De sidste par år har godt nok været vilde. Hvis vi kigger et par år tilbage i tiden, for eksempel til sommeren 2019, virkede verden rimelig stille og rolig dengang. Før coronakrisen, Putins invasion af Ukraine, BLM-protester, stormen på Kongressen, woke amokløb, anden bølge af #MeToo, inflation og varemangel. Hvad fik vi overhovedet tiden til at gå med dengang?

Det kan virke som en besnærende tanke, men i 2019 tænkte vi det samme om de forgange år. Terror i Paris og København, flygtningekrise, Brexit, Trump, første bølge af #MeToo. Tidligere endnu har vi set tilbage på Islamisk Stat, Putins annektering af Krim og fup-republikkerne i Donbas, det populistiske oprør mod eliterne i EU, og før det var det Putins krig mod Georgien, finanskrisen, eurokrisen og Det Arabiske Forår.

Foruden Putins invasioner er den eneste konstant, at folk bliver ved med at tænke, at nu kan det ikke blive mere vildt og voldsomt.

Men det kan det. Så nu vil jeg driste mig til en påstand: I 2026 kigger vi i Danmark og resten af Vesten en kende nostalgisk tilbage på sommeren 2022 som en roligere tid. Hvad kan der være sket i mellemtiden? 

Jeg er ingen spåkone, men jeg kan forestille mig hungersnød i Afrika og flygtningestrømme mod Europa i hidtil uset omfang, en brist i hele EU’s elnet, en væbnet konflikt om Taiwan, der med et fingerknips skærer de fleste globale forsyningskæder over, væbnede opstande i USA, et russisk statskollaps med atomvåben spredt for alle vinde, tyrkisk aggression mod nabolande, en cyberpandemi, der smadrer internettet, og en diplomatisk konflikt mellem USA/UK og Tyskland/Frankrig, der lammer NATO. 

Dertil kan komme en endnu mere vanvittig politisk bevægelse end wokeness, økoterrorisme, islamistpartier i vestlige parlamenter, et vestligt land, der lukker grænserne og smider udlændinge ud, og konfiskatorisk venstrepopulisme i lyset af et kollapsende økonomisk grundlag for velfærdsstaterne. Men der kommer nok også noget, jeg ikke kan forestille mig.

Og du behøver naturligvis ikke bare at tage mit ukvalificerede ord for, at tingene bliver vildere. Tværtimod. Jeg læner mig op af konklusionerne fra to vidt forskellige eksperter, der tilfældigvis begge hedder Peter – Zeihan henholdsvis Turchin. Deres forklaringer er strukturelle, de handler ikke om individer, og de handler heller ikke om kulturelle årsager til, at det hele går ad helvede til. Dem kan vi tage en anden dag.

(Det skal heller ikke forstås sådan, at alting har strukturelle årsager, og idéer og individer ikke betyder noget. Men når de strukturelle tendenser alle går i samme retning, uden at der handles i tide, kommer der et punkt, hvor en katastrofal udvikling bliver svær at stoppe.) 

Amerikaneren Peter Zeihan kalder ganske ydmygt sig selv for “geopolitisk strateg”, men mere jordnært kan man kalde ham konsulent inden for international politik og økonomi. Han har skrevet en række bøger, der alle beskæftiger sig med samme grundlæggende tema: At en kombination af ændrede amerikanske prioriteter, demografiske udviklinger og fordeling af naturressourcer vil medføre et sammenbrud i den liberale orden, vi kender (og elsker). Det er i øvrigt ikke en konklusion, han personligt bryder sig om, men som han gladeligt bistår virksomheder og organisationer med at forberede sig til.

Grundlæggende mener Peter Zeihan, at den liberale verdensorden siden 1945 kort og godt har været opretholdt af én ting: USA’s vilje til for egen regning at holde verdenshavene åbne for handel for andre end sig selv (så for eksempel Danmark som én af verdens største søfartsnationer ikke behøver at have nogen flåde af betydning), og USA’s imødekommenhed over for alle stater, der gerne ville være en del af denne verdensorden og dens ufattelige rigdom. Forudsat at de spillede på USA’s hold under Den Kolde Krig mod Sovjetunionen. 

“Det var bestikkelse,” som Zeihan ynder at sige det. Efter Den Kolde Krig blev så godt som hele verden integreret i denne fine model, og det var sådan, at globaliseringen for alvor fik fat. Dertil kom USA’s massive netværk af baser, alliancer og partnerskaber med lande så forskellige som Spanien, Saudiarabien og Sydkorea.

