Da kravene til kontrol med hvidvask blev indført, havde de fleste nok forestillet sig, at den skulle bruges til at kontrollere internationale virksomheders lyssky banktransaktioner i Schweiz og Litauen. Men loven har vist sig at skabe svære bureaukratiske og økonomiske problemer for det lovlydige foreningsliv.
“Bankerne har fortolket reglerne på en måde, der gør, at det er et bureaukratisk helvede for små, frivillige foreninger. Det æder deres skrøbelige økonomi op, så der skal simpelthen gøres noget,” siger MF Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre til Kontrast.
Han og Venstre har nu sat gang i en arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvordan man kan få ændret loven. Problemerne handler blandt andet om, at hvidvaskningsreglerne i dag stiller strenge krav til dokumentation og bekræftelse af bestyrelsesmedlemmers identitet, samt høje gebyrer for at lave indbetalinger eller overhovedet at have en bankkonto.
Kristian Pihl Lorentzen illustrerer problemet med dokumentation for en lille forening på 17 medlemmer, der hver betaler 100 kroner i kontingent. Langt det meste af denne indtægt går til bankudgifter, så foreningen kun har få hundrede kroner at drive forening for, når alle bankudgifter er betalt.
Det er en overfortolkning fra bankernes side, når små foreninger sættes i samme kategori af kontrolniveau som større virksomheder, mener Kristian Pihl Lorentzen.
“Derfor kan en af løsningerne være, at sætte en klar bagatelgrænse for, hvornår en forening falder ind under hvidvaskningsreglerne. For som det er nu, er det meget forskelligt, hvordan bankerne fortolker reglerne,” siger han.
