1. Alle opinionsundersøgelser af politiske holdninger hos journalister og journaliststuderende gennem en årrække har hver gang givet samme resultat. Der er et massivt rødt flertal. Det gør ikke journalisterne til "røde lejesvende" – et udtryk, som man ofte benyttede tidligere, og hvis mening var, at journalisterne propaganderede for røde holdninger. De fleste kan godt lægge deres politiske holdninger væk og forsøge at være tilstræbt objektive nyhedsformidlere. Problemet er, at de fleste automatisk og sandsynligvis ubevidst vælger grundholdninger og følelser, der stammer fra venstrefløjens arsenal.
2. De fleste journalister er nyhedsjægere og som regel dygtige til deres job. De er som regel ikke intellektuelle kapaciteter. Men i en indviklet verden, hvor man skal kunne orientere sig blandt mange holdninger og medier, bliver det til et problem. Præsident Obamas spindoktor, Ben Rhodes, sagde i et interview til New York Times, at det var let at manipulere de yngre journalister og skabe et "ekkokammer" for Obama-regeringens meninger, fordi de fleste journalister var uvidende.
Det kræver stor viden, indsigt og intellektuel kritisk sans at kunne formidle nyheder i dag. Martin Krasnik formulerede det nok for hårdt, da han skrev i bogen Fucking Jøde! at journalister ikke er for kvikke, men han tilføjede lidt mildere i et interview fra 2014 i Information: “De danske journalister skal simpelthen klædes bedre på til at forstå verden.”
Der bør stilles større krav til intellektuelle og kritiske evner, for ellers ender journalisterne hurtigt med at vælge deres venstreorienterede grundholdninger som udgangspunkt. Sagen er jo, at venstrefløjens budskaber om lighed og broderskab i et utopisk fremtidssamfund altid vil være mere tillokkende end borgerliges pragmatiske og erfaringsbaserede budskab. Derfor kræver det en ekstra indsats at få journalister til at forstå borgerlig ideologi, og derfor mislykkes det så ofte.
3. Journalister skal vejledes og orienteres af vidende redaktører. Imidlertid fungerer dette system ikke. Redaktører er ofte valgt blandt journalisterne og er som regel ikke intellektuelt bedre klædt på end journalisterne. I mange andre lande er redaktører intellektuelle kapaciteter og netop derfor udvalgt. Det er ikke tilfældet i Danmark. Derfor bliver resultatet ikke bedre af redaktørernes vejledning. Redaktører på borgerlige medier skulle igangsætte nyhedsprojekter, der afspejler en borgerlig ideologi, men det sker sjældent. Måske vil visse redaktører gerne, men det er for tungt og besværligt at belære journalisterne, og derfor opgiver de ofte.
4. I det hele taget er redaktører et problem. Ofte har de skiftet job fra det ene medie til det andet. Fra DR til Politiken eller fra Berlingske til Information eller fra Jyllands-Posten til DR. Det er sjældent, at ideologiske grundholdninger er andet end til pynt, for de skal jo kunne få job i DR eller TV 2 eller Politiken, og der vil et stempel som borgerlig værdikæmper være en stigmatisering. Derfor er disse redaktører ganske ofte uden borgerlig ildhu og kampånd, og selvom de med mellemrum skriver ledere med et borgerligt indhold for et syns skyld, så ændrer de stort set intet ved avisens politiske kurs og nyhedsstrøm, som stadig vælger emner og perspektiv ud fra venstreorienterede grundholdninger.
Det er, som Ole Birk Olesen, tidligere journalist på Berlingske, sagde i 2007 i artiklen Pressen ser rødt i Weekendavisen, da han valgte en politisk karriere: “Vi har ingen borgerlige aviser, for man kan ikke producere en borgerlig avis uden et dominerende antal borgerlige journalister på avisen.” Min erfaring fra 25 år i pressen er, at journalister ofte er dygtige og sympatiske, men meget sjældent er jeg stødt på borgerlige værdikæmpere. Resultatet giver sig selv.
5. Der foregår en politisk og social ensretning i gruppen af journalister, fordi miljøet er lille og indspist. De fleste danske journalister vil nødigt sidde en lørdag aften med venner fra Politiken og Danmarks Radio og blive beskyldt for at være racister eller tilhængere af Dansk Folkeparti. Den Uafhængiges redaktør, Asger Juhl, har over for Kontrast fortalt, hvordan han som ansat i DR oplevede rædsel, da han sagde, at han da havde en vis forståelse for DF.
Den sociale ensretning i boblen af venstreorienterede journalister vil altid lede til endnu mere ensretning. I store lande som Frankrig og USA har man medier, som er erklæret borgerlige som f.eks. Fox, New York Post eller tidsskifter som Commentary og National Review. Det eksisterer ikke i Danmark. Kontrast er et godt bud, men endnu ganske lille.
6. Anden Verdenskrig kaster stadig sin skygge over landet og højrefløjen (eller endnu værre: højreradikalisme) forbindes stadig med fascisme eller nazisme og vækker afsky. På trods af vor viden om kommunismens tragedie er der slet ikke samme afsky forbundet med venstreradikalisme. De unge venstreorienterede er blot "idealister" i journalistisk jargon, hvad en Rasmus Paludan aldrig vil blive betegnet som. Derfor kan Enhedslistens Pelle Dragsted med en voldelig fortid på den ekstreme venstrefløj uden bekymring tale med journalister, fordi han aldrig vil blive konfronteret med sine ekstreme holdninger, hvorimod for eksempel Morten Messerschmidt dårligt kan synge i en sang i Tivoli uden at blive beskyldt for at synge nazisange.
Denne historiske skygge gør, at højrefløjen altid i journalisternes øje vil være mistænkelig, mens venstrefløjens folk blot er idealister.
7. Der er en tradition for, at journalister læser udenlandske venstreorienterede medier. New York Times er således i medierne erklæret som verdens bedste avis, og deres journalister har vundet en hærskare af Pulitzerpriser. Avisen har skam kvaliteter, men avisen er blevet tiltagende venstreorienteret gennem de sidste 10 år og er i dag en decideret venstreorienteret avis, der styres af den unge woke-generation. Det samme kan sige om for eksempel britiske Guardian og israelske Haaretz. Hvis man kontrollerer danske mediers brug i Infomedia over de sidste 10 år, så vil man se, at netop disse venstreorienterede medier er dem, der oftest anvendes.
Dukker Fox News, Breibart eller magasiner som National Review op, så er det som regel for at sige noget negativt om dem. Selv den seriøse Wall Street Journal, den bedste amerikanske avis for tiden, bruges sjældent. Der er en manglende pluralisme i journalisternes medieforbrug, som igen hænger sammen med deres manglende intellektuelle formåen. Resultatet er ofte, at det bliver umuligt at se forskel på danske mediers udenrigsdækning, der som regel er ganske ensporet til venstre.
8. Danske journalister er produktet af det danske velfærdssamfund på godt og ondt. En af de mindre gode effekter af denne tilstand er, at velfærdssamfundets goder regnes for noget, som alle borgere har ret til. Derfor er det sjældent, at journalister for alvor sætter spørgsmålstegn ved borgernes ret til dem. Man kunne som journalist spørge, om vort samfund automatisk skal åbne pengekasserne for krav om overførselsindkomster og andet, men denne kritiske tilgang anvendes sjældent. Derfor bliver megen journalistik ofte en støtte til krav til de offentlige kasser fra diverse grupper og sjældent det modsatte. Den tendens kommer til at virke som en støtte til venstrefløjen, der sjældent får spørgsmål om, hvor pengene skal komme fra.
9. I de senere år er interesseorganisationer vokset frem på snart sagt alle områder. Der er interesseorganisationer og lobbygrupper i overflod, og nye NGO’er ser hver måned dagens lys. Det har medført, at disse interesseorganisationers repræsentanter oftere og oftere interviewes i medierne, men meget sjældent kritisk.
Det er, som om journalisterne regner med, at de er en slags idealister, og man derfor ikke behøver at gå hårdt til dem. Men selvfølgelig har disse organisationer deres egne interesser og skal udspørges kritisk. Problemet forstærkes af, at en række organisationer er overtaget af venstrefløjen som for eksempel Human Rights Watch, Mellemfolkeligt Samvirke og andre organisationer, der beskæftiger sig med flygtninge og ulandsforhold. Kig blot på Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside (organisationen får 150 millioner kroner af staten hvert år), og man kan hurtigt se, at organisationen køres af venstrefløjen.
Det ville være en bold til højrefoden, at borgerlige medier skrev om disse organisationer og afslørede deres venstreorienterede grundholdninger og aktivisme, men det sker ikke. Journalisterne vil ikke røre ved sagen, og eneste sted, jeg har set problemet nævnt, er i Kontrast. Den manglende kritiske holdning til disse organisationer giver venstrefløjen frit spil i medierne og er med til at forstærke venstrefløjens dominans.
10. Vi oplever for tiden en stærk venstreorienteret radikalisering på universiteter og højere læreanstalter. Vi har set det på amerikanske universiteter og blandt andet Kunstakademiet herhjemme. Det er nu ikke en ny foreteelse, for det skete også i 1970’erne og 1980’erne, hvor marxisterne satte sig på universiteterne. Det var dengang som nu afgørende vigtigt, at journalisterne ikke i blinde interviewer en eller anden lektor eller professor, for risikoen for, at vedkommende ligger til venstre, er stor.
Men denne kritiske vurdering foregår stort set ikke, ofte fordi journalisterne er unge og ikke aner, at disse akademikere ikke blot er videnskabelige sandhedssøgere, men ganske ofte politiserende. Og selv om de er klar over det, er de som regel ikke intellektuelt klædt på til at stille kritiske modspørgsmål.
Alt dette kunne ændres og nuanceres, hvis der var en villighed i danske medier til kritisk at debattere mediernes ideologiske grundlag og tendenser. Men det er min erfaring, at det er ganske umuligt at få en sådan selvkritisk proces i gang. Medierne styres hovedsagelig af rygklapperi og manglende lyst til at skrive kritisk om hinanden, for dels kender journalisterne ofte hinanden personligt, og det vil jo kun skade deres jobmuligheder, hvis de skrev kritisk om et medie, som de senere søgte over på.
Kritiske fora som for eksempel TV2’s program Presselogen, eksisterer netop som loger, hvor man kun overfladisk kritiserer hinanden, men aldrig går i dybden med mere grundlæggende skævheder og mangler. Mens medierne forlanger ansvarsplacering og konsekvenser i alle andre brancher, er medierne selv en lukket loge med grundlæggende uvilje til at se kritisk på sig selv. Det er udtryk for en intellektuel fattigdom, som præger samtlige medier.
Kontrast sætter fokus på medieskævhed med en række indlæg på onsdage. De første var Medieskævhed: Hvad det er – og ikke er og Medieskævhed: De almindelige mennesker er ikke almindelige af redaktionssekretær Morten Okkels.
Se også indslaget fra sidste efterårs medlemsarrangement, hvor Bent Blüdnikow diskuterede temaet med redaktørerne Mikkel Andersson fra Kontrast og Asger Juhl fra Den Uafhængige.
