Debat

06.08.23

Amnesty Danmark overvejer sin holdning under korankrisen

Den danske afdeling af Amnesty International gik varmt ind for at afskaffe blasfemiparagraffen i 2017. Men korankrisen er en ny problematik, siger generalsekretær.
Amnesty Danmark demonstrerer mod VM-værten Qatar i anledning af en landskamp i Parken, København. (Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix)
Amnesty Danmark demonstrerer mod VM-værten Qatar i anledning af en landskamp i Parken, København. (Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix)

Amnesty International er historisk blevet kendt som en organisation, der kæmper for en mere retfærdig verden med frihedsrettigheder og værdighed for hvert enkelt menneske. 

”Ytringsfriheden – på trods af at være en af vores mest fundamentale borgerlige frihedsrettigheder – er under angreb hver eneste dag,” fremgår det af Amnesty Internationals hjemmeside

Men når det gælder den aktuelle sag om regeringens ønske om at gribe juridisk ind over for koranafbrændinger, er det foreløbig ikke til at få et klart svar på, hvad Amnesty mener. 

”Jeg har faktisk ikke så meget at sige lige nu,” skriver Vibe Klarup, generalsekretær for Amnesty Danmark, der fredag er travlt beskæftiget med møder i Amnestys globale generalforsamling.

I 2017 var der ingen tvivl. Dengang støttede Amnesty Danmark afskaffelsen af blasfemiparagraffen: 

“Vi mener ikke, at religioner skal have en særskilt beskyttelse i straffeloven. Religion skal kunne kritiseres og diskuteres på lige fod med ideologier og ideer, og de love, der forbyder blasfemi, benyttes i andre dele af verden til at forfølge mindretal eller kritikere. Det er mennesker, der har krav på beskyttelse, ikke religioner.” udtalte daværende generalsekretær Trine Christensen. 

Men hendes efterfølger kan altså foreløbig ikke love, at der vil være samme principielle modstand mod kommende indskrænkninger af ytringsfriheden. Korankrisen sætter spørgsmålet i et nyt lys, uddyber generalsekretær Vibe Klarup: 

”Vores policyfolk er i gang med at undersøge sagen nærmere og vende det med vores internationale sekretariat. Det er ikke kun en national problemstilling, men også en international problemstilling,” skriver hun og tilføjer, at hun derfor ikke kan hjælpe yderligere på nuværende tidspunkt. 

Det fremgår af Amnestys officielle Facebook-profil, at organisationen has been fighting the bad guys since 1961. Deres arbejde har blandt andet bestået i at analysere lovgivninger og komme med anbefalinger til, hvordan myndigheder, politikere og regeringen kan sikre, at deres borgere fredeligt kan bruge deres ytrings- og forsamlingsfrihed. 

Amnesty Danmark er i øvrigt ikke den eneste aktør, der tøver med udmeldinger. Heller ikke arbejdsgiverne i Danske Medier ønsker foreløbig at bekræfte, at foreningens principielle modstand mod blasfemi gælder lige så stærkt i dag som tidligere. 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter