Hvert år bliver millioner af kvadratkilometer havbund pløjet op med bundtrawl. Forestil dig en skov. Forestil dig så, at man sænker en bulldozer ned og kører den hen over alt, hvad der lever der. Igen og igen. Det er bundtrawl.
En praksis så brutal, at dyrene ikke bare dør – de lemlæstes, kvæles, mases, flås op fra dybet med deres indre organer eksploderet på grund af trykfald.
Og når det ikke kan sælges? Så smides det tilbage i havet. Lidende. Døende. Døde. I det, der nu er forvandlet til et atomart holocaust. En ørken.
Hvert år smadres et område på størrelse med Amazonas – fuldt lovligt – med politikernes stiltiende billigelse. Det er vanvid forklædt som erhvervspolitik. Det er toppen af menneskelig ignorance og dumhed. Dem der vil handle, dør i noget af det mest komplekse lovgivning omkring internationale farvand, der i sig selv er en kæmpe industri. Ikke noget der fordrer simplificering..
Vi går op i ligegyldigheder og glemmer det væsentlige
I et demokrati burde den slags være umuligt. Men havet har ingen stemme. Det har ingen lobby. Det ligger der bare. Ude af øje, ude af sind. Og når journalister endelig skriver om fiskeri, handler det som regel om råvarepriser eller små kuttere, der kæmper for overlevelse. Ikke om de industrielle monstre, der plyndrer verdenshavene.
Vi dømmer politikere hårdere på fnidder end på deres resultater. Vi accepterer, at havet ofres i stilhed. Vi råber op, når nogen foreslår at forbyde plastikposer, men ignorerer, at 90% af fisken i nogle bestande er væk.
Det er et demokrati, der ikke fungerer. Et system, hvor vi vælgere tillader, at de svære beslutninger altid udskydes. For ikke at fornærme særinteresser.
Lobbyvælde og bureaukratisk kollaps
Fiskeindustrien er i dag et lappetæppe af nationale love, grænseoverskridende aftaler og politisk rævekage. Bureaukratiet er så tungt og uigennemsigtigt, at man knap kan placere ansvar. Og under overfladen opererer et netværk af trawlere og statsstøttede fartøjer, der fisker ulovligt – eller lige præcis lovligt nok til, at ingen gør noget.
De største fiskerinationer sender deres fartøjer tusindvis af kilometer væk for at tømme farvande, som fattige kystsamfund er dybt afhængige af. Afrika, Sydamerika, Stillehavsøer. Det kaldes “fiskeriaftaler”. Men det er rovdrift. Fuldstændig som når regnskovene fældes. Bare under vand.
Det biologiske sammenbrud
Når du fjerner havbundens komplekse økosystemer – koraller, ålegræs, bunddyr – så fjerner du fødekædens fundament. Og uden fødekæde? Intet liv. Hajer og rovfisk forsvinder. Biodiversiteten styrtdykker. Plankton Populationer ændres. Og med det følger iltproduktion og evnen til at absorbere CO₂.
Havet bliver til en død zone, hvor kun de mest hårdføre arter overlever. Det er ikke science fiction. Det sker. Lige nu. Forskere verden over dokumenterer, hvordan hele økosystemer kollapser. Fiskebestande som torsk i Kattegat, sild i Østersøen, kulmule, makrel og bundlevende arter viser voldsomme tilbagegange.
Fakta
Over 35% af verdens fiskebestande er i dag overfiskede ifølge FAO (FN's fødevareorganisation)
Mellem 40-60% af alt, hvad der fanges med bundtrawl, smides ud igen som bifangst – ofte dødt
Mere end halvdelen af de fiskebestande, der forsyner EU, er under faregrænsen for bæredygtighed – 90% af rovfisk som tun, haj og sværdfisk er allerede væk i visse farvande
Hvert år udledes over 100 millioner ton CO₂-ekvivalenter fra trawlernes brændstofforbrug alene
Hvis de objektive fakta ikke er et vip med en vognstang…
Så ved jeg ikke, hvad der er. Vi står med den største ødelæggelse af et globalt økosystem i menneskets historie – og vi gør det for at hive nogle få procent af verdens føde ud, mens vi ødelægger langt mere. Det er ikke bare ineffektivt. Det er galmandsværk.
Der er intet andet erhverv, hvor det ville være acceptabelt at destruere fundamentet for at tjene penge på restprodukterne. Ingen ville acceptere en landmand, der pløjede en hel skov op, flåede dyrene ud og smed 60% tilbage – døde – bare for at sælge de mest profitable. Men det er præcis, hvad vi accepterer i havet.
Det handler om valg – ikke bare i stemmeboksen
Forandring kræver ikke bare politisk mod. Det kræver, at vi som borgere gør det til en del af samtalen, og stemmer på dem, der tør tage kampen. At vi støtter organisationer, der arbejder for massive ændringer. At vi gør det til genstand for vores kryds.
Som konservative skal vi gøre op med ideen om, at fordi vi har bundtrawlet i 100 år, skal vi bare blive ved. Innovation sker nemlig først når vi sætter tingene på spidsen.
Det er når almindeligt gode mennesker siger: Nu er det nok. Når vi nægter at se den anden vej. Når vi gør havet synligt igen – i vores medier, i vores samtaler, i vores hjerter – at der sker der noget. Vi har gjort det før! Med hvalfangst og med ozonlaget. Og vi kan gøre det igen.
Der findes ikke noget mere grundlæggende end retten til at trække vejret. Og den ret starter i havet, - fundamentet for vores liv på jorden.
Skulle vi ikke begynde at behandle det sådan?
Tjek selv fakta her:
Havet dækker over 70 % af planetens overflade
https://oceanliteracy.unesco.org/ocean/Havet producerer over halvdelen af den ilt, vi indånder
https://oceanservice.noaa.gov/facts/ocean-oxygen.htmlHvert år smadres et område på størrelse med Amazonas med bundtrawl
https://ourworldindata.org/fish-and-overfishingOver 35 % af verdens fiskebestande er i dag overfiskede ifølge FAO
https://www.fao.org/3/ca9229en/CA9229EN.pdf (side 6 – “34.2% overfished in 2017”)Mellem 40–60 % af alt, hvad der fanges med bundtrawl, smides ud igen som bifangst
https://www.nature.com/articles/s41598-020-71021-xMere end halvdelen af de fiskebestande, der forsyner EU, er under bæredygtighedsniveau
https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0308597X1730736490 % af rovfisk som tun, haj og sværdfisk er allerede væk i visse farvande
https://www.nature.com/articles/35012221 (Myers & Worm, 2003)Hvert år udledes over 100 millioner ton CO₂-ekvivalenter fra trawlernes brændstofforbrug alene
https://www.theguardian.com/environment/2024/jan/18/carbon-released-by-bottom-trawling-too-big-to-ignore-says-study
