Debat

13.06.21

De yngste skuldre skal bære de tungeste byrder

Gymnasieelever har haft den uhørte frækhed at fravælge det multikulturelle projekt og har delt sig efter kultur og anskuelser. Det vil Socialdemokratiets samfundsingeniører ikke tolerere, og derfor skal de unge agere ufrivillige frontsoldater for integrationen, konstaterer Mikkel Andersson.
Her på Frederiksberg Gymnasium er 43 procent af eleverne indvandrere eller efterkommere. (Foto: Leif Jørgensen / Wikimedia Commons)
Her på Frederiksberg Gymnasium er 43 procent af eleverne indvandrere eller efterkommere. (Foto: Leif Jørgensen / Wikimedia Commons)

Hvis nogen orkede, ville de formentlig kunne tapetsere messehallerne i Bella Center med mislykkede integrationspakker. En stor del har været sære aktiviteter som modersmålsundervisning, rap-workshops, kulturfestivaler, etniske madprojekter og andet, der kan tjene som aktivering for projektmagere, som efterfølgende selvevaluerer sig til succes. 

Man kan ærgre sig over de spildte penge, men i det mindste gør det næppe skade. Mere alvorligt er det, når Socialdemokratiet i samarbejde med den forenede venstrefløj og Dansk Folkeparti (ja, den krølle kommer vi til) beslutter sig for at omdefinere gymnasiet fra en lokalt forankret ungdomsuddannelse til en integrationsinstitution, hvor unges etniske baggrund skal definere, hvor de må gå i skole og med hvem.

I den socialdemokratiske optik har danskerne aldrig forstået at fordele sig på den demografisk optimale måde, hvor bankdirektøren og kontanthjælpsmodtageren fredeligt græsser side om side på et kommunalt parkanlæg, strategisk placeret mellem socialt boligbyggeri og nyklassiske palæer. Men så er det heldigt, at staten kan lære de genstridige borgere, hvordan man indretter sit liv. 

Nu er turen kommet til de unge, der ikke har erkendt, at gymnasialt samkvem på tværs af etniske og kulturelle skel er den effektive vej til venskab, solidaritet og integration. Tværtimod har et stort antal unge fravalgt dette på en række gymnasier, hvilket underminerer den socialdemokratiske integrationsvision. 

Den duer selvfølgelig ikke, så i et nyt udspil vil elever i en lang række byområder ikke få lov til at gå på deres lokale gymnasium, men skal, i integrationens tjeneste, sendes til fjernere gymnasier, de ikke ønsker at gå på. 

En anden, og ganske betragtelig udfordring er, at tallene for elever med ikke-vestlig herkomst ikke inkluderer tredjegenerationsindvandrere, der har mindst en forælder med dansk statsborgerskab født i Danmark, en hastigt voksende gruppe, også i kraft af at andengenerationsindvandrere udgør en voksende del af ungdomsårgangene. Derfor vil den reelle udfordring efter alt at dømme være markant større, end den umiddelbart forekommer. Så vil man opretholde denne nye model, vil stadig flere blive presset til at pendle ganske langt, særlig i de dele af Storkøbenhavn, hvor der kan være stor afstand mellem gymnasier uden en markant overrepræsentation af elever med ikke-vestlig baggrund.

For partierne længere ude på venstrefløjen må der være visse problemer forbundet med tiltaget, da en stor del af gymnasieeleverne efterhånden er andengenerationsindvandrere, som man i andre sammenhænge ville erklære for et gennemført produkt af det danske samfund, hvorfor idéen om at acceptere en fordeling langs etniske ophavslinjer må smage en anelse aparte. 

Nuvel, man kan altid more sig over fløjpartierne, men Socialdemokratiet har trods alt erkendt, at der er tale om et reelt problem, som i allerhøjeste grad er koblet til kultur, religion og herkomst. Et problem skabt af den asylpolitik, som skiftende danske regeringer har ført gennem de sidste 40 år, og hvis konsekvenser man har forsøgt at løse med et parodisk stort antal velmenende planer om fordeling af asylmigranter rundtomkring i kommuner, integrationsprojekter, gadeplansmedarbejdere og så videre. I den aktuelle plan er det blevet gymnasieelevernes tur til at leve med konsekvenserne af de problemer gennem deres respektive roller som enten integrationsfremmende eller -modtagende subjekter. 

Det manglede da bare, at de unge skal løse de problemer, som generationerne forud har skabt og ikke formået at løse. Som det gamle slogan siger: De yngste skuldre skal bære de tungeste byrder - eller noget i den retning.

