Debat

10.09.21

Den filosofiske lektie fra Afghanistan

Det åndelige i mennesket går andre veje, end hvad man påvirker ved den rå magt. Jørgen Dalsgaard reflekterer over, hvad der er moralen af Vestens nederlag i Afghanistan. Det er også et spørgsmål om dannelse, mener han.
Foto: Kylee Gardner/U.S. Air Force
Foto: Kylee Gardner/U.S. Air Force

Man kan ikke binde ånd, skrev PH. Man kan binde folk ”på mund og hånd”, men man kan ikke på samme måde styre, hvad de tænker. Dette forekommer mig at være den væsentligste lære af Vestens forsmædelige nederlag i Afghanistan. Man har med militær og økonomisk magt kunnet flytte rundt på en masse fysiske forhold i Afghanistan, men man har ikke kunnet vinde sjælene for sin sag. Det virker altså, som om det åndelige i mennesket følger en anden form for kausalitet end den, man kan gribe ind i ved rå magt. Vi ser ud til at have erfaret grænsen for et naturvidenskabeligt og teknisk perspektiv.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt der tænkes over de filosofiske aspekter i dette, for der er ellers inspirationskilder nok. Allerede Sokrates skulle have siddet i sin fængselscelle og grundet over, at den tids naturforskere ikke ville kunne forklare, hvorfor han sad der. Hans egen forklaring henviste til etiske værdier og beslutninger, men den slags fremgik jo ikke af en redegørelse for senerne og musklerne i hans ben. På lignende vis mente Kant, at menneskets fornuft placerede det i en tvetydig rolle som ”borger af to verdener”: naturens kausalitet på den ene side, ”formålenes rige” på den anden. 

Det virker logisk, at denne tvetydighed førte til kontroverser, da man i 1800-tallet begyndte at overveje, om et fag som historie kan fungere på samme måde som en naturvidenskab. Modstanderne af et positivistisk ideal om ”enhedsvidenskab” slog på, at forståelsen af andre personer ikke kan reduceres til en forudsigelse af deres adfærd, at værdier ikke kan reduceres til fakta, og at det er grundlæggende anderledes at interessere sig for det unikke enkelttilfælde end for en generel lovmæssighed. 

I 1900-tallet blev beslægtede temaer behandlet inden for et væld af forskellige filosofiske traditioner. På engelsk udkæmpede man en kontrovers om forståelse versus forklaring i historiefaget, og herudover pegede især sprogpragmatikken hos Austin og den sene Wittgenstein på grænserne for et teknisk perspektiv. På kontinentet virkede fænomenologi, hermeneutik og eksistensfilosofi i samme retning. 

Og i dag er det hele tilsyneladende glemt. Nutidens mennesker snakker om kommunikation og misinformation, som om man kan påvirke modtagerne af et budskab på samme måde, som man sætter vand over til en kop kaffe. Moderne humanister lærer, at alle tekster dækker over en magtstruktur, hvis mekanisme er kortlagt på forhånd, og som gentager sig med samme regelmæssighed som årstiderne. Terroreksperter bliver ved med at spørge til en objektiv ”årsag”, selvom deres egen empiri for længst har gendrevet alle de oplagte kandidater (for eksempel fattigdom og uvidenhed). Og Vestens rådgivere i Afghanistan har så ment, at man ved hjælp af penge og fysisk magt ville kunne ”vinde folks hjerter og hjerner”.

Den teknokratiske indbildskhed, der ved hjælp af psykologiske og socioøkonomiske mekanismer tror at kunne spille på verdensånden som på en flippermaskine, har efterhånden skuffet mange gange. For eksempel kneb det for kommunisterne med at skabe det perfekte menneske og for supereuropæerne med at konstruere en fælles EU-identitet. Integrationen af muslimer i Europa har skuffet alle. Og før Afghanistan-katastrofen havde Vesten allerede erhvervet sig en lignende blodtud i Irak. 

Modernitetens største paradoks består måske i misforholdet mellem, hvad vi formår teknisk i forhold til naturen, og hvad vi formår kommunikativt i forhold til andre mennesker. Sådan noget bemærkede allerede arkæologen og filosoffen Robin George Collingwood, da han i 1938 tænkte tilbage på Versailles-traktaten efter Første Verdenskrig – en traktat, som han hævdede, ”... i ren uduelighed overgik tidligere traktater lige så meget, som det tyvende århundredes militære udstyr overgik tidligere hæres udstyr i ren teknisk fortræffelighed”. Collingwood håbede, at en rigtigt udformet historievidenskab ville kunne bringe forståelsen af menneskelige forhold på omgangshøjde med menneskets tekniske kunnen. 

Collingwood er interessant, fordi han i lighed med den tyske filosof og filolog Hans-Georg Gadamer plæderede for en humanistisk videnskabelighed, der ikke følger naturvidenskabernes metodeideal. Ifølge Collingwood drejer historiefaget sig således primært om at forstå de tanker, der lå bag fortidige menneskers handlinger. Og da man kun kan forstå en tanke ved at tænke den igennem for sig selv, betyder dette, at historikerens position i forhold til sit objekt er ganske egenartet: I stedet for en neutral iagttager træder her en slags kritisk deltager i de historiske beslutninger. 

På den måde kaster analysen af historien lys på en gensidig anerkendelsesrelation i den humanistiske forståelse – en subtil pointe, der hos Gadamer blev adresseret igennem dialogbegrebet. 

Eftersom Collingwood lagde stor vægt på betydningen af tanker, kan det være nærliggende at kritisere hans menneskesyn for at være intellektualistisk. For kan intellektet da ikke lyve for sig selv om sine virkelige motiver? Det er i mine øjne en tragedie, at denne type af indvendinger let får mere medvind, end de fortjener. Frem for alt overser man ofte, hvordan en såkaldt ”dybdehermeneutik” spolerer gensidigheden i forståelsesrelationen, således at den angivelige beskedenhed på intellektets vegne bliver asymmetrisk fordelt og i sidste ende kun gælder den anden. 

På den måde kan mellemmenneskelig forståelse blive omskabt til noget terapeutisk eller adfærdsteknologisk Besserwisserei, hvor man udbreder sine egne synsvinkler og modeord uden at støde på modstand. Det er bemærkelsesværdigt, at Collingwood igen og igen kritiserede faget psykologi for at tingsliggøre det åndelige, og at psykologien atter engang stod i centrum, da Gadamer i 1960’erne tørnede sammen med den tids ideologikritikere. 

Der er enorme etiske og filosofiske problemer forbundet med at ville binde ånd. Men der består også det mere lavpraktiske problem, at det ofte ikke engang fungerer efter et snævert instrumentelt succeskriterium. For eksempel indrømmer alle fornuftige mennesker i dag, at der er noget væsentligt, man i årtier har overset i integrationsdebatten. Og næsten lige så mange ved også, at dette ikke drejer sig om psykologi og følelser men netop om mere åndelige og selvbevidste fænomener: kultur og religion. På samme måde er det ikke psykologisk blåøjethed, der peges på, når en afghansk tolk i Washington Post 31. august forsøger at indkredse, hvad hovedproblemet har været for den amerikanske besættelsesmagt men derimod “kulturel analfabetisme”. 

Baktash Ahadi skriver videre, at USA ikke formåede at levere det, der “gav mening” for afghanerne, fordi man forsøgte at “vinde hjerter og hjerner uden først at finde ud af, hvilke værdier der animerede disse hjerter, og hvilke idéer, der fyldte disse hjerner”. Jeg tænker, at de fleste analytikere vil være nogenlunde enige i den kritik. Men få synes at spørge sig om, hvad det i så fald siger om forholdet mellem teknokratisk tænkning og humaniora. Tygger man lidt på Ahadis begreber ovenfor, er det ren Collingwood: ”mening”, ”værdier”, ”idéer”. Hvordan i alverden skulle den slags humanistiske grundbegreber kunne blive overset? 

Svaret er nok, at den humanistiske dannelsestradition siden 1960’erne er forfaldet til fordel for pseudovidenskabelig afsløringsmetodik og en evig jagt efter de rigtige knapper at trykke på. Tragedien synes dybest set at bestå i, at vi er ved at løbe tør for gammeldags dannelse, og at tomrummet er blevet fyldt op med projektmagere.

*

Dette indlæg uddyber temaer fra Jørgen Dalsgaards foregående indlæg på Kontrast: Pseudovidenskab som degenereret positivisme.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter