For en håndfuld uger siden fik jeg i mit Facebook-feed en spøjs reklame for Podimos lydbøger og podcasts. Det var fra et program, hvor kendte mennesker diskuterer problemer, og det starter med, at Pernille Skipper siger: “Det er 2022, kloge kvinder kan også godt være lækre!”
Det var mystisk. Enhver er enig med Skipper både om årstallet og kvinderne. Det underlige var, at hun koblede de to sammen, og at det åbenbart forekom så elegant, at en anden gæst udbrød “perfekt sagt!” og klappede henrykt i hænderne.
Mystikken fik lov at ligge i baghovedet indtil sidste uge, da Dansk Folkeparti blev beskyldt for retorik, der mindede om 1950’erne vedrørende identitetspolitik. Hvilket vel er et skridt frem for partiet, der ofte er beskyldt for at lyde som et ekko af 1930’erne.
Vi kan kalde det for årstalstricket, hvor man går fra en banal kronologisk konstatering til en politisk konklusion. Vi lever i nutiden, ergo har jeg ret; du lyder som fortiden, ergo tager du fejl. Det er ikke logik, men retorik, og det bruges, fordi det virker. Er man først blevet opmærksom på teknikken, er der eksempler nok.
Mit yndlingseksempel er fra 2015, hvor den canadiske premierminister Justin Trudeau fik spørgsmålet, hvorfor hans regering havde lige mange mænd og kvinder.
Logisk indebar dette spørgsmål et dilemma, skulle man tro: Enten måtte Trudeau erkende, at hans udpegelser var dikteret af feministisk ideologi, og dermed at bedre egnede mænd var tilsidesat som ministre af en årsag, som mange finder usaglig. Omvendt kunne han erklære, at hans fifty-fifty-regering virkelig bestod af de bedst kvalificerede. Men i givet fald ville han ikke få de bonuspoint hos det woke segment, der kommer af at give indrømmelser på mænds vegne.
Trudeau fandt en retorisk udvej med sin begrundelse for kønsfordelingen, idet han svarede: “Because it’s 2015”. Som Skipper syv år senere blev den i sig selv korrekte påstand mødt med klapsalver. Dette selvom ingen mener, at der er noget dybsindigt ved at konstatere, hvilket år vi befinder os i (vi ville være dybt bekymrede for en mand, der ikke kunne redegøre for det samme).
Årstalstricket virker nu heller ikke, fordi det er et dybsindigt svar, men fordi det er et udsagn, der på overfladen ikke kan argumenteres imod, og som under overfladen tjener til at rykke præmissen for samtalen.
Som regel, når vi diskuterer politiske veje frem, taler vi om, hvorvidt noget er rigtigt, enten i betydningen at det er den bedste vej frem, eller at noget er faktuelt korrekt. Årstalstricket skifter spørgsmålet fra at handle om, hvad der er rigtigt, til hvad der er tidssvarende. De to ting er ikke nødvendigvis det samme, og det sidste kan være nemmere at argumentere for. Tiden er med mig, så farvel med dig.
Dette skift er særlig vedkommende, når man betænker publikum. Et vellykket årstalstrick indebærer, at deres overvejelser ikke længere handler om, hvorvidt nogen har ret i sine vurderinger og løsningsmodeller. Det handler mere om, hvorvidt man kunne fremstå som en forstokket gammel nar for ikke at klappe med. Måske endda blive dømt af historien. Hmm, må hellere klappe.
I øvrigt er årstalstricket et eksempel på et asymmetrisk retorisk greb, i den forstand at det virker bedre for nogle – her venstrefløjspolitikere, der taler om identitetspolitik – end det gør for andre i andre sammenhænge. Hvis nogen fra CEPOS udtalte “det er sommeren 2022 og dermed på tide at afskaffe arveafgiften”, ville han blive anset for vanvittig, selv af sine egne. Det er måske et tema værd at vende tilbage til.
