For nylig har vi set aktivister på RUC fejre ekstreme bevægelser og intimidere deres medstuderende, mens staten står uden handling.
Med en minister fra Moderaterne er håbet om forbedring svagt, og denne kontrast i statens håndtering af egne og private institutioner truer med at underminere tilliden til staten som neutral og retfærdig aktør.
To institutioner – to standarder
Der er en afgrund til forskel mellem statens håndtering af Herlufsholm og RUC. Daværende minister Pernille Rosenkrantz-Theil gik så vidt som til midlertidigt at ville lukke Herlufsholm uden lovhjemmel, under dække af at sikre “tryghed” for børnene.
Mobning og krænkelser blev mødt med trusler om sanktioner, og staten demonstrerede sin fulde magt over for skolen, der også blev pålagt at tilbagebetale et tocifret millionbeløb.
På statens eget universitet, RUC, ser vi nu hærværksmænd og aktivister hylde Hamas-ledere med graffiti, mens jødiske studerende drives væk fra deres uddannelse, og en ansat deltager i demonstrationer, der fremkalder frygt og usikkerhed.
I modsætning til Herlufsholm bliver disse hændelser begået af voksne, herunder en ansat lektor, men staten reagerer ikke med indgreb, og der er heller ingen ansættelsesmæssige konsekvenser.
Staten stiller altså hårde krav til private, men ser stort på, hvad der foregår i egne rækker – og det selvom både Herlufsholm og RUC er ansvarlige for miljøer, hvor alle skal kunne føle sig trygge.
Statslig ansvarsforflygtigelse
Det er dybt problematisk, at staten udviser størst handlekraft over for en privat institution, mens den ignorerer lovløsheden på sin egen. RUC er ikke blot en hvilken som helst uddannelsesinstitution – den er en statsdrevet og skatteyderfinansieret.
Staten har her et særligt ansvar - ikke kun over for de studerende, men også over for alle skatteydere. Alligevel ser man til, mens universiteter – i modsætning til private skoler – får frit spil til at tolerere yderliggående aktiviteter, der ekskluderer og skræmmer minoriteter væk.
Fra Rosenkrantz-Theils jernhånd til Egelunds fløjlshandsker
Overgangen fra Rosenkrantz-Theils aktivistiske indblanding til Christina Egelunds manglende handling afslører en dyb dobbeltmoral.
Tidligere blev Herlufsholm straffet til det yderste, men nu nøjes ministeren med nogle få udtalelser uden at gribe konkret ind over for urolighederne på en statslig institution, som burde være et neutralt og inkluderende miljø.
Ministerens passivitet førte til krav om et åbent samråd. I den forbindelse udtalte Liberal Alliances uddannelses- og forskningsordfører Sandra Skalvig følgende:
“Det, Christina Egelund melder ud i den her sag, er hendes personlige holdning. Jeg har ikke hørt hende tale om, hvordan man sikre, at de jødiske studerende føler sig trygge.”
Den manglende handling fra ministeren og regeringens side står i skarp modsætning til deres engagement i symbolsager. Mens regeringspartiet Moderaterne har fokuseret deres energi på emner som et forbud mod koranafbrændinger, efterlades jødiske studerende på statens eget universitet uden den nødvendige beskyttelse.
Privat ansvar – offentlig ansvarsflugt
Det er paradoksalt, at private institutioner holdes i en ultrakort snor, mens statens egne institutioner tillades at udvikle sig til arnesteder for intimidering. Herlufsholm blev tvunget til omfattende tiltag og millionbøder – alt imens urolighederne på RUC fortsætter, endda med deltagelse af en ansat lektor.
Denne skæve og selektive tilgang til uddannelsestilsyn er ikke blot et spørgsmål om moralsk hykleri, men også et alvorligt angreb på tilliden til statens integritet.
Når staten - uden tøven - går hårdt til værks mod private institutioner, men ser igennem fingre med lovløshed og ekstremisme på sine egne universiteter, svigter den sin grundlæggende opgave som beskytter af både studerende og samfundet.
Og et samfund, hvor staten udøver magt efter forgodtbefindende over for private institutioner, men forholder sig passiv over for lovbrud på eget universitet, fører til en skævvridning.
For i et demokrati, hvor retfærdighed og lighed er kerneværdier, er det uacceptabelt, at visse institutioner undgår ansvar. Samtidig trues andre med drastiske sanktioner uden hjemmel i loven.
Ministeren bør tage ansvar og handle konsekvent mod utryghed – uanset om det er på en privat kostskole eller et statsdrevet universitet. For kun gennem principfast handling kan vi genoprette troen på, at staten er en upartisk garant for tryghed, retfærdighed og frihed i alle vores uddannelsesinstitutioner.
