For nogle uger siden skrev en klummeskriver i Financial Times, Janan Ganesh, en sætning, der satte sig fast i mit hoved, og som jeg har tænkt over lige siden. Nærmest i en bisætning i en klumme om kritikken af Qatar som VM-vært, får han sagt om os i Vesten, at ”lots of people are psychologically unprepared for the rest of this century”.
Den tanke forekom mig både voldsom, vigtig og værd at folde ud over nærværende klumme. ”Psychologically unprepared” antyder, at vi lever i en skinvirkelighed, der skjuler verdens sande beskaffenhed, at vi agerer efter regler, der ikke længere kan opretholdes, og at vores forventninger til vores egen rolle i verden bygger på usikker grund. Det må jo siges at være et alvorligt problem.
Vi lever i en tid, som kommer efter en anden tid. Det vil sige, at vi måske lever i en mellemtid, eller i en ny slags tid. Det kan ingen sige endnu. Men at den periode, der efter 1989 var præget af amerikansk hegemoni og vestlig dominans, er ovre, kan man ikke være i tvivl om. Og det er den erkendelse, der måske ikke helt har aflejret sig i den kollektive vestlige psyke endnu. Det er deri vores uforberedthed ligger.
Afglobalisering
I snart to år har det været svært at skaffe spilkonsollen Playstation 5. Der har ikke været nok udbud i forhold til efterspørgslen på konsoller, fordi der ikke har været nok computerchips til at fremstille flere. Den samme problemstilling har ramt en lang række brancher lige fra cykelcomputere til nye biler, så PS5 er bare et eksempel.
Min påstand er, at vi generelt har opfattet det som noget midlertidigt. Som en tilstand der er særlig pga. Corona og nu også krig, men som snart vil vende tilbage til normalen. Fordi det normale gennem 40 år var en globalisering, der til enhver tid kunne levere os de produkter og varer, som vi stod og manglede.
Nu er jeg ikke længere sikker på, at den normaltilstand vender tilbage. Både i USA og Europa taler man om fremtidig egenproduktion af computerchips, fordi man langsomt begynder at indse, at normaltilstanden er forandret permanent.
MF for Liberal Alliance og forfatter Henrik Dahl skrev forleden på sin Facebook, ”at globaliseringen, som vi kendte den, er forbi”.
Det er jeg enig i. Jeg tror dog ikke, vi helt opgiver globaliseringen og store dele af arbejdsdelingen i den internationale produktion. I stedet tror jeg, vi får en slags 80/20 udgave af den globalisering, vi havde frem til Coronapandemien. En globalisering for det ufarlige og simple. Hvor tøj, plastikdimser, kultur, mad og hverdagselektronik stadig vil flyde relativt frit, mens de ting, vi vurderer mere væsentlige, energi, vital teknologi, våben, vil blive underlagt langt større politiske hensyn end hidtil.
Midt i november mødtes præsident Biden og den kinesiske leder Xi på Bali til det første møde mellem de to under Bidens præsidentskab. De fleste anser mødet som relativt succesfuldt, men der var ikke optræk til at nedskalere de handelshindringer, der blev opbygget under Donald Trumps handelskrig. Amerikanerne taler dog lige nu om i højere grad at anvende princippet ”small yard, high fence”, hvor de brede handelshindringer og de høje toldsatser måske tilbagerulles til fordel for en endnu stærkere beskyttelse af ”technologies key to national interests”.
Den slags vil vi komme til at se meget mere af.
Vennemangel
De igangværende verdensmesterskaber i fodbold i ørkenstaten Qatar har også været en god prisme at observere vores forhold til ”de andre” ud fra. Den vestlige moralske fordømmelse både af FIFA og af den islamiske konservatisme i Qatar har fyldt ganske meget i mediebilledet, og også mere, end den vinkel gjorde under VM i Rusland i 2018, eller OL i Beijing i februar 2022. På trods af at førstnævnte allerede på det tidspunkt havde gang i krigen i Ukraine, og sidstnævntes behandling af Uighurerne i grusomhed langt overgår de forhold, der møder migrantarbejdere, der bygger stadioner i Qatar.
Det kan man sige mange ting om, men det, jeg vil fokusere på her, er den forestilling, at vi i kritikken af Qatar repræsenterer ”verden” i bred forstand. En del af vores generelle psykologiske uforberedthed ligger i det faktum, at vi ofte forveksler vestlig enighed med global enighed. Den fejltagelse har måske været ligegyldig i praksis tidligere, men efterhånden som ”resten” relativt til os forøger både deres befolkningstal, deres militære magt og deres økonomiske magt, så fremstår det mere og mere som et selvbedrag.
I forhold til krigen i Ukraine har man kunnet læse den samme tendens i medier, der kunne fortælle, at ”verden” fordømmer Rusland, hvor faktum har været, at stort set ingen uden for kernen af vestlige lande sådan for alvor har taget afstand fra russerne. Og da slet ikke de to milliarder mennesker der udgør Indien og Kina.
Det, vi mangler at erkende, er tofoldigt: At vi for det første repræsenterer færre, end vi tror, og at vi for det andet faktisk har brug for flere ”venner” blandt stater, der ikke direkte har valgt side endnu i konflikten mellem demokratierne og autokratierne, Vesten og resten.
I sådan en situation hjælper det os ikke ret meget, at vi på en gang stadigt foregiver at være den vestlige hegemon med ret til moralsk at fordømme styreformer, vi ikke bryder os om, eller brud på menneskerettigheder, mens vi samtidigt går tiggergang hos mellemøstlige stater efter aftaler om køb af flydende gas.
Et andet eksempel kan findes i vores tilgang til Afrika, hvor vestlige investorer, herunder Danmark, ikke vil bidrage til nødvendige investeringer i stabil energi, fordi afrikanerne foretrækker fossile brændsler over de mere ustabile vind- og solenergi. Det er som om, vi har glemt mekanismen fra Den Kolde Krig, hvor man risikerede at skubbe neutrale stater over i den anden blok, hvis man ikke selv kunne levere et samarbejde, som alle var glade for. Det er ikke svært at forestille sig, hvor afrikanske stater vender sig hen, når de ikke kan finde vestlige investeringer til det de skal bruge. Kineserne har nok næppe samme trang til at kontrollere, hvilke energiformer afrikanske stater satser på.
Et mål af kynisme
Den lange periode med vestlig dominans har været god for os, og det har været godt for mennesker rundt omkring i verden, at vi har kunnet presse autokratiske regimer til at opføre sig bedre eller bare tåleligt over for deres egne befolkninger. Jeg siger heller ikke, at vi helt bør holde op med at forsøge at gøre verden bedre for mennesker uden for Europa eller Vesten. Pointen er dog, at vi må være mentalt forberedte på, at strategiske hensyn oftere og oftere vil trumfe vores vilje til og mulighed for at holde værdibanneret højt.
Verden er blevet et mere farligt og et mere uforudsigeligt sted, og i sådan en verden er vi oftere nødt til at tage de, allierede vi kan få, frem for dem, vi kan drømme om.
I sådan en verden kan man måske stadig godt være idealist, men uden iblanding af et vist mål kynisme, så risikerer man konstant ens humør og psykologiske velbefindende.
