Peter Hummelgaard er blevet fanget i at være en kronisk ulovligt parkerende politiker. Det afslørede BT sidste uge, da de på baggrund af et tip fra en borger tog ud og filmede justitsministerens parkeringer foran daginstitutionen, hvor han afleverer sine børn om morgenen.
Sagen er en lille sag. Der er tale om parkeringer, som mange af os danskere foretager på daglig basis, når vi har et hurtigt ærinde. Selv har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har parkeret på fortovet foran min lejlighedsopgang, hvis jeg skulle bære ting op eller ned fra lejligheden.
Det interessante ved sagen er derfor heller ikke, at landets justitsminister bryder parkeringsreglerne, selvom det selvfølgelig ikke er noget, han bør gøre. Det interessante er hans eget forsvar for ulovlighederne.
For ifølge Peter Hummelgaard er det ikke noget, han vil beklage, da det er et legitimt led i en effektivisering af familieforpligtelserne, når han parkerer ulovligt.