I et nyligt indlæg i Weekendavisen skriver Frederik Stjernfelt, at der findes forskningsmiljøer, hvor “de færreste iagttagere efterhånden fæster lid til informationer fra disse forskningsmiljøer”.
Samtidig udtrykker Stjernfelt kritik af den udtalelse om ”overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, som Folketinget vedtog forleden, anført af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, fordi den øgede rolle til universiteternes ledelse kan have utilsigtede konsekvenser og eventuelt skade den frie forskning ad bagveje.
Spørgsmålet er så om Folketinget var på vildveje, da det vedtog ovennævnte V 137, eller om politikerne faktisk reagerede på et oplagt politisk problem, hvortil der hører politiske løsninger?
For det første tror jeg, det må stå klart, at man lever i et realpolitisk eventyrland, hvis man tror, at et politisk system i længere tid vil acceptere offentlige forskningsmiljøer, der både producerer viden, som de færreste vil anse for gyldig og brugbar, og som samtidig gør sig offentligt bemærket ved som hovedregel at beskylde flertallet af danskerne for racisme, etnonationalisme og andre beslægtede ubehageligheder. Selvfølgelig vil det føre til politisk handlen.
Universiteterne er vigtige samfundsinstitutioner, og de skal selvfølgelig have endog meget udstrakt forskningsfrihed, men friheden er ikke grænseløs, og samfundets interesse i universiteternes indre liv er helt legitim. Som juraprofessor Alf Ross slog fast allerede i 1974:
“Udformningen af den højere undervisning og uddannelse er ikke »egne anliggender« for den kreds af personer, der er knyttet til vedkommende universitet, og altså staten uvedkommende under forudsætning af, at varetagelsen holder sig inden for lovgivningens almindelige rammer. Den højere undervisning er (ganske som den mere elementære for øvrigt) et offentligt anliggende, en statsopgave, der vedrører os alle.”
Det politiske system er altså i god ret til at antage, at universitetets anliggender også er politiske anliggender.
For det andet må man se på universiteternes eget foretrukne svar på de politiske anklager: At politikernes indblanding truer forskningsfriheden, og at man selv har et veletableret system til at håndtere dårlig videnskab i form af fagfællebedømmelse for videnskabelige tidsskriftsartikler.
Problemet med universiteternes hovedargument er desværre, at det ikke altid passer særlig godt. Allerede tilbage i 1996 undersøgte fysikeren Alan Sokal, om et tidsskrift for kulturstudier kunne håndtere at skelne mellem vrøvl og videnskab i en bevidst forvrøvlet artikel fyldt med postmoderne lingo. Sokals artikel røg igennem peer review, og en del år senere gentog Helen Pluckrose det samme forsøg med et par kolleger og adskillige artikler. Heller ikke denne gang virkede fagfællesystemet på de såkaldte forurettelsesstudier, og artiklerne med vrøvl blev godtaget.
I den danske debat har et par af det videnskabelige miljøs tungere navne fremhævet netop denne kritik af det påstået selvregulerende system. I april skrev professor Nicolai Foss fra CBS sådan her:
“For det første kolporterer forskersiden i debatten ofte et urealistisk og naivt billede af videnskaben som et selvregulerende system. Ja, vi betjener os af fagfællebedømmelse, og det er det bedste evalueringssystem, vi kender. Men det betyder ikke, at det er perfekt. Det er absolut muligt at have mange fagfællebedømte publikationer og stadig være en ringe forsker. Det hænger sammen med, at der er masser af tidsskrifter af lav kvalitet, blandt andet fordi det er mindre gode forskere, der står for bedømmelserne.”
Kort tid efter, i maj, skrev professor Lars Qvortrup fra DPU en kritik i samme toneart:
“Det, der bekymrede mig, var ikke, at der findes dårlig forskning. Men det bekymrede mig, at universitetet ikke levede op til sine forpligtelser med hensyn til kvalitetssikring, og at det heller ikke efterfølgende har anerkendt eller interesseret sig for problemet.”
Tilbage står spørgsmålet om, hvad vi som samfund gør ved problemet, hvis ikke V 137 er en god ide, og fagfællesystemet heller ikke virker ordentligt på de forskningsområder, hvor pluralismen er mindst og den overdrevne politiske aktivisme størst?
Jeg skal gerne erklære mig selv for uegnet til at foreslå konkrete løsninger, da man næppe som universitetsuddannet uden en forskeruddannelse har den fornødne indsigt i de indre institutionelle virkemåder.
Til gengæld vil jeg gerne tilbyde universitetsverdenen den lære, min politiske erfaring fortæller mig: Det står mig klart, at vi har at gøre med et politisk problem, som kræver en løsning eller i det mindste idéen om at være på vej mod en løsning. Status quo er næppe acceptabelt. Slet ikke hvis man sætter som præmis, at den identitetspolitiske aktivisme formodentlig er voksende i dominans på en del forskningsområder.
Universiteterne er nødt til at anerkende problemet, og de er nødt til at blive opfattet som nogle, der gerne vil være med til at løse problemet. Den hidtidige pindsvinetaktik kommer ikke til at holde i længden.
