I en tid, hvor kulturprodukter foretrækker at opløse helten i ironi, dekonstruktion og føleri, er det overraskende - ja rørende - at se James Gunns Superman insistere på det modsatte: en moralsk mand. Ikke et symbol. Ikke et traume med kappe. En mand.
Siden jeg skrev om Superman i december er der nu kommet en mere konkret trailer til den nye Superman film, der får premiere til juli. Traileren er imponerende mættet af noget, man efterhånden sjældent tillader i den postmoderne forvanskede populærkultur: oprigtighed. Den åbner ikke med ødelæggelse, men med tro på et princip. Den insisterer ikke på "storhed", men på godhed.
Og vigtigst: den tør præsentere sin hovedperson som én, der allerede har værdighed - og ikke skal "finde sig selv" gennem et hav af fejltagelser og pubertære distraktioner. Allerede fra første sekund slås tonen an: John Williams’ ikoniske Superman-fanfare, kendt fra Richard Donners 1978-film, klinger ind over en ny verden.
Det er ikke nostalgisk kitsch, men en æstetisk markør: Dette er ikke blot endnu en version. Det er en genopdagelse. Musikken fremkalder en form for alvor, som mange nutidige superheltefilm er bange for. Den insisterer på, at heltemod er noget, vi må tro på – ikke noget, vi skal undskylde.
