Er vi wokay?, spurgte Jesper Kraft i starten af december. Analysen handlede om, hvorvidt woke-vækkelsen styrker eller svækker det borgerlige menneske. Svaret er, at woke-bevægelsen er det borgerlige menneskes undergang.

Det borgerlige er blevet mismodigt, svagt og livs-udueligt af identitetsdebatten, fordi det er blevet slavegjort. Slavemoralen viser sig ved, at det moderne borgerlige menneske bærer nag og kun kan tænke sig selv som en negation – som det omvendte af dem, der på bestialsk vis vil undertrykke det fornuftige, det rimelige, det hæderlige, det ansvarlige og det ordentlige.

Det moderne borgerlig-liberale menneskes første impuls til at leve opstår, når staten vil have sin skat. Derfor er det første og eneste, en liberal kan forestille sig som det gode, et skattestop. Man skatteslave-gør-sig under den herskende klasse af nassende eliter, eksperter, humanister, sociologer, kosmopolitter, multikulturalister og venstresnoede skolelærere og børnebibliotekarer med alle deres belejlige ofre, som de bruger til mel i deres egen kage.

I de underliggende borgerlige huler rumler der en forklaring om, at en ”kulturmarxisme” har bemægtiget sig staten, deres hånddukker i DR og de offentligt ansatte og slavegjort skatteborgeren – den eneste borgerdyd, man kan forestille sig – i et pædagogernes tyranni. Her gik man ellers og levede en tilfreds tilværelse, hvorfra man ”stilfærdigt” blot påpeger alle plagerne. Ovenikøbet skal man så også hånes for at være konform – og dét fra folk, der burde være taknemmelige.

Når det borgerlige menneske ikke længere kan holde sig oppe ved den tanke alene, så finder tanken heldigvis muslimen. Man bliver ”kritisk”, ”forstemt”, ”bekymret”, ”nervøs” på fremskridtets vegne. Man taler om sine problemer i et toneleje, som var det problemerne i ens tyktarm, man berettede om. Det gode er ved denne plage er især, at der kommer til at være muslimer her til lands for evigt. Dermed har man i det mindste sikret sig en evigt tilbagevendende bekymring at falde tilbage på, hver gang eksistensen bliver for tung at bære.

Når denne jammer begynder gå selv en selv nerverne, så er der heldigvis en ’woke’, der gør noget helt utroligt feministisk, tykaktivistisk og/eller anti-racistisk. Så tager man fat på sin drejelire og bliver forfærdet over, at alle-dem-der-tror-sig-bedre er ved at ødelægge den naturlige liberale orden, hvor alle de flittige og begavede får de goder, de fortjener, og de dovne og uduelige, hvad der tilkommer dem.

Og tilføjer man listigt til sig selv: Hvis der skulle finde grusomheder mod kvinder sted begået af danske mænd, så er det jo intet at regne, imod hvad der sker i resten af verden. Bare dét, at man har behov for at relativere sin egne eventuelle krænkelser, viser, at man er et svært sted i sit liv.

Pulsslaget kommer ned igen, og plagerne bliver til en let, men vedvarende irritation. Som ondt i nakken eller en mærkelig lyd fra bilen. Så man ringer til Marianne Stidsen, der skriver noget med, at feminisme er ligesom Hitler, Stalin og Pol Pot (muligvis dem allesammen til sammen), så det må bare være herremegaondt – for nu at sige det internet-sarkastisk.

Ovenikøbet bliver idolet i de hellige haller på spektakulær vis kastet i havnen, så dér røg selveste skønheden og den skinbarlige historiske sandhed om vores nation. Man kan næsten ikke rumme skændslen. Man føler sig som et af de sidste fornuftige væsener i verden, der skal pines som straf for sin loyalitet over for kendsgerningerne og principperne.

Et undermenneske

Så man gør som man plejer. Man starter enhver sætning med at pege på sig selv som ”hvid” ”mand” ”CIS-kønnet” ”hø hø”, fordi man ikke længere har noget sprog for at formulere sig selv som et positivt, livsdueligt projekt. Man ”joker” og tillægger sig en ”humor” for at komme igennem dagen.

Når det omsider bliver aften, så går man til grunde som en indianer, der ikke længere har noget sprog for, at ens kultur er ved at blive udslettet. Derfor kan det borgerlige menneske ikke længere få noget til at ”at give mening”, hvilket det siger til sig selv mindst én gang i timen. Man vånder sig. Man trøster sig ved sine likes fra ens brødre og søstre for sit mod i kampen mod undertrykkerne. Man længes efter en ny kulturpolitik, der ikke tilhører herrerne. Men man kan ikke forestille sig hvilken, for inden i det borgerlige menneske er det eneste, der eksisterer, en plage i overhovedet at være til.

Titlen ‘Kontrast’ siger det. Man er kun det modsatte af den herskende klasse af snyltere, der lever af ”varm luft”, ”rabiat ideologi” og ”holdninger forklædt som forskning” og så videre. En farlig elite af feminister, reformpædagoger og post-kolonister, der har givet terroristerne frit spil og ødelagt Danmark.

En kaste af nye overmennesker, som har overtaget staten og vil ødelægge os med deres vanvittige idéer om ny orden, der vil undergrave Den Vestelige Civilisation, som vi kender den. Meritokratiet vil rådne. Børnene vil blive dummere. Kønsidentiteterne vil smuldre. Selveste fundamentet for det frie, oplyste og fornuftige individ.

Det borgerlige menneske dømt til at tabe denne strid. Det er blevet svagt, og derfor er det blevet sygt. Den borgerlige kan nu kun forstå sig selv som det modsatte af de stærke, der bøjer staten efter deres vilje.

Man hvisker sig selv i den svære søvn med, at man jo er en af dem, der bragte selve fremskridtet til verden, befriede menneskeheden, og så har man i det mindste dét eftermæle i sit tusmørke.

Så der er ikke andet at stille op end dagen lang at efterabe herrernes tale. Man tager den intersektionelle ideologi på som et par ironiske 1990'er-solbriller og ser verden igennem en sløret fuldemandsanalyse på herrefolkets præmisser.

Naturligvis siger man ”problematisk” og ”stærkt krænket” med sarkasme. Men det understreger blot, at det er taberens bitre tale, som det handler mest om. Man er fortvivlet over, at de gode græder, de onde ler, og de uskyldige dør, men man føler sig magtesløs. Livsviljen har fået en tumor, og det politiske legeme er terminalt.

Det eneste, der er at gøre på ens dødsleje, er at blive ved med at ”ytre” ”sandheden” om sin ” forfærdelse” over al denne urimelighed. Man klynger sig til sin ”ytringsfrihed, sin ”snusfornuft” og sine ”fakta” som en spritter til sin flaske, mens man mumler ud i tusmørket: ”Jamen, hvad er meningen?”

Det borgerlige menneske er blevet svagt. Et undermenneske, der aldrig kan blive fri til at herske. Men måske var det også ”bedst, at det gik sådan”, som de sagde om minkene.