Der er grund til at glædes over, at konservative, ikke mindst nationalkonservative, omsider har fundet en meget, meget rig ven, der ser ud til at mene mange fornuftige ting samtidig med, at han er urørlig i kraft af sin enorme formue.
Det er selvfølgelig Elon Musk, jeg tænker på.
I sommer læste jeg Walter Isaacsons biografi om sydafrikaneren, halvt britisk og halvt hollandsk, bogen helt enkelt kaldet Elon Musk. At Elon Musk virker endog meget sær, bør ikke undre.
Der må næsten være noget uudgrundeligt over en mand, der på en og samme tid er hårdtarbejdende på den skøre side af 100 timer om ugen, hader fagforeninger, men forgylder medarbejdere, der knokler hårdt og længe nok, vil kolonisere Mars, hvis nu lige jorden skulle gå under, har indtil videre 12 børn og opfordrer til et fødselsboom, fyrer 80 pct. af de ansatte for at ryste op i organisationen, og man kunne vitterligt blive ved.
Elon Musk er et ægtefødt barn af den grænseløse globalisering.
De første superrige efter industrialiseringens frembrud var meget sigende ofte amerikanere, fordi markedet på den anden side af Atlanten var langt større end de enkelte markeder i Europa.
I dag er globaliseringen nået dertil, hvor hele verden og lidt til er legeplads for en mand som Elon Musk, og af samme grund er han blevet så ubegribeligt rig, at vi ikke forstår det.
Alt dette ville være politisk mindre interessant, hvis ikke det var, fordi Elon Musk åbenbart ikke er tilfreds med at skabe nyt og tjene penge, men også vi sætte sig politiske aftryk.
Hans opkøb af Twitter, der blev til X, og hans støtte til Donald Trump og snarlige de facto indtræden i hans regering, vidner om noget mere end bare lysten til at kunne dirigere rundt med virkeligheden, sådan som f.eks. en ubehagelig rigmand som George Soros gør.
Meritokrati og ytringsfrihed
Elon Musk har udtalt mange ting, men slående er det, at hans kerne synes at være det, han også ofte har svaret, når han spørges om, hvorfor han deltager i det politiske, som han gør.
Tænk, han svarer helt enkelt, at han går ind for to ting, nemlig meritokrati og ytringsfrihed. Uden disse to ting forkrøbler en fri samfundsorden, og taget i betragtning, at velfungerende demokratier er stort set fraværende uden for den vestlige verden, hvor flertallet udgøres af etniske europæere, kunne det nok være, at også de over hans rigdom misundelige vesterlændinge skulle erkende sandheden i de to størrelser, som Elon Musk nævner som de vigtigste.
Uden meritokrati ryger vi direkte tilbage i et klansamfund, hvor vi hellere giver jobbet til nevøen eller niecen frem for den bedst kvalificerede. Og uden ytringsfrihed kan vi glemme alt om at kunne korrigere for de fejltagelser, som altid er med os, fordi vi kun er fejlbarlige mennesker, syndere for Vorherre eller, sagt på naturvidenskabelig vis, biologiske væsener med stærke drifter, der peger langt mere i retning af unfair favorisering end af åbenhed over for andre holdninger.
Elon Musk kan blive en meget vigtig brik i genskabelsen af Aftenlandets rejse mod ny storhed, hvor vi ved, hvem vi er, og hvorfor vi kan være stolte af det.