I forhold til risikoen for, at de genstridige elever vedbliver med at fravælge skoler, de ikke ønsker at gå på, og i stedet tilvælger private gymnasier, er det nye tiltag en ren tilståelsessag. Det fremgår af aftaleteksten, at “[d]er skal indføres regler, der skal imødegå, at der i byområder sker en utilsigtet søgning mod de private gymnasier for at undgå elevfordelingen”. Vendingen “utilsigtet” forekommer absurd, da denne søgning netop ville være “tilsigtet”. Tillad mig at oversætte: Forligspartierne skriver, at hvis eleverne ikke ønsker at være en del af regeringens storslåede sociale ingeniørprojekt, men vælger et privat gymnasium, skal de forhindres i det. 

Det duer naturligvis ikke, at eleverne på den måde stemmer med fødderne. Og når alternativer til regeringens plan fjernes, bliver det belejligt nok umuligt at opstille parametre, som den kan fejle efter. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

At Dansk Folkeparti indgår forlig med Enhedslisten og den forenede venstrefløj med henblik på at “bekæmpe konsekvenserne for gymnasiet af en forfejlet udlændingepolitik”, er lige så overraskende, som det er rørende. Det kan naturligvis være resultatet af en pludseligt manifesteret tværpolitisk enighed om udlændingepolitiske løsningsmodeller, eller at en af parterne har trukket det korteste strå.

Dansk Folkeparti fastslår dog, at “[a]ftalen forudsætter, at der ikke kommer fornyet indvandring til Danmark. Hvis det skulle ske, skal aftalen genforhandles”, og står det til troende, kan man roligt indkalde til genforhandling i løbet af den kommende uge, hvor der med sikkerhed vil være sket yderligere ikke-vestlig indvandring via asylsystemet, ganske som tilfældet har været gennem de sidste 40 år.

Så hvad er løsningen? Her er den kendsgerning, som ingen vil sige højt: Der er ingen reel løsning mulig, det er kun symptombehandling, og hvis man accepterer mindre frihed for borgerne til at vælge mellem de offentlige ydelser, de selv betaler, kommer vi til at se en del mindre frihed til at vælge i de kommende år.

Parallelsamfund er en konsekvens af den førte asylpolitik, og der findes intet vesteuropæisk land, som ikke har præcis de samme udfordringer med primært muslimsk indvandring fra ikke-vestlige lande i Afrika, Mellemøsten og Centralasien. 

At en række gymnasier er blevet stadig mere opdelt, er ikke en konsekvens af politiske valg, men af elevernes egne til- og fravalg. Det gælder både for elever med dansk oprindelse, der gerne vil gå i klasser, hvor en typisk dansk dating-, alkohol- og højtidskultur er ukontroversiel, og for elever med indvandrerbaggrund, der gerne vil indgå i sociale fællesskaber, hvor deres holdninger til kønsroller, religion, alkohol og så videre er tilsvarende ukontroversielle.

Det ironiske er, at den bagvedliggende idé - hvis indvandrere med ikke-vestlig baggrund eksponeres for dansk majoritetskultur, vil de gradvist assimileres - er prøvet på et overordnet samfundsplan i 40 år, hvor alle muligheder for assimilation har været til stede, uden at dette er sket. Det selvom Danmark er et af de mest økonomisk og velfærdsmæssigt generøse lande, der nogensinde har modtaget flygtninge. Det er svært at se, hvordan noget, som har fejlet på makroniveau, skulle fungere på mikroniveau. 

Man kan derfor vælge at lade elever med såvel dansk som ikke-vestlig oprindelse selv bestemme hvor og med hvem, de vil gå i skole, med de konsekvenser, det har i form af aldeles ujævn distribution langs etniske linjer. Eller man kan flytte dem rundt mod deres vilje med de konsekvenser, det har for elever, som tvinges ind i sociale og uddannelsesmæssige fællesskaber, de ikke selv ønsker, i det forfængelige håb, at man denne gang - i integrationstiltag nummer omtrent en milliard (det er en retorisk overdrivelse, Detektor!) - har fundet sølvkuglen.

Det er selvfølgelig en svær erkendelse for politikere, at der findes problemer, de ikke kan løse. Endnu sværere at erkende, at de for en dels vedkommende selv har skabt problemerne og gennem bibeholdelsen af det nuværende asylsystem bærer ansvaret for, at de bliver større. 

Men det er ikke desto mindre nødvendigt, for alternativet er, at borgernes ret til selv at tilrettelægge deres liv og uddannelse bliver inddraget, og at de i stedet bliver brugt som skakbrikker for statens sociale ingeniører, der som Egon Olsen altid har en ny og bedre plan med i tasken. Hvilket også er nødvendigt, da alle de foregående som bekendt er slået horribelt fejl.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter