Det er sjovt at erindre regeringens oprindelige fortælling om sig selv som de ansvarlige voksne, der med køligt overlæg tager de nødvendige beslutninger i en krigs- og krisehærget verden. Især efter at have iagttaget de seneste par uger i dansk politik.
Først har man kunnet se regeringens nye angiveligt realpolitiske linje udfolde sig i forhold til trusler fra assorterede islamiske diktaturstater og terrorbevægelser, som man forsøger at bestikke ved at fratage danske borgere frihedsrettigheder.
Jeg har tidligere set nærmere på regeringens hykleri i den henseende, der kun blev accentureret, da den ukrainske præsident Zelenskyj under sit nylige besøg erklærede, at den danske regering “forsvarer sine principper” og “ikke giver efter for frygt”.
Utvivlsomt sandt i forhold til Ukraine, men markant mindre sandt i forhold til mellemøstlige lande, der hænger homoseksuelle i kraner.
Og nu ser vi så Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der efter måneders sygemelding vendte tilbage til regeringen for kun kort efter at opdage, at Forsvarsministeriet faktisk ikke var hans ønskeposition alligevel. Han var nemlig kommet frem til, at han nok bedre kunne realisere sig selv som økonomiminister. Det var samme mand, der i sidste uge bemærkede, at “Venstre skal ikke hjem, vi skal videre”.
Men vi må forstå, at den ene faste hånd på forsvarsroret vel kan være lige så god som den anden, og selvfølgelig er det da lidt ærgerligt, at Danmark midt under en storkrig på europæisk jord har spildt et halvt års tid i et minsterium for et forsvar, der i dén grad kræver akut opmærksomhed samt sanering, men man skal jo som bekendt ikke græde over spildt mælk.
Heldigt var det dog, at Ellemann først kom til erkendelsen om, at det var træls at være forsvarsminister, dagen efter at han kunne overrække Zelenskyj 19 danske kampfly. Det havde trods alt været trist at gå glip af – selv for den kortest siddende forsvarsminister nogensinde.
Ikke dermed sagt, at Ellemanns valg var ufornuftigt. For en partiformand, der har et bagland med akut behov for pleje og en regeringsdeltagelse, hvor man skal undgå helt at stå i skyggen af to noget mere driftsikre partiformænd, er et forsvarsministerium, der traditionelt har været både arbejdskrævende og møgsagernes holdeplads – som Ellemann også selv har erfaret – nok ikke det mest oplagte valg.
Og heldigvis er vælgernes hukommelse taknemmeligt kort, så om et par uger er den mikrorokade såmænd nok nådigt glemt.
Men i en situation, hvor Europa står med den mest alvorlige konflikt på kontinentets territorium siden 1945, forekommer den ageren alt andet end voksen og ansvarlig. Det danske forsvar er i en katastrofalt ringe forfatning, og lige nu burde der være gang i en massiv og hårdt tiltrængt lynopbygning.
Vi burde som nation være i gang med at skændes om indkaldelsen af værnepligtige i forhold til fremtidigt arbejdsudbud, borgmestre skulle kræve kaserner til deres by og politikere desperat forsøge at aflevere ordrer på kampvogne, droner, skibe, eller hvad Danmark nu bedst kan bidrage til NATO’s forsvar af Europa med. Det ser vi ikke.
I stedet har vi en udsigt til at Danmark måske i 2030, hvor krigen i Ukraine formodentlig er slut på den ene eller anden måde, lever op til NATO’s krav om mindst to procent brugt på forsvar, mens landets forsvarsministerium det sidste halve år har været behandlet som noget, der – set i bakspejlet – bedst kan beskrives som et forfængelighedsprojekt af en mand, der ikke kendte sine egne evner og begrænsninger.
Hvis det er sådan, en ansvarlig kriseregering agerer, kunne det være, man skulle overveje alternativerne.
