Den gode Christian Egander Skov spørger i et indlæg på Kontrast, hvor de borgerlige intellektuelle bliver af? Hvorfor er de ikke på universiteterne, højskolerne osv.? Noget, som det virker til, at flere og flere undrer sig over i disse år.
Ofte har kritikken været, at de venstreorienterede har bygget rede i kulturinstitutionerne og derfor skræmmer alle borgerlige væk. Den køber Skov dog ikke og mener, at flugten fra åndsverden snarere skyldes, at de borgerlige hellere vil tjene penge, bygge formue og pleje familie og arv. Løn og arbejdsforhold er for dårlige i den kulturelle og intellektuelle verden, og så gider de ikke være der.
Den økonomiske analyse er jeg sådan set meget enig i, men jeg vil gerne tilføje en vigtig pointe, for jeg synes ikke, at Skov kommer helt i mål. Han glemmer at nævne, at borgerlige altid har været mest interesseret i penge, sikkerhed og magt.
Det er ikke noget, som de pludselig er blevet interesserede i, eller noget, som ændrede sig med 1968. Tilbage i Thomas Manns, Gustave Flauberts eller Honoré de Balzacs romaner kan man også læse om, hvordan de borgerlige altid laver en kalkuleret beregning, inden de tager et valg i livet, og store forfattere som Johann Wolfgang von Goethe, Theodor Storm eller danske Johannes V. Jensen havde en juridisk eller medicinsk uddannelse, før de kastede sig ud i at skrive og tænke. Selv den store borgerlige poet T.S. Elliot kom fra en forretningsførende familie og arbejdede på et tidspunkt i en bank.
På den måde er det ikke helt rigtigt at sige, at det er de borgerlige, som har ændret sig. Det har de naturligvis, og på mange punkter er de blevet mere griske og magtliderlige, men det er ikke hovedårsagen til, at de har valgt at forlade åndslivet.
Hovedforklaringen skal snarere findes i forståelsen af, hvad uddannelse, litteratur og filosofi før stod for, og hvad de nu står for – altså deres status. At blive student, gå på universitetet og skrive en svær bog, var førhen forbundet med overklasse, rigdom og prestige, og det var derfor en valuta, som de borgerlige kunne omsætte til social kapital og i sidste ende kolde kontanter og magt.
På samme måde, som golf og vinklubber i dag bruges af de borgerlige til at socialisere, netværke og lukke store aftaler, var dannelse, kendskab til litteratur, kunst og filosofi førhen en adgangsbillet til de højere samfundslag. Du kunne simpelthen ikke begå dig blandt de rige, hvis ikke du havde en vis intellektuel ballast.
Med så vægtig og værdifuld en rolle flokkedes de borgerlige naturligvis førhen om åndslivet som fluer om en lort, men den tid er forbi. Med masseuniversiteterne, den socialrealistiske litteratur og en filosofi, som altid fokuserer på den lille mand, kvinde eller den undertrykte minoritet, har åndsfagene med tiden mistet den prestige og dermed den rolle i samfundet, som de før havde haft.
Uden sin omsættelige værdi blev det at være intellektuel meningsløst for de borgerlige, som i stedet begyndte at bruge deres tid på andre områder, som nu havde fået den rolle, som eksempelvis litteraturen før havde. Grundlæggende kan man sige, at de borgerlige altid vil være der, hvor de finder værdi, status og magt, og når det ikke er inden for de humanistiske fag, ja, så er det rigtigt, at så gider de ikke at være der. Og det kan jeg sådan set godt forstå.
For som mennesker har vi grundlæggende brug for, at det, vi gør, på en eller anden måde kan omsættes til noget konkret og virkeligt. Der skal, som den borgerlige intellektuelle Joseph Campbell rigtigt har sagt det, altid være en vis form for resonans mellem det indre og det ydre.
Det er jo også derfor, at de venstreorienterede gerne vil på universiteterne. De ser, at de gennem deres aktivistiske åndsarbejde kan ændre verden i den retning, som de ønsker. De er således også drevet af spørgsmål omkring magt, penge og anerkendelse – bare på en anden og mindre dannet måde.
Men er det så helt udelukket, at de borgerlig igen vil vende tilbage til bøgerne? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Hvis litteraturens status ændrer sig, og man igen kan omsætte viden om sprog, kunst og filosofi til social kapital og penge, så vender de borgerlige også glædeligt tilbage. Det er stensikkert.
Faktisk er der allerede nu tendenser, som peger på, at især litteraturen er ved at genvinde noget af sin anseelse i den borgerlige verden. Det er nemlig begyndt at være et symbol på overskud og menneskelighed blandt topchefer at vise omverdenen, at de læser og ikke mindst, at deres børn læser. Hvilket administrerende direktør hos Oxymoron Kresten Schultz-Jørgensen eksempelvis kraftigt udtrykte i Berlingske den anden dag. Med andre ord giver kendskab til litteraturen en status, som ikke kan opnås med penge alene, og det er selvfølgelig noget, som igen giver litteraturen mening og værdi for borgerlige forretningsfolk.
Hvis man vil dykke ned i den verden, så har Anders Magelund og Mikkel Fønsskov eksempelvis lige udgivet bogen Hvem er bange for Moby Dick? – om topchefer, der leder med skønlitteratur, og tidligere på året udgav Klaus Majgaard, som tidligere har brugt lignende tanker, sin bog om Strategisk pædagogisk ledelse.
Vi må håbe, at denne trend bider sig fast, og at intellektuelle emner som litteratur, filosofi og kunst igen bliver populære blandt de borgerlige.
