Artikel

USA, Kina og den nye verdensorden

Amerikanerne ønsker stadig at lede en vestlig-liberal verdensorden, men det ønske bliver næppe opfyldt, siger professor i international politik Stephen Walt. Han forudser en verdensorden, hvor USA ikke forfalder, men kommer til at føle sig utilpas over for Kina.
Foto: Pixabay
Foto: Pixabay

Udgivet 14.8.21

“De to mest magtfulde lande i verden kommer ikke til at være venner,” lyder den klare konstatering fra Stephen Walt til Kontrast. 

Walt er professor i internationale politiske studier ved John F. Kennedy School of Government, Harvard University, og han har netop udgivet essayet How to Construct a New World Order (2021) sammen med økonomen og kollegaen Dani Rodrik.

I deres essay giver de et geopolitisk realistisk bud på, hvordan en fremtidig verdensorden kan se ud. I kernen er idéen om samarbejde og forhandling. For hvis nogen skal være leder af noget som helst uden at bruge tvang, kræver det en vis grad af arkæologisk arbejde at grave sig frem til denne enighed. 

Men hvad er verdens nationalstater egentlig enige om? En profeti om Vestens undergang har fået meget medieopmærksomhed på det seneste. Historikeren Niall Ferguson skrev i Bloomberg, at den, der råder over Taiwan, råder over verden, og at “en Taiwan-krise kan blive enden på det amerikanske imperium”. Stephen Walt er dog ikke fan af argumentet.

“Man kan fortælle en historie om, at Taiwans indlemmelse i Kina vil have en katastrofal effekt på Amerikas anseelse i Asien, og at alle i Asien ville se det som et tegn på, at de hellere må skynde sig at gå i ledtog med Kina, men for mig er det slet ikke en given konklusion,” siger Walt.

På samme måde vil Walt og Rodriks realistiske model distancere sig fra bøger som Peter Zeihans pro-amerikanske Disunited Nations (2020) og Bruno Maçaes' pro-eurasiske The Dawn of Eurasia (2017).

I stedet vil Walt og Rodrik skabe et kedeligt-monotont, men geopolitisk realistisk bud på, hvordan et uvenskab mellem Kina og USA praktisk kan udmønte sig. Det består af en kombination af samarbejde, forhandling og konkurrence, ikke blot mellem USA og Kina, men mellem USA, Kina og resten af verdens nationalstater.

Under linjerne står, at vi højst sandsynligt ikke får den verdensorden, som USA godt kunne tænke sig. I Walts og Rodriks model vil den, der er god til at forhandle og samarbejde med verdens nationalstater, være et skridt foran. Men hvordan forhandler man og samarbejder man i det 21. århundrede? Og hvilken forhandlingsfilosofi klynger verdens to stormagter, Kina og USA, sig til?

Det er her, et realistisk scenarie, hvor USA langsomt mister magt, kan synes i horisonten. For måske er den amerikanske forhandlingsfilosofi forældet. Ofte har den nemlig ikke særlig meget at gøre med forhandling, og USA vil stadig gerne være leder af den frie verden. Lad os tage det fra hestens egen mund:

Ifølge præsident Joe Biden er den amerikanske model stadig unik i sin evne til at forene verden. I Foreign Policy marts/april 2020 skrev Biden, at han “straks vil tage skridt til at forny USA’s demokrati og alliancer, beskytte USA’s økonomiske fremtid og få USA til igen at være førende i verden ... Det er tiden til at udnytte den styrke og dristighed, der førte os til sejr i to verdenskrige og bragte jerntæppet til fald”. 

I februar dette år gjorde han det så klart, at vigtigheden af USA’s genrejsning skærpes af Kinas tjeppe vækst: “Vi befinder os ved et vendepunkt mellem dem, der hævder, at ... autokrati er den bedste vej fremad, og dem, der forstår, at demokrati er afgørende.”

Men måske er Bidens ord en smule vage. Sovjet og Japan blev vel at mærke ikke besejret på samme måde. Det, som USA bringer til forhandlingsbordet i kampen om verdensherredømmet, er ideologisk af natur. Det er en kamp mellem det gode og det onde, mellem demokrati og autokrati.

På den anden side af forhandlingsbordet har vi Kina, som ser sagen på ganske anden vis. Kina vokser og er under Xi Jinping blevet mere aggressiv i sin udenrigspolitik. Samtidigt investerer Kina heftigt i afrikanske virksomheder, i infrastruktur og handelsruter. 

