Artikel

Vestens grønne gave til verdens diktatorer

Verdens energipolitik har udviklet sig dramatisk på det seneste. Flere iagttagere frygter, at opgøret med de fossile brændstoffer svækker Vestens magt og velstand til gavn for regimer som Rusland og Saudi-Arabien.

Udgivet 22.6.21

Danmark har en stolt olietradition, eller i disse klimatider måske mere korrekt: Danmark havde en stolt olietradition. Der blev ganske vist taget initiativ af Henry Kissinger til Det Internationale Energiagentur (IEA) som en direkte konkurrent til OPEC og for at sikre olie til Vesten efter oliekrisen i 1973, men den vesteuropæiske tilslutning til ideen kom i december 1973 i København under en EF-konference ledet af Anker Jørgensen. EF “mener, at det vil være nyttigt sammen med andre olieforbrugende lande inden for rammerne af OECD at finde måder at håndtere både de lang- og kortsigtede energiproblemer hos forbrugerlandene”, sagde Jørgensen ved mødets afslutning.

Med andre ord: Vesten skulle have fat i mere olie. Og det fik Vesten: Danmark kom med lidt, Storbritannien med en god del, Norge og endelig Canada kom med en stor del. Og til slut kom den amerikanske fracking-teknologi. Ja, USA har altid haft meget olie, men mellem 2008 og 2019 blev den amerikanske råolieproduktion øget med 2,5 gange. For første gang siden 1960’erne blev USA uafhængig af OPEC, som sammen med Rusland i mødet med fracking ikke havde noget andet valg end at reducere sin produktion for at holde olieprisen oppe. Og som om det ikke var nok: USA kunne – ud over at være selvforsynende med olie – nu begynde at eksportere store mængder naturgas (LNG).

Vesten havde vundet en strategisk sejr, som under Den Kolde Krig ville være blevet fejret i ugevis. IEA havde opnået sin historiske mission og kunne være blevet lagt ned. Det blev IEA naturligvis ikke. Desuden har IEA ret beset aldrig været en konkurrent til OPEC, ingen vestlige lande har været villige til at give afkald på egen kontrol over energiproduktion og -forbrug. IEA blev i stedet et statistikforehavende, godt nok et olievenligt et af slagsen.

Men nu blæser forandringens vinde muligvis. I det mindste er det holdningen hos den vestlige klimalobby og en række vestlige investorer. Maj 2021 blev den mest dramatiske måned for vestlige olieselskaber siden Anden Verdenskrig. Hele deres indtægtsgrundlag er blevet udfordret, såvel retligt, politisk som statistisk. Det forekommer, i det mindste på overfladen, at Vesten har fået nok af olieselskaberne.

IEA udgav medio maj noget, som blot for kort tid siden havde været utænkeligt; en rapport med titlen Net Zero by 2050. A Roadmap for the Global Energy Sector. IEA ønskede at vise verden, hvad der er muligt, og hvad der skal til, for at vi kan nå målsætningerne i Parisaftalen. IEA har lavet et kort over, hvordan verden kan blive fri for alle menneskeskabte udslip af klimagasser. Ja, det bliver svært, men som IEA’s leder, Fatih Birol, gav udtryk for i forordet, er det muligt, hvis der tages hensyn til både ansatte og borgere:

“Overgangen til nuludslip er for og om mennesker. Det er altafgørende vigtigt at være opmærksom på, at enhver, der arbejder i fossilindustrien, ikke uden besvær kan få en stilling inden for ren energi. Verdens regeringer må derfor sikre en oplæring og bruge ressoucer på at skabe nye muligheder. Borgerne skal være aktive deltagere i hele processen, således at de føler, at de er en del af overgangen og ikke blot underlagt denne.”

IEA’s rapport blev fejret i mange lande, og der faldt også en dom i Holland, efter at IEA udgav deres rapport. Vi kender alle til Shell, der er børsnoterede i Holland. Nej, det meste af Shells aktivitet finder ikke sted i Holland, men de producerer fortsat en smule naturgas der. Holland er fuldstændig afhængig af fossile energikilder. 93 procent af det, hollænderne konsumerede af primærenergi i 2018, kom fra fossile kilder, det meste fra olie og gas. 

Alligevel kom domstolen frem til, at Shell inden 2030 skal skære næsten halvdelen af sine udslip væk, ikke bare fra sin egen produktion, men også fra dem, som køber Shells produkter. Rent juridisk gælder denne dom kun i Holland, men eftersom Shell har sit hovedsæde der, får dommen implikationer verden over. Aktieejerne kan naturligvis flytte hovedsædet, som igen ville have ført til et stort skattetab for Holland (Shell er den største private skatteyder i Europa), men det lader ikke til at ske. Ledelsen i Shell udtaler, at de i det mindste vil forsøge at leve op til dommen, som ikke er et resultat af et politisk ønske i Holland, men begrundet med almene menneskerettigheder. En del politikere i Holland hævder, at afgørelsen er såkaldt domstolsaktivisme, men uagtet dette er en dom en dom. 

Så ruller bølgen videre til USA. Den samme dag, retsafgørelsen kom i Holland, måtte Exxon Mobil – i sin tid verdens suverænt største olieselskab, og i vor tid dét af de store vestlige olieselskaber, som mest tydeligt har ignoreret kravene om at investere i vedvarende energi – give efter for en lille og aktivistisk hedgefond, Engine No. 1, som knap nok har aktier i selskabet. Hedgefonden krævede at få tre klimaaktivister ind i Exxons bestyrelse. De andre og meget større investorer turde ikke andet end at give efter for kravene. Black Rock, den næststørste ejer i Exxon og verdens største private fondsselskab, har nu lovet at blive grønne. De har støttet aktivisterne, siden kunderne i Black Rock ønskede at blive klimavenlige. Rockefeller-familien, som grundlagde Exxon og i realiteten kontrollerede hele USA’s olieindustri, vil selvsagt også blive opfattet som grønne. Få af de virkelig rige i USA er i dag traditionelle republikanere.

En af ‘døtrene’ til Exxon, Chevron, oplevede samtidig noget, der var værre. Imod bestyrelsens ønske vedtog generalforsamlingen, altså aktieejerne, at Chevron “i væsentlig grad” skal skære i udslippene, ikke bare fra egen produktion, men også fra brændstoffet, kunderne køber. Beslutningen minder til forveksling om dommen i Holland, men har sandsynligvis endnu flere vidtrækkende konsekvenser. Wall Street Journal hævder, at beslutningen til generalforsamlingen er et “de facto-mandat om at trække sig ud af olie- og gasproduktion”. Demokratene i USA er selvsagt glade for, at amerikanske investorer ikke længere er positivt stemt over for olie.

Desuden har de en præsident, som heller ikke er så begejstret for olie. Før OPEC og Rusland begrænsede sin olieproduktion i 2019, faldt prisen på olie, og gradvis gik flere fracking-selskaber i USA konkurs. Så kom desuden covid-19, og for en kort tid kollapsede oliepriserne. De traditionelle og store amerikanske olieselskaber er globale, men mange af fracking-selskaberne er små og lokale. Selvom de har produceret en stor del, har de også i særdeleshed været sårbare over for de skiftende oliepriser og en finanssektor, som har været stadig mindre begejstret for fracking. 

For at USA skulle få en mere stabil tilgang til olie, sagde Donald Trump ja til en samfundsøkonomisk lukrativ rørledning fra Canada, en rørledning, som endda var støttet af den noget ‘woke’ canadiske statsminister, Justin Trudeau. Biden har aflyst projektet. Han har i realiteten også sagt nej til en videre øgning af produktionen i Alaska. Olieselskaberne må ikke længere bore efter olie i føderale naturbeskyttede områder. Han er også negativt indstillet over for fracking på føderalt land.

For at opsummere: Både det finansielle og politiske landskab forholder sig i dag negativt til amerikansk olieindustri. Privatejede olieselskaber i hele Vesten ser ud til at gå en vanskelig tid i møde. At Danmark har vedtaget på sigt at afvikle sin olieindustri, er blot ét ud af mange eksempler på, at Vesten vender den traditionelt særdeles profitable olieindustri ryggen.

Men får dette reelle konsekvenser ude i den virkelige verden? Exxons ‘døtre’, som blev splittet, efter at USA indførte antitrust-love, dannede i sin tid sammen med BP og Shell et kartel af såkaldte majors, ‘De syv søstre’. 

Før oliekrisen i 1973, da araberne fik nok, kontrollerede de 85 procent af verdens oliereserver. Det er på ingen måde tilfældet i dag. Majors-selskaberne producerer i dag ca. 15 procent af verdens olie og gas. Resten er i realiteten i statens hænder. Norge er i den henseende et godt eksempel. Det enorme olieselskab Petoro, som kontrollerer en tredjedel af den norske sokkel, er i sin helhed ejet af staten, Equinor har 66 procent statsligt ejerskab.

Statskontrollerede selskaber behøver ikke at tage et særligt hensyn til finansmarkederne. Som Jason Bordoff, Obamas energirådgiver, nu dekan ved Columbia Climate School, som han selv har grundlagt, skriver i Foreign Policy: 

“Den allerstørste andel af gas- og olieproduktionen sker under statsselskaber, som ikke er udpræget sensitive over for aktivistpres og finansinstitutioner, som er optaget af klima. Hvis olieproduktionen ender i verdens ledende oliestater, vil det øge OPEC+ (OPEC og Rusland, red.)-kartellets kontrol over verdens oliemarkeder.”

Det kan få drastiske konsekvenser, mener Bordoff og mange med ham. Wall Street Journal kalder Bidens oliepolitik og Chevron og Exxons investorers beslutninger for “Amerikas energigave til diktatorer”. For selvom det meste af verdens oliereserver og -produktion i mange år har været kontrolleret af diktaturer, har den vestlige olieproduktion været en buffer, der har hindret oliepriserne i at ryge i vejret. Desuden har vestlig olieproduktion selvsagt afgørende betydning i en eventuel krig og som en del af en militær afskrækkelsesstrategi.  

Bordoff har flere bekymringer, men en af de største er, at han foreløbig ikke ser, at Vesten reducerer efterspørgslen på olie. Han er bange for, at priserne vil stige eksplosivt, og at det igen vil medføre, at velstanden vil falde, både globalt og i Vesten. Og bliver Vesten fattigere, har vi færre ressourcer til at kunne skabe klimavenlig energi. Han mener, at det er ufornuftigt at kvæle de private vestlige olieselskaber, samtidig med at vi efterspørger olie og gas: 

“Uden at vi reducerer efterspørgslen på olie, samtidig med at vi afvikler olieindustrien, er vi i fare for øget økonomisk, politisk og geostrategisk risiko og i øvrigt at være ude af stand til at reducere udslippene i den skala, der er nødvendig,” skriver Bordoff.

Hvad gør Saudi-Arabien og Rusland så? De øger deres investeringer. Som Didier Casimiro, direktør for Rosneft, den russiske oliegigant, siger, at nogen må udfylde tomrummet. I samme ombæring, som Biden vil kvæle den amerikanske olieproduktion, har han i realiteten sagt ja til Ruslands gasrørledning til Tyskland, North Stream – en rørledning, Trump nægtede at acceptere. Men Rusland har længe været sikre på, at de også i fremtiden vil have store eksportmarkeder. I november i fjor meddelte Rosneft, at de ville investere 170 milliarder dollars i ny gasproduktion i det nordlige Rusland, et projekt, som hvis det bliver vellykket, bliver verdens største produktionsanlæg for naturgas inden 2030.

Man kan desuden stille spørgsmål til, hvorvidt IEA’s regnestykke var ærligt ment, for parallelt med at de publicerer kort over nuludslip, laver de prognoser, der viser, at verdens olie- og gasproduktion vil øges. Derudover: I prognosen over nuludslip inden 2050 siger de, at 70 procent af verdens strømbehov skal dækkes af sol og vind, men samtidig indrømmer de, at teknologien for lagring af denne energi endnu ikke er opfundet eller for nuværende ikke er mulig at skalere op i så stor en grad.

IEA’s rapport anfører også, at verdens strømproduktion skal fordobles fra det nuværende niveau. Geologene Jonny Hesthammer og Halfdan Carstens har i den norske Finansavisen regnet lidt ekstra på IEA’s prognoser og anvendt arealet, som i så fald skulle tages i brug til sol og vind. Tallene er svimlende. Globalt set skal verden hvert år fra 2030 gøre brug af et areal tilsvarende fire femtedele af Norge til energiproduktion. I de ni år efter 2030 skal vi bygge, hvad der tilsvarer verdens nuværende største solpark, hver dag, subsidiært opstille 300 vindturbiner om dagen, hvis vi lægger dagens kapacitet til grund. I tillæg hertil skal vi opdyrke store mængder af ny muldjord. Produktionen af bioenergi skal øges med 250 procent.

Derudover skal verdens elforsyning, siger IEA, have en firedobling i fleksibilitet. Frem mod 2030 skal der desuden hvert år åbnes næsten 20 gigantiske batterifabrikker. Samtidig siger IEA ikke, at alle fossile kilder kan udfases, men de siger, at udslippene må indfanges. Det vil kræve en lagringskapacitet på 7,6 milliarder ton årligt i 2050. IEA er åbne for er usikkerhed om, hvorvidt det kan lade sig gøre. Norge skal de næste fem-seks år bruge rundt regnet 15 milliarder danske kroner på at bygge anlæg, som årligt kan indfange 400.000 ton.

Hvis man skal tænke virkelig konspiratorisk, har IEA måske publiceret kortet over et samfund med nuludslip for at vise, hvor afhængig verden er af olie og gas. At basere det på, som IEA gør, at 60 procent af verdens bilsalg skal være elektriske biler inden 2030, virker for eksempel en kende optimistisk, for minekapaciteten findes ikke til de mineraler, som skal bruges til batterier. Hvad der derimod ser ud til at kunne blive en realitet, er, at De syv søstre går dårlige tider i møde, og at de kunne tænkes at flytte hovedkontorerne ud af Vesten. Efter at IEA publicerede kortet, har de bedt OPEC om at øge produktionen af olie, fordi madpriserne er blevet for høje for verdens fattige.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter