I disse dage indser mange, at det nære Danmark, i det nære Europa, er derfra deres verden går. Globalismens allestedsnærvær genovervejes, til min store glæde. USA har succesfuldt skabt åndelig multikultur i Danmark, tværs over Atlanten.
Altså en dyb indflydelse på den danske kultur, samfundsdebat og verdenssyn, hvor moralske værdier, tankesæt og sociale bevægelser er integreret uden en fysisk sammenblanding af etnisk danske og amerikanske grupper.
Hele sætninger formuleres på engelsk, vores tv-programmer og film er infiltreret, vi dyrker helte og skurke på bedste amerikanske vis, vores livsbegivenhedstraditioner er amerikanske (babyshower og gender reveal for at nævne nogle), vi forbruger superlativer i en grad, der næsten lever op til amerikanerne, og listen fortsætter.
I nogle progressive kredse virker den amerikanske kultur til at stå stærkere end den danske. Tendenser og tematikker adopteres hurtigt, menneskemængder mobiliseres hurtigt, og Danmark fungerer som et prisme for amerikanske anliggender og debatter. Dette så vi et stærkt eksempel på under Black Lives Matter-demonstrationerne.
Rodløshed skaber modløshed
Lad os udnytte denne periode i Danmarkshistorien, denne opbrudstid, til at vække folkeånden til live. For at gøre dette er det bydende nødvendigt, at unge mennesker får et forhold til deres rødder. Rodløshed skaber modløshed, der fører til meningsløshed.
Et samfund uden mod og mening lader sine normer og kultur knægte. Det er ungdommen, der er fremtiden, og den lover ikke godt, hvis Danmark blot er et geografisk sted, de tilfældigvis befinder sig. Det skal ikke blot være dansk luft, vi ånder – nej, det skal være dansk, vi taler, på en dansk måde, vi tænker, og en dansk begrebsverden, vi erfarer ud fra.
Der er rigeligt med kræfter udefra, der ønsker at bekæmpe os, vores levevis, suverænitet og kultur; vi behøver ikke at bekæmpe os selv indefra. Vi er et lille land med et småt sprogområde, men et smukt land med en storslået historie.
Fædrelandskærligheden er undervurderet
Fædrelandskærligheden er stærkt undervurderet og er med til at sætte pris på det overleverede, der har den fantastiske egenskab, at vi som mennesker har et fundament at stå på, noget at gå ud fra. En overordnet ramme, der forbinder os med hinanden, er især vigtig for min unge generation, hvor individualiseringen for alvor har slået rod.
Den ro, der kan indtræffe, når det går op for en, at meningen med livet ikke skal redefineres og forstås på ny hver dag, ja, den ro er saliggørende. At kunne læne sig tillidsfuldt ind i overleverede sandheder, uden at skulle storme normen, er alt for få forundt.
Det er i fortiden vi forstår vores nutid
Tidsåndens fokus på rationalisme bevirker, at en tilslutning til kristendommens overleverede visdom måske er for stor en mundfuld for mange i første omgang. Heldigvis er fædrelandskærlighed også en måde at genfortrylle vores verden, en kærlighed, der kan fylde os med taknemmelighed og tro på fremtiden.
Når vi ikke kender vores rødder og historie, har vi ikke noget at sætte vores nutid i relation til. Vi ender med et snævert lige-her-og-nu perspektiv, der ikke tilbyder os megen trøst. Vi opnår heller ikke forståelse for hvad vi har at miste og dermed en lyst til at forsvare det vi har. Det er i fortiden, at vi skal forstå vores nutid, så vi kan skabe vores fremtid.
