Sundhedsstyrelsen og eksperterne om at fortsætte de faglige drøftelser, der er i gang om en revision på området,” sagde hun.
Også Konservative, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance har meldt sig i de rækker, der vil afskære de unge mennesker i puberteten fra at træffe en vidtgående beslutning med store og potentielt uoverskuelige konsekvenser for fremtiden.
“Jeg underkender overhovedet ikke deres følelser. Men jeg mener, det er vores opgave som ansvarlige voksne at se og høre de unge mennesker og så vejlede dem i bedste stil – indtil de selv er gamle og modne nok til at træffe så livsindgribende beslutninger som at skifte køn,” sagde Liberal Alliances sundhedsordfører, Louise Brown.
Flere borgerlige MF’er nævnte undervejs historien om Peter Rødbro, som også har udtalt sig til Kontrast. Ifølge blandt andre Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti viser denne sag, at eksperterne mangler substantiel faglig evidens, og at det skærper behovet for at være forsigtig på de unges vegne.
Det var stadig ikke nok til at overbevise ministeren, som ud over SVM-regeringspartierne også fik klar opbakning fra venstre side af Folketingssalen.
“Måden, vi giver børn lov til at være børn på, er også at give dem lov at være i den krop, de føler sig som. Have den kønsidentitet, de føler sig som,” sagde SF’s LGBTQ+-ordfører, Astrid Carøe.