Debat

01.04.22

Det MÅ da være den hvide mands skyld, altså

Malthes Mangfoldighedsspalte: Kontrast lagde lokaler til et yderst seriøst møde i kunstnerkollektivet Friblødere for Fred. Det blev til en frugtbar diskussion om, hvem der egentlig har ansvaret, når en sort mand begår vold.

Malthe Busk er Kontrasts mangfoldighedsrepræsentant. I Malthes Mangfoldighedsspalte vil han være klimaets, flygtningenes og de nonbinære veganeres stemme.

Jeg er ved at sortere min samling af mund- og fodmalede kopper, da det ringer på døren. Det er min nabo. Hun fortæller mig, at hun har haft indbrud. Hendes lejlighed er gennemrodet, og hun spørger, om hun må være i min lejlighed i en times tid, indtil låsesmeden kan reparere låsen.

Jeg fortæller hende, at selvom jeg gerne ville kunne hjælpe hende, kan jeg ikke gøre forskel på mennesker. Jeg fortæller hende, at der også er mennesker i mange andre lande, der har fået indbrud, og at jeg ikke kan invitere hende indenfor, bare fordi hun bor ved siden af mig. “Et indbrudsoffer er et indbrudsoffer, uanset hvor indbruddet er foregået,” som jeg forklarer hende.

“Jeg tænkte bare, at siden vi er naboer …” begynder hun. Jeg forklarer hende, at “nabo” er et rent politisk, ikke-juridisk begreb. Hvor mange meter fra min dør kan man bo og stadig være min nabo? Der er ingen, der kan svare på, hvad en nabo er.

Min nabo kan i hvert fald ikke. Hun stirrer bare på mig og bakker langsomt væk fra min dør.

Dagen efter er jeg på vej ind til redaktionen på min selvmalede Christianiacykel. Der er fællesmøde i kunstnerkollektivet Friblødere for Fred, hvor jeg er forperson, og vi har besluttet at bruge Kontrasts lokaler. Fællesmødet er foreningens øverste myndighed, og intet af betydning kan besluttes uden at have været drøftet på et fællesmøde, hvor alle medlemmer har været til stede. Når man tager en ekstra stol ind i chefredaktørens podcaststudie, er der lige akkurat plads til os alle tre.

Foruden mig selv består Friblødere for Fred af Gunhild og Thea-Eline, to stærke kvindelige stemmer på den danske kunstscene.

Gunhild var med til at starte Danmarks første kvindekollektiv, er forkvinde for Femø-lejrens fastligger-komité og var i mange år forsanger for bandet Checkpoint Chernobyl.

Hvis Gunhild er vores “grand old lady”, er Thea-Eline vores unge håb. Hun er på litteraturmagasinet Longhorns “30 under 30”-liste og var knap blevet færdig på Forfatterskolen, da hun brød igennem med sin skelsættende digtsamling Brug dit hjerte som kussomat.

Selv trækker jeg på min kunstnererfaring med studenterevyen på mit bachelorstudie, som jeg instruerede syv år i træk.

Det er dagen efter Oscar-festen, og første punkt på dagsordenen er, om vi skal arrangere en performativ flash mob for at kommentere Will Smiths lussing til Chris Rock. Det viser sig imidlertid, at vi har svært ved at blive enige om det centrale spørgsmål: Hvem er det sande offer?

Gunhild pointerer, at siden Chris Rock er sort, er han naturligvis offeret. “Det er patriarkatet og det militær-industrielle kompleks, der skaber en falsk bevidsthed om vold som magtens sprog,” forklarer hun og fortsætter: “Den lussing var et råb om hjælp.”

Thea-Eline replicerer, at siden Will Smith er sort, må det være ham, der er offeret. “Det er meget et tegn på samfundets systemiske hvidhed, at folk begynder at tale om vold, bare fordi en sort mand har slået en anden. Vi så det også dengang rapperen Chris Brown sendte Rihanna på hospitalet. Så var han pludselig voldelig, bare fordi han var sort.”

Diskussionen bliver mere højrøstet, og jeg prøver at skære igennem ved at foreslå, at det i virkeligheden er alle verdens kvinder, der er ofre for den vestlige verdens skønhedsidealer. Efter en halv times diskussion er vi ikke blevet enige om andet, end at det er i hvert fald er hvide mænds skyld.

Pludselig bliver vi afbrudt af chefredaktøren, der stormer ind i podcast-studiet. Han skælder mig ud for ikke at have lagt aviser ud under mine “fribløder-venner”, som han kalder dem. Thea-Eline siger, at han skal lukke sin “store fede mande-mund” og Gunhild råber, at man ikke kan lave revolution uden at få pletter i sofaen. Inden vi ser os om, er vi blevet smidt ud og står på gaden uden for redaktionen. 

Vi er ikke langt fra Nørrebro, og vi beslutter os for at tage resten af mødet over en frokost på Shawarmarama. Vi hæver nogle kontanter på vejen; ejeren bliver så glad, når man betaler kontant.

Kan du også se pointen, så husk at følge @MaltheBusk på Twitter.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter