I en kommentar i Berlingske oplister debatredaktøren fem nytårsforsætter for det borgerlige Danmark. 

I al beskedenhed – som man siger – synes jeg, at Liberal Alliance leverer nogenlunde fornuftigt på dem alle: Forstå corona ordentligt; stå vagt om retsstaten; forlang skattelettelser i bunden; forstå nationens betydning; kritisér og bekæmp identitetspolitik.

Vi kan altid blive bedre, og vi arbejder altid på det. Men det er allerede en del af vores arbejdsrutiner at gøre de fem ting, der bliver foreslået.

Til jul blev jeg begavet med Barack Obamas erindringer. Selv om der kun er tale om bind et, er det et digert værk på næsten 900 sider (hvoraf jeg nu har læst halvdelen og varmt kan anbefale bogen. Men det er en anden sag).

Men han siger noget interessant om sin egen valgkamp – både til senatet i 2004 og til præsidentposten i 2008: Han snakkede for meget og var for grundig i sine besvarelser. Men frem for alt: Han appellerede ikke til folks følelser.

Her tror jeg, vi er fremme ved noget helt centralt: I blå blok levede vi i årtier af at appellere til danskernes følelser. Det var os, der havde forstand på økonomi. Det giver en helt grundlæggende tryghed. Og så var det os, der tog udlændingespørgsmålet alvorligt. Det giver endnu mere tryghed.

Nu er det rød blok, der har forstand på klima. Det giver tryghed. Det er rød blok, der har forstand på corona. Det giver mere tryghed. Det er rød blok, der garanterer velfærden. Tredje lag af tryghed. Og så har Socialdemokratiet så meget styr på udlændingepolitikken – også retorisk – at der absolut ikke er noget at komme efter.

Hvad har vi? På en god dag: Korrekte analyser, der har præcis de fejl, Barack Obama begik, før han lærte at blive folkelig. Nemlig at de er kedelige. Det er sandt, at der er behov for flere arbejdsudbudsreformer. Men det er pænt kedeligt. Det er også sandt, at skattetrykket er for højt og har forvridende effekter. Men det er på en måde lige så kedeligt – samtidig med at det smager mere af egoisme, end det egentlig er rimeligt, når man får sat sig ind i tingene. Det er sandt, at velfærdsstaten, oftere end godt er, udbygges af hensyn til personalet, der bemander den. Men igen: Det er forfærdelig kedeligt. Og så er det selvfølgelig sandt, at der ofte kører nogle dårlige processer på Slotsholmen. Men hvem fanden interesserer sig for det? Ud over nogle af ens kolleger og dele af kommentariatet.

I mangel af evne til at appellere til følelserne er der (for) mange borgerlige, der bruger tiden på at grave grøfter for andre borgerlige. Inden for den liberale familie går der nogle gange ”1970’er-venstrefløj” i den. Forstået på den måde, at folk slår hinanden oven i hovedet med ekstremt ekskluderende fortolkninger, ikke af Karl Marx, men af de liberale bekendelsesskrifter.

Jeg plejer altid internt i mit eget parti at sige, at vi skal tale mere om A og mindre om L. Det råd er hermed givet videre til andre grene af familien.

Konservatisme vs. liberalisme

Desuden er der mange borgerlige, der fordriver tiden borte fra magtens kontorer med at grave den grøft, der adskiller konservatisme og liberalisme, meget dyb.

Det burde folk virkelig afholde sig fra. For her er jeg aldeles enig med Ryan Smith, som engang formulerede sagen på den måde, at 100 pct. ren liberalisme og 100 pct. ren konservatisme begge har det til fælles, at de smager ad helvede til. Ingen af delene er med andre ord spiselige, med mindre man spæder mindst 20 pct. af det andet i.

Bortset fra det, kan man sagtens begrunde de samme ting både liberalt og konservativt. Nationen er en god ting, fordi alle har brug for en konkret livssammenhæng at leve i. Konservativ begrundelse. Men den er også god, fordi der ikke findes andre og bedre rammer for opbyggelse af den helt nødvendige Robert Putnamske sociale kapital. Liberal begrundelse.

Vi skal ikke have illegitime og uønskede samfundsforandringer bibragt af anti-demokratiske strømninger som for eksempel ortodoks islam. Fordi det ødelægger de traditionelle livssammenhænge og tolkningsmønstre. Konservativ begrundelse. Og fordi det underminerer borgerrettighederne og retssamfundet. Liberal begrundelse.

Jeg tror ikke, at rød blok i længden kan passe ordentligt på vores samfundsmodel. Det hænger sammen med, at de fleste røde politikere rent mentalt foretrækker at proppe en enkelt marshmallow i gabet nu frem for at vente 10 minutter og modtage to.

Der er med andre ord mere tryghed i de borgerlige dyder, end der er i den røde forslugenhed og hæmningsløshed.

For mig starter den følelsesmæssige appel der.

Indlægget blev oprindeligt bragt på Facebook.