Naser Khaders adfærd ser ikke heldig ud. Det kan vi vist roligt konkludere, selvom vi selvfølgelig ikke kan sige noget særligt præcist om, hvad der er foregået. Vi taler om fem sager over en mere end 20-årig periode, og det er vel ikke usandsynligt, at mindst én af dem er pure opspind. Det er dog temmelig usandsynligt, at de alle er det. 

Men blot fordi Khaders adfærd ikke ser heldig ud, er det selvsagt ikke det samme, som at han ikke kan være politiker. Alle politikere har brister. Det har mennesker nemlig. Spørgsmålet er ikke, om Khader på et tidspunkt i sit liv har gjort noget problematisk. Spørgsmålet er, om han kan fortsætte med at være politiker? Vist kan han det! 

Lad os først se på de fem anklager, som kvinderne har præsenteret dem over for DR. 

Første anklage: En kunstner anklager Khader for at have tilnærmet sig seksuelt. De kendte hinanden i forvejen og sås i sociale sammenhænge. Hjemme hos Khader selv fik han først overtalt kvinden til at give ham massage, hvorefter han rullede gardinerne ned og viste hende ind i sit soveværelse. Her lagde han hende fysisk ned på sengen og begyndte at tage bukserne af. Hun ville ikke, men kæmpede sig fri og forlod lejligheden.

Hvordan kan episoden fortolkes? Det er åbenlyst ikke en MeToo-sag, for der er ingen særlig magtrelation. At kvinden indvilligede i at give Khader massage, kan bestemt betragtes som et klart signal om seksuel interesse. At lægge hende fysisk ned på sengen er bestemt offensivt, men ikke kriminelt. Kvinden var dog tydelig i sin afvisning af ham, og derfor indstillede han forsøget. Vi må antage, at han med sin massive fysiske overmagt kunne have valgt at holde hende fast. Ultimativt respekterede han det manglende samtykke. 

Hun valgte i øvrigt at færdiggøre malerierne og laver også, efter hændelsen, et portræt af ham. Var det ikke for de andre anklager, ville der næppe være noget dansk medie, der ville bringe denne historie. (Khader benægter i øvrigt denne historie totalt og peger på objektive forhold, der kan modbevise den.)

Anden anklage: I forbindelse med udgivelsen af en arabisk vejledning til det seksuelle liv, som Khader havde skrevet et ’forspil’ og ’efterspil’ til, blev han kontaktet af en psykolog, der gerne ville samarbejde med ham om at skrive en sex-bog. De aftalte at mødes i hans sommerhus, men det blev i stedet i hans københavnske lejlighed. 

Der, i lejligheden, sidder de tæt sammen i sofaen, og han forsøger at kysse hende, men bliver afvist. Derpå stiller han sig op og onanerer foran hende. Hun bliver siddende, indtil han er færdig. Efter lidt korrespondance tager kvinden igen ind til hans lejlighed, hvor han åbner døren nøgen og inviterer hende ind. Hun går ind i lejligheden, men kort efter ringer Khaders telefon, og han bliver desværre nødt til at gå. De ses ikke efter det. 

Kvinden beskriver i dag sagen som et overgreb, hvilket vel må betragtes som objektivt forkert og muligvis strafbart. Her er absolut ingen magtposition, og kvinden viser tydelig interesse ved at indvillige i at besøge ham privat til en samtale om sex. At hun ikke flytter sig, når han onanerer foran hende, må vel på det nærmeste betragtes som samtykke. Ikke mindst, når hun efterfølgende går ind i hans lejlighed, efter at han nøgen har åbnet døren. Man kan sagtens forstå, at hun føler sig dårligt og uværdigt behandlet, men det uværdige er lige så meget hendes egen adfærd. Denne historie burde aldrig være blevet bragt af DR. Dens pornografiske gengivelse af detaljer tjener ikke andet formål end at stille den anklagede i et defamerende lys. 

Tredje anklage: For 22 år siden blev en akademisk sekretariatsmedarbejder i Etisk Råd, hvor Khader dengang sad, invitereret ind til Khaders kontor for at modtage en bog. Kort efter hendes ankomst kysser han hende på munden og lægger op til, at hun skal give ham oralsex. Hun siger nej, og han spørger, om det eventuelt skal foregå i rummet ved siden af, hvilket hun også afviser. Han fortsætter kysseriet, og hun kysser ham tilbage. På et tidspunkt giver hun udtryk for, at hun skal gå, og bliver derpå lukket ud. 

Af de fem anklager er dette den eneste, der i princippet kunne beskrive magtmisbrug og være en såkaldt MeToo-sag. Men medlemmer af Etisk Råd har ingen magt, og det er i øvrigt først og fremmest en samling af amatører (i objektiv betydning af ordet). Et bestyrelsesmedlem i en lokal tennisklub har til sammenligning mere magt over klubbens ansatte end medlemmer af Etisk Råd. 

Som beskrevet er det derudover en temmelig uproblematisk begivenhed, hvor en kvinde bliver kysset, kysser lidt igen, men ikke rigtig er interesseret, og derfor sker der ikke mere. Fordi der ikke er en reel magtrelation, burde denne anklage aldrig være blevet trykt. Havde det været en medarbejder, ville sagen afgjort være en smule problematisk, men vi er ikke i nærheden af noget ulovligt, og den i er i øvrigt 22 år gammel. 

Fjerde anklage: Også for mere end 20 år siden blev Khader interviewet af en svensk journalist. Efter interviewet skriver journalisten til Khader og spørger, om de eventuelt kan mødes og drikke kaffe. Det vil han gerne, og de aftaler kort efter at mødes på hans private kontor på Christianshavn (som vistnok er en lejlighed og ikke et kontor?) til et møde, som journalisten selv betragter som privat (og professionelt), ligesom hun i øvrigt beskrev sig selv som fascineret af ham både personligt og fagligt. 

Da de mødes, kysser han hende og gennemfører et samleje med hende. Hun giver hverken tydelige tegn på samtykke eller afvisning. I de efterfølgende år kommunikerer de og mødes flere gange i professionelle sammenhænge.

Den eneste af de beskrevne sager, der, hvis kvindens ord er sande, kan betragtes som noget, der minder om et overgreb. Også den eneste sag, hvor kvinden åbent erkender at være romantisk interesseret, og at det derfor er naturligt, hvis Khader også får denne opfattelse. Til gengæld får kvinden overhovedet ikke sagt fra, og der var åbenlyst ikke tale om noget ulovligt. 

Men selvom det ikke var ulovligt, er det bestemt moralsk kritisabelt, hvis det er foregået som beskrevet. Mest som et vidnesbyrd om offensiv seksualitet og manglende sensibilitet og hensynsfuldhed. Ikke noget, som bør koste en politisk karriere, men mere noget, som venner og familie bør reagere på. Hvis det er sandt. Khader benægter nemlig og hævder, at de to rent faktisk havde et forhold og har besøgt hinanden privat flere gange. 

Femte anklage: For 15 år henvendte en kvinde sig til Khader for at mødes, og de aftaler at mødes hjemme hos hende privat. Hjemme hos hende beder Khader om massage, som hun indvilger i at give ham. Bagefter krammer han hende, men hun bliver irriteret og beder ham gå hjem. Det gør han så og siger surt på vej ud ad døren, at det her skal hun aldrig sige til nogen.  

En fuldkommen harmløs historie, som DR absolut ikke burde have bragt. Her er ingen magtrelation og et møde hjemme hos kvinden privat må, uanset hvad der ellers er blevet sagt, opfattes som en romantisk interesse. Khaders tilnærmelser er fuldstændigt fredelige, og han respekterer hendes afvisning. Det er kun naturligt, at han ikke er glad over afvisningen og giver udtryk for, at hun ikke skal fortælle andre om deres møde. 

Sådan en historie om en forsmået bejler vil åbenlyst blive opfattet som sigende noget dårligt om Khaders karakter, hvilket vel også er grunden til, at DR vælger at bringe den. Khader benægter i øvrigt, at de overhovedet har mødtes, og på den dag, som kvinden påstår, at de mødtes, var han i Kairo, hvilket én af hans rejsekammerater har bekræftet. 

Hver for sig fremstår de fem anklager tyndbenede og burde ikke absolut ikke være blevet trykt i noget medie. Det er vist i øvrigt også mediernes egen konklusion. Som jeg forstår det, har artiklen været undervejs i årevis, ligesom flere andre medier har haft adgang til de samme anklager. Uden at bringe dem. Det er som samlet fortælling, at de overhovedet giver mening at diskutere. 

Da jeg selv læste beretningerne første gang, tænkte jeg, at de sagde noget problematisk om Khaders personlige adfærd, men ikke noget, der burde have politiske konsekvenser. Efter at have nærlæst og beskrevet sagerne enkeltvist, er jeg nået til den konklusion, at det ikke engang var etisk forsvarligt at bringe dem. 

De beskriver hverken ulovligheder eller magtmisbrug, men rummer til gengæld skandaliserende pornografiske detaljer. Med deres udpensling af en sfære, der burde være privat, vækker artiklen ganske enkelt væmmelse. Det er derfor, offentlighedens umiddelbare reaktion har været så hård. Jeg er overbevist om, at stemningen vender, men smudset hænger stadigvæk ved. 

Lad os igen antage, at alle de objektive kendsgerninger i historierne er korrekt beskrevet. Det er de selvfølgelig næppe, og vi har under alle omstændigheder fået en ensidig udlægning. Der er indlysende noget retssikkerhedsmæssigt dybt problematisk, hvis Khader bliver fældet på sådanne historier, men det må andre skrive om. Præmissen for artiklen er alligevel, at det ikke er den enkelte anklage, der legitimerer historien, men det samlede billede, de tegner. 

Hvad er det for et samlet billede, historierne tegner? De tegner et billede af en person med en offensiv seksualitet. Der aggressivt lægger op til sex, hvilket for en uinteresseret person forekommer ubehageligt. Det virker sandsynligt, at hovedparten af de anklagende kvinder faktisk var romantisk interesserede, men ganske forståeligt ikke brød sig om den offensive tilgang. 

Siger sådan en opførsel noget negativt om den beskrevne mand? Ja, afgjort. Den beskrevne person forekommer unødigt offensiv, temmelig hensynsløs og med dårlig dømmekraft. Omvendt respekterer vedkommende konsekvent kvindernes (udtalte) grænser. Nej’et bliver respekteret. De offensive henvendelser til kvinderne er faktisk en måde at spørge om samtykke på. Der er hverken tale om overgreb eller ulovligheder. 

Er der tale om magtmisbrug? Det er et afgørende spørgsmål for den moralske vurdering. Seksuelle henvendelser rettet mod en underordnet er stort set altid problematiske. Som samfund er vi lige nu ved at finde ud af, om det overhovedet er i orden med nogen som helst romantisk forbindelse mellem personer med en hierarkisk ulige relation. Og i hvert fald skal den med magten være særdeles tilbageholdende. Det er sådan set kernen i MeToo. 

Derfor er det naturligvis afgørende at slå fast, at de beskrevne anklager absolut ikke involverede magtmisbrug. Jo, naturligvis var der en form for magt mellem de involverede. Det er der mellem alle mennesker. Men en hierarkisk magt var der så absolut ikke tale om. Må politikere og andre kendte offentlige personer praktisere offensiv seksualitet på samme måde som alle andre? Eller er det magtmisbrug, hvis de drager fordel af deres seksuelle kapital? Det ville være en absurd konklusion på MeToo-bevægelsen.

Med andre ord beskriver anklagerne i realiteten hverken overgreb eller magtmisbrug. De beskriver alene dårlig adfærd. Bør vi sympatisere med, hvad der ligner selvisk hensynsløs adfærd og dårlig fornemmelse for andres menneskers grænser? Det synes jeg ikke. Omvendt kan jeg godt forstå, at en mand som Khader, der på et tidspunkt var én af Danmarks mest eftertragtede mænd, kan ende med groft at fejlbedømme en kvindes hensigter. Så hvis anklagerne er sande eller i hvert fald nogen af dem er sande, så er der bestemt grund til at kritisere Khader på et moralsk plan. 

Men hvad med Khader som politiker? Bør det have konsekvenser for ham, hvis han ofte har opført sig grænseoverskridende over for kvinder? Gør det han uegnet til at være politiker? Jeg kan virkelig ikke se det. Og i øvrigt: Jeg vil vove den påstand, at over halvdelen af de mandlige politikere på Christiansborg har opført sig grænseoverskridende over for kvinder. Selv menige folketingsmedlemmer er enormt feterede blandt kvinder. Det kan være svært at styre. 

At Khaders privatliv muligvis rummer nogle fordømmelsesværdige elementer, har han til fælles med alle politikere. Jo, alle mennesker faktisk. Så når vi skal vurdere en politikers moralske værdighed til at sidde på Christiansborg, er det naturligvis yderst vanskeligt. Der er ingen absolut skala, vi kan måle moralsk egnethed på, men vi kan da foretage nogle sammenligninger: 

At Jeppe Kofod i en alder af 34 år havde sex med et næsten-barn vidner i mine øjne om en særdeles bekymrende person. Men han sidder på en væsentligt mere magtfuld post end Khader og med ansvar for et stort antal embedsmænd. Eller hvad med Troels Lund Poulsens dybt problematiske involvering i Helle Thornings skattesag, der overhovedet ikke forhindrede, at han blev minister igen?  

Jakob Ellemann-Jensen og en håndfuld politikere var forleden i Parken og så fodbold betalt af en sponsor, der gerne ville have politisk indflydelse. Den slags er fyringsgrund for offentligt ansatte og vidner om usædvanligt dårlig dømmekraft. Og her er der ikke tale om en personlig moralsk brist, men et direkte svigt af sit professionelle ansvar som politiker. Klart mere problematisk for hans politiske mandat end Khaders dårlige opførsel i private relationer.  

Mette Frederiksen var i sin tid som både beskæftigelsesminister og justitsminister systematisk grænseoverskridende over for sine embedsmænd. I en sådan grad at menige medarbejdere på et tidspunkt blev helt skærmet fra at tale med hende, ligesom at der var flere krisemøder med fagforeningen. Helt indlysende en personlig brist og et alvorligt eksempel på magtmisbrug. Usammenligneligt mere problematisk end Khaders dårlige adfærd, men det ændrer ikke på, at jeg mener, hun er en bedre statsminister for Danmark end det nuværende borgerlige alternativ. Alle mennesker har brister. Og jeg er oven i købet uenig i store dele af Mette Frederiksens politik. Vi må alle foretage en samlet afvejning. 

Jeg synes, Søren Pape Poulsen har reageret korrekt. Den konservative partileder vil undersøge anklagerne nærmere og tale med Khader om dem. Lad os alle håbe, at Pape også når den rigtige konklusion. At der måske nok er noget at kritisere i Khaders liv, men at det klart er inden for den moralske standard, der er forenelig med at være dansk politiker.