Men afslutningen på selvsamme Kolde Krig fjernede også USA’s egentlige formål med at opretholde tilstanden. Den liberale verdensorden har ganske bogstaveligt sejret sig selv ihjel. Siden 1989 har USA langsomt, men sikkert, mistet interessen for at opretholde den, fordi der ikke længere har været en global ideologisk trussel mod USA’s interesser. Og de sko kan selv kineserne ikke fylde ud, selvom Zeihan ganske skråsikkert forudser, at USA snart tager sig sammen til at give Kina én på trynen.

Når USA ikke længere gider ofre mandskab og skatteyder-dollars på at holde verdenshavene åbne, er der ikke nogen, der kan tage over efter dem, og slet ikke med samme frihandelsvenlige tankegang. 

Dén udvikling kommer sideløbende med et gigantisk demografisk skifte i både Vesten og mange andre områder, hvor befolkningerne bliver stedse mere gråhårede, så fordelingen mellem unge, der er fremtidens producenter, voksne, der er nutidens producenter, og gamle, der primært er en byrde, ændrer sig så afgørende, at fortsat vækst og udvikling, som vi kender det, bliver uendeligt sværere. Hvilket indlysende nok munder ud i et decideret demografisk kollaps, når alle de gamle dør, og der ikke er så mange yngre mennesker til at fylde rækkerne ud.

Disse to vilkår vil tilsammen medføre, at verden bliver stadig mere vild, og nogle lande vil kollapse, mens andre vil genindtage en klassisk historisk rolle som regionale stormagter, der dominerer deres nabolag. Den verden, vi har kendt siden 1945, har været afvigelsen, og nu er vi på vej tilbage til en verden, der minder mere om den, der er den historiske norm – med stormagtsrivalisering, interessesfærer, protektionisme og ikke mindst knaphed.

Ikke særligt opmuntrende udsigter.

Det bliver ikke meget bedre, når vi kommer til den russiske emigrant Peter Turchin. Det er ikke første gang, at denne navnkundige matematiske modelmesters pointer bliver fremhævet her i dette medie, men han er sandt at sige også spændende.

Turchin har skabt en karriere ud af at lave sofistikerede matematiske modeller med tonsvis af data, der bagud i tid har været i stand til nogenlunde træfsikkert at forudsige store kriser og kollapser i oldtiden og frem til middelalderen baseret på nogle store cyklusser i forskellige faktorers udvikling. Modellerne er ikke udviklet til industrisamfund, men alligevel har Turchin gjort et forsøg med USA i moderne tid, og alle indikatorer har peget på, at 2020’erne bliver en periode med enorm ustabilitet.

En af de stærke faktorer er dét, som Turchin kalder “overproduktion af eliter”. Det stammer fra det uheldige forhold, at hvor velstand er et plussumsspil, hvor den enes død ikke behøver at være den andens brød, er status derimod et nulssumspil. Det er indlysende, at der aldrig kan være to, som anerkendes som nummer et.

Turchin har på den måde illustreret, at i perioder, hvor adelen har fået for mange børn, der ikke er døde i krig, falder det sammen med ballade. Så er der kamp om pladserne i eliten, og det udarter sig i strid, borgerkrige og dét, der er værre. I moderne tid har Turchin overført logikken til blandt andet antallet af akademikere, der ligeledes har et sæt forventninger om både indkomst og status, der indlysende bliver sværere at opfylde, jo flere af dem der er. Og vi har virkelig uddannet mange akademikere i de sidste årtier.

Nu skal akademikerne ikke have skylden for al verdens dårskab, men det er jo påfaldende, i hvor høj grad man for eksempel kan se woke-ideologien som et udtryk for akademikere, der forlanger mere status, magt og anerkendelse for deres ifølge dem selv meget flotte kredentialer.

Man skal altid tage den slags med et gran salt, men modellens brugbarhed styrkes af, at Turchin allerede i 2010 forudså, at USA ville opleve en massiv genopblusning af politisk vold i 2020’erne, hvad de sidste år desværre til rigelighed har bekræftet.

Og ifølge modellen er al balladen kun lige begyndt.

Udsigterne fra Peter & Peter er dystre. Og det er jo ikke til at sige, om det bliver præcis, som de forudsiger. Men det er svært at benægte, at de har op til flere gode pointer, som er svære at ignorere.

Det betyder dog ikke, at du skal miste håbet for dit eget liv. Selv hvis det værste skulle ske, betyder det jo ikke, at du ikke har ansvaret for at gøre verden bedre.

Start en virksomhed. Start en familie. Besøg din gamle mor. Hjælp en ven i nøden. Hjælp en fremmed i nøden. Få folk til at smile. Tro på noget, gør noget, skab noget.

Det kan godt være, at verden er på vej mod afgrunden. Men det eneste, der er at gøre, er da at sørge for, at det ikke er på grund af dig.