Kontrast er det eneste borgerlige medie, der anbefaler et nej til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. For det borgerlige Danmark er det en både sørgelig og symptomatisk tilstand, men også en grund til at ansvarets åg hviler så meget desto tungere på vore spinkle skuldre. 

Ønsker du et alternativ til de mange EU-begejstrede borgerlige medier, bør du hjælpe dig selv og Kontrast ved at blive medlem. Og lad os så se nærmere på et par af de mange gode grunde til, at du og alle andre bør stemme nej til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet 1. juni.

Ja-partierne er opportunister 
For det første er afstemningen åbenlyst planlagt, så man kan koble den til krigen i Ukraine, som EU forsvarspolitisk absolut intet har at gøre med. Man satser dog på, at danskerne alligevel vil lave koblingen og derfor i højere grad stemme ja, end hvis man tog afstemningen i god ro og orden og på et andet tidspunkt end under den største sikkerhedsmæssige krise i Europa i efterkrigstiden.

Dertil kommer formuleringen af stemmesedlen. Her har man behændigt bortretoucheret “forsvarsforbehold” og taler i stedet diffust om “samarbejde”. Endvidere har man undladt helt at nævne det mest centrale her – EU – men taler i stedet om “det europæiske”. Men Europa er et kontinent, hvor adskillige lande ikke deltager i EU’s samarbejde. Man har med andre ord fravalgt de to mest centrale, specifikke og retvisende begreber til fordel for diffuse og misvisende for at få flere tvivlere til at stemme ja, når nu stemmesedlen bogstavelig talt er det sidste, de ser, inden krydset sættes. 

Og hvor mon politikerne har fået idéen til at formulere spørgsmålet så manipulerende? Mon ikke de har læst en meningsmåling citeret i Kristeligt Dagbad fra 2019, der lige præcis handlede om afstemningsspørgsmålets ordlyd:

“Den ene halvdel af de adspurgte skulle tage stilling til udsagnet: ”Hvis der var folkeafstemning i morgen om Danmarks EU-forbehold over for forsvarssamarbejdet, hvordan ville du så stemme?”. 37 procent ville beholde det danske forbehold, mens 34 procent ville afskaffe det – dermed er der stadig et lille flertal for at bevare forbeholdet. 

Den anden halvdel af de 2028 blev bedt om at svare på, om Danmark skulle ”deltage” i EU’s forsvarssamarbejde. Og vupti – det vil hele 49 procent af vælgerne, mens kun 22 procent svarer nej, resten ved ikke eller vil ikke stemme. 

Så der er med andre ord et solidt flertal for, at Danmark skal deltage i EU’s forsvarssamarbejde, som det danske forsvarsforbehold ellers holder landet ude af. Hvis bare man spørger på den sidstnævnte måde.” (Min fremhævning.) 

Så når statsministeren og andre hævder, at formuleringen af spørgsmålet ikke har nogen betydning, fordi vælgerne godt ved, hvad afstemningen handler om, taler de naturligvis mod bedre vidende. De ved udmærket, i lighed med ethvert meningsmålingsinstitut, at lige præcis spørgsmålets formulering er særdeles væsentligt. I forhold til eksemplet ovenfor har man endda også fjernet den kendsgerning, at afstemningen i allerhøjeste grad handler om EU, fra stemmesedlen.

Det er opportunistisk fuskeri. Misforstå mig ikke, man kan godt være en opportunistisk fusker og stadig have en god sag. Det har partierne her bare ikke, og folk, der har en dårlig sag, de søger at fremme med fuskeri, skal man være varsom med at have tillid til. Hvem ved, hvad de ellers går og fusker med? 

Vi aner ikke, hvad vi får
Som jeg tidligere har beskrevet, er det åbenlyst Frankrigs ambition at skabe en europæisk sikkerhedspolitisk modpol til NATO, hvilket Emmanuel Macron absolut ikke lægger skjul på. Tværtimod erklærede han særdeles eksplicit sin uenighed med en – nu forhenværende – tysk udenrigsminister, der havde betonet nødvendigheden at fortsat sikkerhedspolitisk samarbejde med USA og dermed NATO. 

Vi har altså en europæisk forsvarspolitisk stormagt, der helt åbenlyst ønsker at skabe et alternativ til det NATO, som effektivt og troværdigt har garanteret Danmarks sikkerhed i efterkrigstiden. Men hvis man mener, at et så risikabelt gamble med Danmarks sikkerhed er i nationens interesse, bør man naturligvis stemme ja. 

Om de franske ambitioner bliver realiseret, aner ingen. Heller ingen ved, hvilke konsekvenser de massivt øgede tyske forsvarsudgifter får. Tyskland er i økonomisk henseende massivt dominerende i EU og kan nu forventes at blive det militært også, hvilket er en historisk ny udvikling. 

Men der er ingen tvivl om, at der er stærke kræfter, der ønsker at trække både EU generelt og forsvars- og sikkerhedssamarbejdet i en mere føderal retning. Og sikkert er det, at forsvarspolitisk vil Tyskland og Frankrig blive altdominerende og kunne mose alle mindre lande, herunder Danmark. 

I efterkrigstiden har de europæiske lande en elendig track record i forhold til at løse alvorlige problemer. Europa var både splittet og handlingslammet over for den største borgerkrig i efterkrigstiden, der fulgte Jugoslaviens opsplitning. Her måtte USA, og dermed NATO, træde til og løse de problemer, som hverken EU eller europæerne formåede at adressere. I tiden op til krigen i Ukraine har ikke mindst tyskerne fortsat med at gøre sig energipolitisk afhængige af et stadig mere ekspansionistisk og aggressivt Rusland. Det blev tydeligt eksemplificeret af gasforbindelsen Nord Stream 2 i direkte modstrid med amerikanernes anbefalinger.

Hertil kommer problemerne forbundet med Frankrigs utallige engagementer i Afrika, som franskmændene vil forsøge at gøre til EU-anliggender, når det er muligt. Her kan det i forbifarten nævnes, at franskmændene ganske imponerende formåede at støtte gerningsmændene op til og under folkedrabet i Rwanda.

Hvis man mener, at Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser fremover bør varetages en union domineret af de lande, som så eklatant har vist sig splittede og inkomptente tidligere, skal man naturligvis blot stemme ja til afskaffelsen af forbeholdet.

Langt hellere USA og UK
EU har ikke haft en samlet sikkerhedspolitik af nogen særlig karakter, fordi Tyskland ikke har haft det. Dét ændrer sig nu med Tysklands oprustning. På den længere bane vil det uvægerligt føre til, at EU’s sikkerhedspolitik vil lægges af en tysk-fransk akse. Dermed vil der opstå en europæisk “blok” internt i NATO. Det kan ikke undgå at medføre en ændret dynamik i NATO’s samarbejde hen imod en større splittelse, som altså er præcis det, Macron med flere ønsker.

En sikkerhedspolitisk EU-blok domineret af Tyskland og Frankrig vil være en landmagt, der er geopolitisk orienteret mod øst og syd. Danmark er imidlertid en nordatlantisk sømagt. Vores geopolitiske interesser er i Nordatlanten og ved søvejene ind i Nordeuropa. Sådan vil det altid være. De peger nord og nordvest. Her er Norge, UK, Island plus vores rigsfællesskab, og i forlængelse af dem ligger så USA og Canada. Vi deler alliance og geopolitisk rum med alle disse magter, og ingen af dem er EU-medlemmer.

Danmark kan derfor kort sagt vælge mellem at være det nordligste hjørne af kontinentaleuropæisk land-orden, hvor vi ingen indflydelse har, fordi vores beliggenhed har ringe strategisk værdi – eller østligste forpost af en amerikansk ledet nordatlantisk sømagts-orden, hvor vores placering både med Grønland og Færøerne og ved indsejlingen til Østersøen og floderne i Nordeuropa vil være af afgørende betydning.

Sagt på en anden måde: Danmark kan blive ansigtsløst medlem af en ansigtsløs kontinentaleuropæisk blok eller USA’s bedste ven i Nordeuropa (sammen med UK) over for denne blok. Hvor er Danmarks interesser så bedst varetaget?

Tager vi det helt lange lys på, har Tyskland ikke demografien til i længden at være søjle i en sikkerhedspolitisk orden, og sammen med Frankrig har de det kun, hvis man tror, at deres indvandrerbefolkning er med på sådan et projekt. USA, derimod, har en stabil demografi og naturligvis verdens mest dynamiske økonomi. Hvis vi skal vælge en militær storebror at samarbejde med, både i et 20-årigt og 50-årigt perspektiv, er USA trods den langt større afstand et meget, meget bedre valg.

Og hvis det utrolige skulle ske, at EU får stablet et troværdigt og kompetent samarbejde på benene, er der næppe tvivl om, at også fremtidige danske politikere både kan og vil give befolkningen muligheden for at stemme om tilslutning til det. 

Men hvis én ting er sikker, så er det, at der ikke kommer en afstemning om mindre EU-forsvarssamarbejde, hvis det bliver et ja. Groft sagt kan en nej-stemme senere fortrydes, den mulighed får du ikke med en ja-stemme. Derfor: Stem sikkert. Stem nej.