Tyskerne har advaret igennem længere tid, svenskerne har set lyset og forbereder befolkningen på risikoen for konflikt, den norske forsvarschef Eirik Kristoffersen har sagt, der maksimalt er tre år til at opruste, og polakkerne er i proces med en historisk oprustning.
Den danske reaktion på de omkringliggende landes advarsler og markante militære styrkelse har indtil videre været bedst beskrevet som fodslæbende og begrænset.
Her, snart to år efter den største krig siden 2. verdenskrig brød ud, lykkedes det dog endelig for vores styrelseschef at få samme budskab ud over læberne og bekræfte, at risikoen for konflikt er absolut reel.
Forsvarets efterretningstjeneste er langt om længe også vågnet op og underbygger det vores naboer har vidst længe, uagtet at det ikke burde have været raketvidenskab at se lyset efter 2014, hvor Rusland annekterede Krim.
Hvorfor har vi i Danmark undgået det afgørende spørgsmål, og hvorfor er processen med den yderst presserende oprustning så ufatteligt langsommelig?
Op igennem halvfemserne og nullerne har det kunne forklares med, at kampvogne og fly er politiske tabersager, når valget stod mellem forsvaret kontra klima, velfærd samt alle mulige andre nærværende politiske emner.
Lynaflederen for de manglende bevillinger var vores større indsatser på Balkan, Irak og Afghanistan, som med et relativt begrænset forsvar kunne trække overskrifter og give politisk goodwill i Washington.
I ly af den evige fred der sænkede sig efter murens fald kunne skiftende regeringer bruge forsvaret som en velfærdsreserve og efter salamimetoden skære dybere og dybere, båret af stadigt mere fantasifulde konsulentrapporter.
Fredsdividenden blev høstet, uden der rigtigt var nogen der kerede sig om, at vi gradvist end ikke kunne opfylde NATOs artikel III, der beskriver, at de enkelte medlemslande har en forpligtelse til at kunne imødegå angreb, individuelt som kollektivt.
Enhver forsvarsordfører fra hele spektret af de politiske partier har derimod automatisk reciteret artikel V, (musketereden), når besparelser skulle forsvares, men Artikel V kan vise sig relativt hul, hvis Trump ender med at sætte sig i stolen i det hvide hus.
Forsvaret blev qua de store sandkassemissioner i Irak og Afghanistan bygget om til en yderst begrænset ekspeditionsorienteret styrke, der hurtigt kunne deployeres til fjerne egne. Territorialforsvaret, det tunge konventionelle forsvar forsvandt i mellemtiden som dug for solen, og i dag er vi her så, stort set forsvarsløse.
Besværlige stemmer bliver kvalt
Som prikken over i´et er forsvaret politiseret i en proces hvor man fra politisk hold, har haft et ekstremt fokus på at kvæle besværlige stemmer, der pegede på udfordringerne ved ikke at leve op til NATO-målene, uagtet at man udadtil har bildt alt og alle ind at kritiske stemmer havde alle muligheder for at lufte deres bekymringer.
Forsvaret er i dag organiseret i et miskmask af politisk, civil og militær organisation med en chef håndplukket af tidligere forsvarsminister Trine Bramsen, der mildest talt ikke brød sig om, at de uniformerede skulle lufte deres meninger offentligt, en holdning som hun arvede og forfinede fra Hækkerups rædselsregime.
Jeg kender ikke styrelseschefen personligt, og han er sikkert rigtigt dygtig til alt muligt, men hans profil passer ikke til den proces, der nu bør starte, og ja det er et kæmpe problem at han aldrig har været udsendt i en af de missioner, hvor slidt materiel, manglende personel og konstante uddannelsesmæssige besparelser har en direkte konsekvens, nogle gange potentielt fatal.
Forsvarets aktuelle situation minder på mange måder som en alkoholikers. Man erkender ikke problemet og uden at sætte fingeren på det blødende mavesår er det relativt umuligt at løse problemet.
Løsningen er dog ikke umulig eller for den sags skyld særligt svær.
Det første forsvarsminister Troels Lund Poulsen burde gøre var at genetablere forsvarskommandoen og give en ny forsvarschef helhedsansvaret tilbage. En ny chef med operationelle og ikke bureaukratiske træk.
Tildel en ny chef en ramme, der betyder udvidet ansvar og udvidet mulighed for at lufte sine militære anbefalinger og bekymringer uden politisk håndføring.
Hitler tabte krigen, fordi han ikke lyttede til sine generaler, og Iraks diktator Saddam Hussein endte i et jordhul i Ad-Dawr, fordi han bestilte rapporter med konklusioner skabt i sit eget hoved.
Uden sammenligning i øvrigt, får danske politikere ikke den rå konsekvensanalyse bibragt, fordi anbefalinger fra forsvaret har været igennem en politisk vridemaskine og dermed mangler den nødvendige skarphed.
Der mangler militær faglighed i beslutningerne
Skriver man konklusionen på forhånd og tvinger indholdet ind i et passende politisk narrativ, ender man med at miste fagligheden.
Min påstand skal være at vi aldrig kommer til at have et velfungerende forsvar med den eksisterende struktur. Processen frem mod en nyt stærkere forsvar er alt for bureaukratisk og politisk detailstyret, hvor partiernes enkelthensyn går frem for en helhedsbetragtning, hvor vi skal have genskabt mobiliseringsforsvaret, skabt et nyt luftforsvar gennem udnyttelse af alle værn og have fyldt depoterne op med både ammunition til os selv og levere krudt til de kæmpende ukrainere.
Med den nuværende måde at drive forsvaret på, bliver den kommende proces et kludetæppe af ikke-helhedsorienterede delaftaler, der måske leverer noget af de vi mangler, men i et machiavelliansk bureaukrati uden en stærk forsvarschef, der kan sætte hælen i, hvis dette og hint ikke passer ind i den overordnede ramme.
De politiske partier burde derfor kræve at sætte fart på at få lavet en ny struktur, renset for bureaukrati og med en klart kommunikerende uniformeret chef for enden af bordet.
Vi ved godt, hvad vi mangler, og er vi i tvivl, giver krigen i Ukraine nogen ret åbenlyse svar. Vi mangler tyngde, vi mangler bredde, vi mangler personel, vi mangler kapaciteter, men allervigtigst mangler vi en klar leder, der har et helhedsansvar og en helt klar politisk ramme.
I to år er der egentlig ikke sket andet end lidt bløde udmeldinger om midler til det ene og andet, men ingen klar overordnet plan og ingen offentlig debat om, hvad forsvaret skal kunne. End ikke værnepligt for M/K er der enighed om i regeringen, og hensynet til vælgergrupperne ser ud til at kunne afspore et af de vigtigste redskaber til at skaffe grundlaget for personalemanglen.
Vi mangler akut en visionær ledelse, både politisk og i forsvaret for tiden er kritisk og verden står i stille fordi der går politisk sognerådspolitik i genrustningen af forsvaret.
