”Asgård er ikke et sted. Det er et folk.” Med de ord trøster den altseende Heimdal tordenguden Thor, efter at deres hjemmeplanet Asgård er blevet tilintetgjort af dæmonen Surt i Marvelfilmen Thor – Ragnarok. Heldigvis reddede Thor i sidste øjeblik Asgårds folk ombord på et rumskib, så de kan stævne ud til en anden planet. Måske er intet egentlig tabt, for folket er alt.
Den amerikanske økonom Garett Jones afslutter sin nyeste bog The Culture Transplant (2022) med Heimdals replik som fiktiv illustration af hans centrale tese: Migranter forandrer økonomien, de kommer til, i retning af økonomien, de forlod.
Hvorfor gør de det? For at gøre en lang historie kort, så er det fordi, at deres humane og kulturelle kapital, deres teknologiske knowhow, følger med. I disse juletider kunne vi sige, at den økonomiske og kulturelle nisse følger med. Selv efter fire generation er deres assimilation ofte kun sket delvist eller ikke sådan rigtig. Derfor er spørgsmålet om migration ikke et spørgsmål, der ophører med at have betydning, hvis man kerer sig blot det mindste om nationers økonomiske ve og vel.
Da migrationens betydning for Danmarks og andre europæiske nationers økonomi er velkendt stof både ved selvsyn og en lind strøm af artikler gennem de sidste 30 år, så lad mig stedet nævne et par andre illustrative eksempler fra den store verden i Garret Jones’ bog.
Lad os starte med et historisk eksempel, hvor emigration ud af Europa til en nation i en anden verdensdel ikke var til denne nations fordel.
Landet var Argentina. En markedsorienteret og dynamisk eksportøkonomi centreret omkring oksekød havde gjort landet relativt velstående. I 1913 var Argentina 15 % rigere end Frankrig, det var den 10. rigeste nation i verden målt på BNP per indbygger. Men i 2016 var Frankrig 100 % rigere end Argentina, Tyskland 140 %. Hvad var gået galt? Den økonomiske standardforklaring lyder, at landets institutioner gik fra at være relativt markedsvenlige og kompetente til at blive moderat socialistiske, langt mindre kompetente og en helt del mere korrupte.
Den forandring kommer økonomer så som regel ikke med nogen forklaring på. Det skete bare. Men Garett Jones holder sig ikke for god til ikke at komme med en forklaring. Han peger på immigrationsbølger fra særligt det sydlige Italien og Spanien i perioden 1870-1914. Perioden kulminerede med, at 30 % af den argentinske befolkning var født i udlandet. Den kulturelle last, som immigranterne bragte med sig over Atlanten, var bl.a. en individualistisk anarkisme, analfabetisme og nepotistisk korruption. Anarkosyndikalisme, populisme, statskontrol med økonomien og generalstrejker blev snart argentinske plusord som følge af den massive immigration. Den akademiske konsensus er, at den enorme immigration ændrede den politiske kultur i Argentina for bestandigt. Venstreorienterede akademikere kan fortsat juble over det som en ublodig revolution, mens liberale og konservative begræder det som et sammenbrud. Økonomen Garett Jones foreslår det som den primære forklaring på Argentinas fald fra sin plads blandt verdens rigeste nationer.
Et mere opløftende eksempel på positive, økonomiske effekter af immigration er den kinesiske diaspora i Sydøstasien. Immigrerede kineseres positive effekter på nationers økonomi er så forbløffende, at Garett Jones – halvt i spøg og nok også for at provokere – foreslår massiv immigration af kinesere som det mest effektive udviklingsprogram for mangen en nation. Kinesiske bystater som Singapore og Hong Kong er så oplagte og ekstreme eksempler på, at folket er afgørende, at Jones end ikke diskuterer dem. I stedet gennemgår han, hvorledes den kinesiske diaspora har haft en afgørende betydning for den økonomiske udvikling i lande som Malaysia, Thailand, Indonesien og Philippinerne. Dér har kineserne fungeret som en markedsdominerende minoritet, der bragte de dybe rødder for kinesisk excellence med sig.
I Malaysia er 30 procent af befolkningen af kinesisk afstamning. De kinesisk-ejede forretninger generer dog hele 60 procent af BNP, mens offentligt handlede selskaber for 61 procent vedkommende har kinesiske immigranter som hovedejere. For Thailand er tallene også slående: kineserne udgør blot 10 procent af befolkningen, men står for 50 procent af BNP og er hovedejerne af 81 procent af de offentligt handlede selskaber. Tallene for Indonesien er sært lamslående – de er henholdsvis 4 procent kinesere, 50 procent af BNP og 50 procent af selskaberne. Endelig gælder for Philippinerne, at blot 2 procent kinesere står for 40 procent af BNP og ejer 50 procent af selskaberne. Den økonomiske betydning af den kinesiske diaspora nærmer sig det groteske.
Men det er ikke kun som procentvise andele af økonomien, at kinesernes tilstedeværelse har spillet en tydelig rolle. I absolutte tal har det også betydet noget for de enkelte landes økonomi. Ifølge Our World in Data var Malaysias BNP per indbygger i 2020 således 26.472 dollars, Thailands 17.285, Indonesiens 11.445 og Philippinernes 7.954. Jo flere kinesere, jo større BNP tilsyneladende.
De kinesiske emigranters succes har selvfølgelig ikke været uden etniske konflikter. Selvom Islam er blevet kaldet fredens religion af tilhængere og beundrere, så har det ikke forhindret Malaysia og Indonesien, hvor henholdsvis 63 procent og 86 procent identificerer sig som muslimer, i at lægge scene til de fleste etniske konflikter blandt de fire lande. Den oprindelige befolkning i Malaysia og Indonesien har formentligt alle år måttet kæmpe med den kedelige misundelse, hver gang de bemærkede, at kineserne i deres land klarede sig væsentligt bedre end dem selv. For nogle måske en daglig pinsel. Men ellers er det mest den kinesiske diaspora, som har båret omkostningerne ved den etniske diversitet.
I Malaysia var der 13. maj-optøjerne i 1969, hvor mindst 196 døde, primært kinesere. I Indonesien var de mest omfattende anti-kinesiske optøjer i slutningen af 1990’erne, hvor de officielle dødstal opgøres i tusinder. I Malaysia er kineserne desuden blevet økonomisk og politisk forfordelt. Selvom kineserne udgør 30 procent af befolkningen, er de stort set udelukket fra det politiske liv. Siden halvfjerdserne har den malaysiske regering diskrimineret mod den kinesiske befolkning for at fremme den malaysiske befolkning: Adgangen til universitet er gjort nemmere for malaysiere end kinesere, ligesom etniske præferencer for ansættelse og forfremmelse indenfor regeringen, offentlige universiteter og statskontrollerede selskaber er almindelig praksis. I Malaysia er der, kort sagt, affirmative action og etniske kvoter – ellers ville den malaysiske befolkning ikke kunne stå sig i konkurrencen med den kinesiske diaspora.
Herhjemme har der ikke været diskussion af udlændinge og immigration i den forgangne valgkamp. Tværtom har diskussionen været, om det nu var slut med at diskutere uønsket immigration fra Mellemøsten. Vælgerhavet interesserede sig ikke for det, valg kunne hverken vindes eller tabes på den dagsorden mere, lød flere stemmer i klassen af kommentatorer. Men de vedholdende rygter om udlændingepolitikkens pludselig død er med sikkerhed stærkt overdrevne.
Udlændingespørgsmålet er hverken løst eller glemt, men for tiden venter landet på afklaringen af, om Rwanda-løsningen faktisk er det forhåbningsfuldt begærede Columbusæg. Forværres situationen med indvandringen, eller ender Rwandaløsningen som en politisk maveplasker, da vil spørgsmålet utvivlsomt vende tilbage for fuld styrke. Flertallet af den danske befolkning krydser simpelthen fingrene i øjeblikket, er min mistanke.
Til gengæld er spørgsmålene om at sikre Danmarks økonomi rykket højt op dagsordenen. Manglen på arbejdskraft gør, at erhvervslivet og politikere på ny ønsker at sænke beløbsgrænsen for, hvornår udenlandsk arbejdskraft kan komme til landet. Det skal være nemmere at komme til Danmark.
Landets borgerlige ved nok i forvejen, at det ikke er ligegyldigt, hvilke folk der kommer til landet. Hvilken løn de er værd, fortæller en del om deres, ja, værdi for landet, men lønposen fortæller langt fra hele historien. Garret Jones’ bog gør i al fald klar, at den kultur, som folk kommer fra, er den, de bringer med og holder fast i – længe eller for altid. Det har betydning for det land, de kommer til. Pointen er egentlig frygtelig banal, men enkelte sandheder kan desværre til stadighed benægtes af politiske aktører, når det ikke passer med deres foretrukne narrativ.
Garret Jones’ bog indeholder også en migrationsjusteret SAT-score for alle verdens lande. SAT-scoren er helt enkelt ét tal for en nations statshistorie (S), landbrugshistorie (A) og dens teknologiske historie siden 1500-tallet. Jo højere SAT-score lande har, jo højere velstand har de også i dag. Det suverænt vigtigste – nærmest eneste vigtige – bogstav er T’et. Det er den teknologiske historie, der korrelerer klarest med velstanden. Igen synes det en pointe, der er så åbenlys, at man skal have de tunge ideologiske skyklapper på for ikke at kunne se det. Selv fra den side af Atlanten har den blinde kunnet se, at indere og asiater har været afgørende for Silicon Valley som økonomisk og teknologisk succes.
Herhjemme kan man læse i Danmarks Statistiks publikation Indvandrere i Danmark – 2021 , at vietnamesere og singhalesere klarer sig bedre eller så godt som danske børn i skolen. Hvis man skulle sætte penge på, hvem der i fremtiden enten vil bidrage til Danmarks højteknologiske udvikling eller gøre begavet og nyttig brug af den eksisterende teknologi, så er der folkeslag og kulturer, hvor gevinstchancerne synes gode, og andre hvor de synes temmelig ringe. Hvis man ønsker mere indvandring til Danmark for at sikre en tilstrækkelig stor og kompetent arbejdsstyrke, så er det ikke ligegyldigt, hvilke folk og kulturer der kommer. Har man nutidens og fremtidens velstand og sammenhængskraft for øje, er det faktisk altafgørende.
I foråret besøgte jeg Paris. Gensynet med Eiffeltårnet var noget nedslående. Det syntes belejret af sorte gadehandlere, der alle – noget fantasiforladt – falbød den præcis samme vare: miniatureudgaver af tårnet. Desuden var området under tårnets fødder beskyttet af et massivt hegn – formentlig en sikkerhedsforanstaltning mod islamisk terrorisme. Hvis det var frugten af immigrationen, var den ikke ligefrem velsmagende. Årene efter gymnasiet, hvor jeg frit kunne spadsere rundt under Eiffeltårnets ben, syntes langt væk. Tiden – hvor Eiffeltårnet var blevet opført til den parisiske verdensudstilling i 1889, så verdens førende nationer kunne fremvise, hvad fremtiden havde at byde på af teknologiske vidundere – syntes for evigt tabt. Hvis området omkring Eiffeltårnet var et forvarsel om fremtiden for (større lommer af) Frankrig, så måtte den gerne vente med at komme.
Thor og Asgårds folk ankom for øvrigt også til Jorden, til Europa. De må i sandhed være immigranter som sendt fra himlen med en eftertragtet kultur og knowhow. I filmen Thor: Love and Thunder (2022) har de slået sig ned i den norske by Tønsberg. Tønsberg minder dog ikke rigtigt om Asgård. Det er mere en blanding af en lille, norsk fiskerby, en amerikansk forlystelsespark og blege ansatser til det mistede Asgårds æteriske skønhed. Har Garett Jones ret i sin tese, så må forklaringen på, at Asgård ikke rigtig genopstod i Tønsberg, være, at for store eller vigtige dele af folket desværre ikke kom frelst til Tønsberg.
Beklager, Thor, men du fejlede faktisk – Ragnarok skete.