“Hvis der er en grundlæggende forskel mellem den amerikanske og den kinesiske tilgang til verdensordenen, er det, at USA stadig mener, at den ideelle verdensorden vil være en liberal verdensorden, hvor stort set alle verdens lande vil være demokratier og følge et sæt markedsorienterede institutioner, og at menneskerettighederne vil blive respekteret,” siger Walt.

Forskellen er, at Xi Jinping ikke holder taler a la dem, vi så fra Biden ovenfor. Og det er der en årsag til. Det er nemlig ikke en del af Kinas ambitioner at omvende verden til et autokrati – uanset hvor meget de selv er forelsket i netop den styreform.

“Det kinesiske synspunkt er anderledes. De er meget statscentrerede og ret ligeglade med indenrigspolitik. De ønsker regler for handel, våbenkontrol og internettet, men indtil videre har de ikke sagt til deres partnere rundtom i verden, at de bør have en autoritær etpartistat,” siger professoren.  

Ifølge Walt er det kinesiske system mere lig det westfalske system fra 1648, som via to fredspagter bragte ligeberettigelse og uafhængighed til de involverede stater. Det indebar suverænitet og territorial integritet, herunder grænsernes ukrænkelighed. 

USA’s uheld kan være, at Kinas westfalske system passer bedre til en moderne verden, hvor respekten for indenrigspolitisk suverænitet igen er voksende. Kina har ganske simpelt bedre kort på hånden ved forhandlingsbordet.

“Hvis man er diktator i land X, og kineserne siger: ‘Vi vil gerne bygge en dæmning for jer og måske drive et par af jeres havne, men vi forventer ikke, at I respekterer menneskerettighederne, eller at I bliver et demokrati, det er jeres sag,’ så er det måske mere tiltalende end at få Antony Blinken [amerikansk udenrigsminister, red.] til at dukke op og sige: ‘Vi er parate til at lave en udviklingspakke for jer, vi vil gerne handle mere, vi vil plante vores virksomheder på jeres jord, vi vil have jeres studerende til at komme til Amerika, og i øvrigt vil vi gerne have, at I løslader jeres politiske fanger’,” siger Walt.

Striden er måske slet ikke, som Biden foreslår, mellem demokrati og autokrati, men mellem en verdensorden, der tillader både autokrati og demokrati, og én, som kun tillader demokrati. Og lige nu, hvor covid blot har accelereret en allerede eksisterende tendens for lande til at trække sig tilbage og lukke om sig selv, virker den første model, hvor de indenrigspolitiske anliggender i stigende grad forbiliver indenrigs, potentielt mere tiltrækkende.

Tit-for-tat-politikken 

Med andre ord er Kinas bud på, hvordan en verdensorden konstrueres i det 21 århundrede, måske slet ikke så strategisk dumt endda. Men det er altså kun Kina, og ikke USA, der er interesseret i en sådan westfalsk orden, og derfor har vi også i stigende observeret en vedvarende og ideologisk drevet tit for tat-politik mellem Kina og USA. 

“Vi ser en noget bekymrende tendens, hvor man over hele linjen, både i USA og i Kina, tager konkurrencen meget alvorligt og ikke altid på den mest konstruktive måde,” siger Walt.

Når USA tager et træk, er Kina nødsaget til at spille tit for tat. Det betyder, at hvis USA indfører told på kinesiske varer, indfører Kina told på amerikanske varer. Hvis Kina indfører sanktioner mod amerikanske virksomheder, så indfører USA sanktioner mod kinesiske virksomheder. Et eksempel er USA’s beslutning om at lukke for Huaweis amerikanske operationer og bandlyse salg af komponenter fra amerikanske virksomheder til Huawei. Et andet er USA’s sanktioner mod firmaer, som man vurderer muliggør eller støtter Kinas behandling af uighur-muslimerne.

Der er næppe tale om strategier, der udelukkende har at gøre med USA’s egen status. Nærmere er der tale om, at USA mener, at Huawei er udemokratisk, og at behandlingen af uighur-minoriteten overtræder menneskerettighederne. Ifølge Walt er konkurrencelogikken ikke holdbar i det lange løb.

“Det er klart, at både kinesere og amerikanere vil blive fattigere, hvis de økonomiske forbindelser mellem de to lande afbrydes totalt. Og det er klart, at alle på planeten vil leve et dårligere liv, hvis vi ikke får styr på drivhusgasemissionerne,” siger han.

Af samme årsag vil vi givetvis ikke se en total afkobling af den amerikanske og kinesiske økonomi. At afkobling alligevel har været undervejs, hænger sammen med, at de to staters forhold ofte reduceres til en ideologisk kamp mellem demokrati og autokrati. 

Ifølge Walt begyndte den konkurrenceprægede logik i Trump-regeringen, som gik fra en engagementsstrategi til en inddæmningsstrategi. Det interessante er, at Bidens regering ikke har afveget fra denne strategi. Den store undtagelse er klimaet, hvor USA og Kina leder et samarbejde. 

Væk fra konkurrencelogikken

For Stephen Walt er det et stort problem, hvis nulsumslogikken og konkurrencelogikken tager over. 

“Vanskeligheden er, at jo dårligere forholdet bliver på alle mulige områder, og jo mere forholdet bliver set eller defineret i ideologiske termer, jo sværere bliver det at nå frem til nogen form for vidtrækkende aftaler eller enighed på områder, hvor deres interesser faktisk overlapper hinanden,” siger Walt.

En sundere og mere realistisk indgang til en verdensorden tager som sit udgangspunkt, at Kina og USA ikke behøves være venner på særlig mange områder for at samarbejde. 

Det er på sin vis den logik, Kina allerede følger, men som kun svært realiseres i et forhold med et USA, der med stædighed fastholder det ideologiske blik. Under alle omstændigheder er Kina for stor og magtfuld til, at Amerika helt kan undlade at samarbejde. Også når det kommer til uighur-muslimerne. 

Walt ser en historisk parallel i massakren på Tiananmen-pladsen (på dansk også kaldet Den Himmelske Freds Plads): 

“USA indførte nogle beskedne sanktioner over for Kina efter Tiananmen-massakren, og præsident Clinton kritiserede Bush for ikke at gøre nok. I seks måneder forsøgte Clinton at være rigtig hård, men de amerikanske forretningsfolk sagde: ‘Er du skør? Du er ved at ødelægge dette smukke økonomiske forhold. Desuden vil det ikke have nogen effekt. Kina er simpelthen for stort’.”

Så hvad kan USA gøre? Ifølge Stephen Walt kan amerikanerne dels arbejde på at være et glansbillede og få deres demokrati til at virke, dels gøre deres forhandlingsstrategi mindre ideologisk drevet. 

“USA burde koncentrere os om blot at være et godt eksempel,” siger Walt.

Og det er USA altså ikke lige nu. Deres liberale projekt har ikke blot fejlet – de har også et væld af væsentlige demokratiske statistikker imod sig.

Democracy Index vurderede i 2017, at USA er gået fra “fuldt demokrati” til “delvist demokrati”. Denne side viser, hvordan USA halter bagefter på en lang række vitale parametre for et lands helbred. USA har, i modsætning til stort set alle andre lande, en faldende levealder, ekstremt høje voldsrater, virkeligt lave valgdeltagelsestal, stigende selvmordsrater og så videre. Som historikerne Jack Goldstone og Peter Turchin har vist, er de samfundsmæssige spændinger lige så høje, som de var det i 60'erne.

Hvis USA igen skal fungere demokratisk, kræver det, at amerikanerne løser deres interne problemer, mener professoren: 

“Jeg skrev en klumme for et par uger siden, hvor jeg spurgte, om USA stadig bør betragtes som leder af den frie verden. Min pointe var, at hvis man ser på mange statistikker, er USA faktisk ikke nummer et. Vi er ikke i bunden, men vi er bestemt heller ikke i toppen. Det var en del af Donald Trumps tiltrækningskraft,” siger Walt.

Konklusionen er, at før USA får styr på demokratiet, vil ethvert glimt af amerikansk arrogance virke malplaceret. Den amerikanske idé om samarbejde, som det at invadere Irak og Afghanistan, har nok udtjent sin værnepligt, og der kommer givetvis ikke til at være en enkelt overordnet verdensorden, som alle kan enes om. 

Det er et geopolitisk realistisk bud på, hvordan en verdensorden ser ud i det 21 århundrede. USA's ønskede verdensorden er måske i forfald – men verden er det altså ikke.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter