Artikel

Rundt om kunst og racisme på SMK

Mens borgerlige kritiserer Statens Museum for Kunst for at være for woke, mener nogle i kunstverdenen, at udstillingen om Nolde og Kirchner ikke er vidtgående nok. Det er dog svært at få afklaret, om kunst kan være racistisk og stadig kunst. Kontrast har været på museum.

Udgivet 03.6.21

"Lad os tale om den udstilling, vi sidder midt i, Kirchner og Nolde - det er jo en udstilling, der har vakt heftig debat," konstaterer journalist Lotte Folke Korsholm over for fagfolk og kunstnerisk interesseret publikum på Statens Museum for Kunst (SMK). 

Billeder løber hen over skærmen af kunstneren Emil Noldes billeder af indfødte, som han har portrætteret på rejse til Afrika og Papua Ny Guinea, og som mildest talt er karikerede. At det ikke var gået an i dag, er anledningen til udstillingen Kirchner og Nolde - til diskussion, der skal se mestrenes gamle værker med den moderne tilgang til kolonialisme. 

"Er det her en udstilling, som tager noget kunst, og siger, at nu er det ikke længere kunst, men derimod racisme? Eller kan man vælge begge sider af dualismen?" spørger journalisten panelet, som består af forsker og billedkunstner Katrine Dirckinck-Holmfeld, billedkunstner Michelle Eistrup og kunstforsker Anna Vestergaard Jørgensen, der har deltaget i arbejdet med udstillingen.

Fra venstre: Katrine Dirckinck-Holmfeld, Anna Vestergaard Jørgensen, Michelle Eistrup og moderator Lotte Folke Korsholm.

“Du får mig ikke til at sige det ene eller det andet. Jeg tror i virkeligheden, vi er et eller andet sted midt imellem, og det er også det, vi prøver at fortælle på udstillingen,” siger Anna Vestergaard Jørgensen og fortæller videre om Emil Nolde, at kunstneren har elementer af begge dele, uden dog at svare på det med kunsten i sig selv.

Også den tidligere institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld har svært ved at svare. 

"Tough question," siger hun og sender den i første omgang videre til den jamaicanskfødte, primært engelsktalende kunstner Michelle Eistrup. 

Michelle Eistrup taler om, at nazismen, som Emil Nolde endte med at følge, var en logisk videreførsel af kolonialismen. Hun mener, at nogle ikke rigtig forstår udstillingen og taler om kontekstualisering. 

"Men selve værkerne," forsøger Korsholm igen, "kan de stadigvæk godt være god kunst, selve værkerne?" 


Emil Nolde, Tänzerin, 1913. Pressefoto fra SMK.

Selve værkerne er kunst fra Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde fra den tyske kolonitid frem til 1918. Derudover er der et indslag med to såkaldte beninbronzer, der har inspireret europæerne. Disse afrikanske værker viser sig senere at være en politisk debat i sig selv; den vender vi tilbage til. 

De to tyskere er blevet verdenskendte blandt andet for deres brug af stærke farver og voldsomme penselstrøg. Deres portrætter fra rejser i Afrika og Asien og såkaldte menneskeudstillinger rejser imidlertid spørgsmål om menneskesyn og kunstnerisk ansvar, noterer SMK. Og i den kunstneriske ende er ‘Kirchner og Nolde - til diskussion' blevet anmeldt til fem stjerner i både Berlingske og Politiken

I den efterfølgende debat om udstillingen har vi set to dominerende udlægninger: Den ene er Statens Museum for Kunsts egen, der møder gæsten fra indgangen under overskriften ‘Statement’: 

"Udstillingen er en svær udstilling, fordi det kræver viden og metoder, der rækker ud over kunsthistorien. Svær, fordi udstillingen rammer ned i emner som racisme, undertrykkelse og udnyttelse. Her er det ikke muligt at forholde sig neutralt. (...) Udstillingen præsenterer ikke et facit, men danner grundlag for en videre diskussion." 

Denne tilgang bliver suppleret på museets skærme og vægge af ledsagende statements fra bidragydere som den tyske kunstner Natasha A. Kelly: “Man forestiller sig altid Tyskland som hvidt, men der har altid været Sorte tyskere eller Sorte mennesker i Tyskland”. Det store S i ‘Sort’ er et bevidst, politisk motiveret sprog. Det samme er oversættelsen af Kirchners værk Negertanz (ikke at forveksle med Noldes danserinde ovenfor) til det mindre kontroversielle Dans

Den tilgang har givet anledning til den anden velkendte udlægning af udstillingen. Denne kritiske vinkel kommer fra borgerlige meningsdannere som Tom Jensen, Marianne Stidsen, Nikolaj Bøgh og Mikael Jalving. Og denne aften, hvor vi besøger SMK, er det Jalvings klumme i Jyllands-Posten, der bliver citeret: 

"Udstillingens røde tråd er det bagvedliggende verdenssyn og de værdier, kunsten påstås at repræsentere, altså den racisme, kuratorerne mener at se i billederne. Det er langt ude. De afbildede mennesker er netop ikke stereotyper eller karikaturer, men levende, seksuelle, dystre, faldne, smukke, afrodisiske, vegeterende, biologiske, varme, frysende, gule, mørke, blå og mangfoldige – dvs. alt hvad moderne installationskunst ikke er."

Der er spredt latter og hovedrysten rundt i lokalet, mens moderator Korsholm gengiver Mikael Jalvings ord. Forsamlingen er ikke på hans hold. Det viser sig derimod, at der er en tredje udlægning i kunstverdenen, nemlig at udstillingen ikke er vidtgående nok. 

“You could have been more radical,” siger Michelle Eistrup og hæfter sig ved, at fremstillingen stadig er bundet op på to hvide europæere, mens Katrine Dirckinck-Holmfeld hæfter sig ved videoen, som SMK bruger til at reklamere på Facebook.

“SMK's reklamespot for udstillingen Kirchner og Nolde til diskussion rammer mig med en visceral effect (et fysisk ubehag, red.), når jeg scroller over mit Facebook-newsfeed. Hvorfor spørgsmålstegn efter ordet ‘racisme’, hvorfor ikke ordet ‘mesterværker’?” spørger hun og hæfter sig ved, hvilke ord der står med hvidt og grønt i videoen. 

På den måde lagde Dirckinck-Holmfeldt selv op til spørgsmålet om, hvorvidt kunst kan være racistisk og stadig kunst. Efter lidt betænkningstid er hun klar: 

"Jeg er jo gammel maler, og der var jeg da vildt inspireret af Kirchners ekspressionisme og hans penselstrøg. Nolde har jeg altid haft det virkelig svært med. Og jeg tror måske også, at der kan du ikke undlade at se hele det forsøg, som har været fremme på tyske udstillinger. Der har været et forsøg på at sige 'kan vi ikke bare have lov til at være glade for farverne' og bare se det som farvemættet udtryk uden at forholde os til, hvad det er for en kontekst, de indgår i. Var det svar nok?"

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ernst Ludwig Kirchner, Sitzende Frau mit Holzplastik (Siddende kvinde med træskulptur), 1912. Pressefoto fra SMK.

Efter oplæg og debat slutter aftenen med spørgsmål fra publikum. Kontrasts udsendte har forberedt et spørgsmål, der udfordrer, at udstillingens titel opfordrer “til diskussion”, men at det samtidig virker lidt for oplagt for nogle, hvilke konklusioner den diskussion skal munde ud i: 

Hvis det er reel diskussion, man ønsker, ville det så ikke være nærliggende også at have en video med Mikael Jalving, og så kan de begavede museumsgæster selv finde ud af, hvad de skal mene? 

Forsker Anna Vestergaard Jørgensen, som har bistået projektet, svarer: 

"De videoer, der hænger inde i udstillingen, er jo folk, vi har været i kontakt med i løbet af udstillingen, som også arbejder med det her emne, fordi de er kunstnere eller arbejder med ting rundt om kunstnernes arbejde. På den måde har vi jo ikke villet gå ind i en generel, større politisk debat, men har spurgt dem, der sidder i det her felt, hvad der er for berøringsflader og aktuelle emner. Og jeg ville da være ærgerlig, hvis man oplever udstillingen, som at der er givet et resultat på forhånd. Hvis der er ét enkelt svar, er det i hvert fald ikke noget, jeg har proppet ind i udstillingen.”

Dirckinck-Holmfeld og Eistrup bliver tilbudt en replik. Men de to kunstnere springer over, og debatten fortsætter. En studerende på kunsthistorie får ordet, og hun fortsætter i sporet fra den udlægning, der gerne havde set museet gå endnu længere i et opgør mod racisme og kolonialisme.

“Jeg har et problem med, at beninbronzerne bliver vist, og der ikke er nogen diskussion om, at de skal afleveres tilbage. Det er en af de største debatter i det sorte kunstmiljø lige nu, men bliver ikke nævnt i udstillingen og er ikke noget, vi diskuterer,” siger hun. 

Moderator Anne Folke Korsholm bemærker, at nogle måske ikke er helt inde i problematikken om de beninbronzer. De blev nemlig ikke gravet op af arkæologer, men stjålet fra Benin (nuværende Nigeria) med vold og magt, inden de dukkede op i vestlige kunstsamlinger som de nuværende, der er lånt fra Tyskland.

Beninbronzerne, udført af kunsthåndværkere mellem 1300 og 1800. Mange havde en rituel funktion. 

Den studerende fortsætter:

“Jeg synes personligt, det var en ubehagelig udstilling at være i, det her med, at man ikke kan komme ud hurtigt. Jeg har snakket med mange, som synes, det er ubehageligt. Hvad tænker man, når man kuraterer sådan en udstilling om, at der er nogle mennesker med for eksempel afrikansk herkomst, som oplever det her, og det ikke kun er hvide, der skal informeres?”

Det er igen Anna Vestergaard Jørgensen, der må stå på mål: 

"Det har været en kæmpestor diskussion, om vi skulle vise beninbronzerne eller ej. Vi har vist dem her i dialog med en repræsentant fra Benin Dialogue Group og andre medlemmer, som synes, det er vigtigt at få sat fokus på sagen og at se dem som kunstværker. Vi har så valgt ikke at vise en kæmpe række, men to, som historisk har hængt i Dresden,” svarer hun.

Mange forskellige mennesker er taget med på råd, bliver den studerende forsikret. Og det ville være mere ubehageligt at lave en udstilling med Noldes værker fra Papua Ny Guinea eller Kirchners værker fra menneskeudstillinger og bare hænge dem i et hvidt rum og lade som ingenting uden nogen form for prikken til dem, lyder det.

Den udvikler sig til en kunstfaglig diskussion om, hvad der kan vises på en permanent udstilling henholdsvis en særudstilling. En museumsinspektør supplerer fra tilskuerrækkerne, at der ikke er noget, der er neutralt. Alt, hvad man gør, er betydningsbærende. Og i forlængelse af det, mod slutningen, er der en sort (eller Sort, om man vil), engelsktalende mand, der får ordet og vender tilbage til det sværeste spørgsmål for panelet. Han er ikke helt tilfreds. 

"Det spørgsmål, om det her er racisme eller kunst, som I ikke vil svare på ... det er det samme med sexisme. Er det her en meget nydelig kvinde på et maleri, eller er det sexisme? Der kan vi sige begge ting. Det er det samme for de her kunstnere. (...) Hvis ikke vi siger, det er racisme og kunst, kan vi ikke komme videre. Det er derfor, spørgsmålet er vigtigt, og I bør svare.” 

Men der kom ikke noget svar i denne ombæring, for da var tiden udløbet.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter