Matt Goodwin er ikke nogen traditionel polemiker, men hans stemme bærer langt. Som professor i politik ved University of Kent og tilknyttet tænketanken Legatum Institute har han gennem det seneste årti leveret analyser af den folkelige modreaktion, der har præget vestlig politik siden finanskrisen og kulmineret med fænomener som Brexit, Trump og højrepopulismens gennembrud i Europa.
Goodwins centrale påstand er enkel: De liberale demokratier lider under et repræsentationsunderskud. Den urbane, universitetsuddannede elite, som kontrollerer de kulturelle og politiske institutioner, har i stigende grad distanceret sig fra de bredere folkelige lag, som ikke deler dens værdier, prioriteringer eller verdenssyn. Resultatet er en voksende kulturel og politisk kløft, som de traditionelle partier ikke længere formår at bygge bro over.
Nationalpopulismen som systemkritik
Goodwin blev for alvor kendt med bogen "Revolt on the Right" (2014), skrevet sammen med Robert Ford, hvor han analyserede UKIP’s fremkomst som en folkelig reaktion mod både Labour og de konservative. Bogen blev anerkendt for sin datadrevne tilgang og satte en ny standard for, hvordan man kunne forstå den britiske arbejderklasses politiske mobilisering.
I "National Populism: The Revolt Against Liberal Democracy" (2018), skrevet med Roger Eatwell, tog Goodwin skridtet videre og placerede nationalpopulismen som et varigt og forankret opgør med de institutionelle og værdimæssige strukturer, der har domineret siden 1990’erne. Bogen gør op med den forestilling, at populisme blot er et midlertidigt afbræk eller et irrationelt vredesudbrud. I stedet ser han det som en legitim, demokratisk reaktion på oplevet uretfærdighed og kulturelt tab.
Det nye politiske landskab
I sin seneste og måske mest ambitiøse bog, "Values, Voice and Virtue: The New British Politics" (2023), præsenterer Goodwin en ny akse for britisk (og vestlig) politik. Hvor man tidligere talte om højre og venstre, er den nye skillelinje kulturel: mellem en elite, der værdsætter kosmopolitisme, individualisme og progressiv identitetspolitik – og en bredere befolkning, der ønsker kulturel kontinuitet, social stabilitet og national samhørighed.
Goodwin beskriver en ny eliteklasse, hvis magt ikke blot udspringer af økonomisk rigdom, men af kulturel dominans. Den definerer, hvad der er "anstændigt", hvad der må siges, og hvem der må sige det. Og den gør det ofte med en moralsk selvforståelse, der ikke overlader megen plads til dissens.
Mod denne klasse står store dele af befolkningen, især uden for metropolerne, som ikke genkender sig selv i den offentlige samtales normer, og som i stigende grad vender sig mod politikere og partier, der vover at italesætte deres bekymringer om migration, identitet og kulturelt forfald.
Eliten som blind plet
Goodwin har skabt sig en position som én af de få akademikere, der med intellektuel redelighed og metodisk grundighed tør stille spørgsmål ved de antagelser, som præger eliten – også den akademiske. Det har naturligvis skabt modstand. Nogle anklager ham for at give populismen legitimitet; andre for at undergrave det liberale demokratis idealer. Men kritikken synes ofte at bekræfte hans tese: At der i visse kredse ikke længere eksisterer nogen egentlig vilje til at forstå, hvad der driver de vælgere, der ikke deler elitens verdensbillede.
I stedet for moralsk forargelse insisterer Goodwin på demokratisk nysgerrighed. Hvis man mener, at demokrati handler om mere end blot at vinde flertal i parlamentet – hvis det handler om repræsentation, samhørighed og tillid – så må man også interessere sig for dem, der i stigende grad føler sig udenfor.
En konservativ læsning
For et borgerligt publikum rummer Goodwins analyser væsentlige perspektiver. Ikke som en appel til populisme i sig selv, men som en advarsel: Hvis konservatismen afkobles fra det nationale fællesskab og den kulturelle orden, den traditionelt har været forpligtet på, overlades banen til mere radikale kræfter.
Goodwin tilbyder ingen færdige løsninger, men han formulerer den nødvendige forudsætning for en borgerlig genrejsning: At tage folkets bekymringer alvorligt uden at falde for hverken nostalgi eller ressentiment. At forstå national identitet, social loyalitet og kulturel tryghed som legitime og dybt menneskelige behov – ikke som forhindringer for fremskridt, men som det nødvendige grundlag for et frit og stabilt samfund.
