H.C. Andersen har skrevet et – for ham – atypisk eventyr, Skyggen, der handler om en lærd mand, hvis skygge tager magten over ham, mens den selv fordrejer sandheden samt hovedet på en prinsesse.

Skyggen får hende til at tro, at den lærde mand er blevet gal, og at han derfor vil have glæde af at blive aflivet. Det ønske efterkommer prinsessen og gifter sig med skyggen, som hun mener er et rigtigt og lærd menneske. Og dog ved den intet uden det, dens oprindelige herre har fortalt den.

Det er en af de uhyggeligste historier, jeg kender, fordi den er så realistisk, og under det nylige tronskifte sad den konstant på min nethinde.

Mette Frederiksen ved at kvæle kongefamilien
Fra balkonscenen den 14. januar til talen i folketinget dagen efter, var det som om statsministerens person voksede i styrke og gjorde hele overdragelsen til en ubehagelig magtdemonstration, hvor der blev vendt op og ned på rollerne, og Mette Frederiksen var tæt på at kvæle kongefamilien i et dødeligt favntag.

End ikke Jens Otto Krag, som ikke nærede nogen videre respekt for kongehuset, mente, at det var ham, der var i centrum den dag, dronningen blev udråbt, og han holdt sig klædeligt til sagen - og tilbage.

Men ikke Mette Frederiksen, nej, der skulle tales endeløst om både den afgåede og den ny monark, mens hun under ledelsen af det nifoldige leve for kongen, var tæt på at slå ham ned med sine armbevægelser.

Mette Frederiksens trussel mod monarkiet
Man kunne tænke, at det ikke kunne blive værre, men det kan det altid med Mette Frederiksen, for da hun dagen efter i Folketinget skulle tale endnu engang, følte hun sig i sin gode ret til at komme med en slet skjult trussel, som faldt på følgende måde:

[Monarkiet] »står og falder med de mennesker, der løfter ansvaret. Og det hviler på en gensidig kontrakt mellem monarki og demokrati. En forståelse, der i øvrigt blev indgået mellem Kong Christian den Tiende og statsminister Thorvald Stauning for mere end hundrede år siden. 

Hvorfor benyttede Stauning ikke påskekrisen til at afsætte kongen? Var der nogle, der spurgte om dengang i 1920. Socialdemokratiet var et republikansk parti. Dengang. Men hvad svarede Stauning? Ja, han sagde såmænd, at hvis man skiftede kongen ud med en præsident – så løb man en betydelig risiko. For præsidenten kunne jo gå hen og blive … en venstremand.«

Ingen over eller ved siden af det nu kongelige, danske socialdemokrati, Stauning lever og kongehuset tilsyneladende på hans og efterfølgernes nåde. De skal bare gøre, som Mette Frederiksen siger, sørge for, at vi i dem »genkender, hvem vi er og gerne vil være. Den bedste udgave af os selv.«

Det er imidlertid ikke en rigtig udlægning af kongehusets opgave i Danmark; opgaven er konstitutionel, og det er snarere demokratiet, der står og falder med de mennesker, der bærer ansvaret for det.

Mette Frederiksen mestrer at fordreje sandheden
Det kan meget let falde med Mette Frederiksen og lignende politikere, som virkelig mestrer kunsten at fordreje sandheden i stort som småt: fra coronanedlukning og minkskandale til debatten om koranloven, hvor Frederiksen gjorde sagen til et spørgsmål om, at man ikke skal brænde »andres bøger af«.

Det var jo ikke det, der var tale om, og den »forståelse«, der blev indgået mellem Stauning og Christian X, blev til på baggrund af det pres, radikale og socialdemokrater lagde på kongen, da de udskreg ham som kupmager, hvad han altså ikke var. Stauning rådede således over gadens parlament og havde derfor overtaget.

Christian X mente, at regeringen Zahle med et meget snævert flertal førte en politik ang. Flensborgs mulige hjemvenden til Danmark, som ikke var i overensstemmelse med folkets. Derfor forlangte han nyvalg, hvilket Zahle nægtede. Da afsatte kongen regeringen og indsatte en midlertidig, indtil der kunne holdes nyvalg.

Det var Kongen, der mærkede folkets puls
Da valget kom, blev resultatet en syngende lussing til den politik, Zahle havde ført. Kongen havde altså haft fingeren på pulsen, og med sin afsættelse af regeringen havde han ikke gjort noget, som grundloven ikke gav ham ret til, og hvad der er lige så vigtigt: Han gjorde det for at styrke folkestyret.

Da han tabte det slag, tabte Danmark, for ingen regent har siden vovet at sætte sig op mod en statsminister, hvilket der kan være mange grunde til at fortvivle over, for det er jo derfor, at vi netop har måttet overvære en så kontroversiel skikkelse som Mette Frederiksen, hvis synderegister er alenlangt, snylte så skamløst på kongehuset.

Lad os derfor forestille os, at Christian Xs afsættelse af regeringen var faldet heldigt ud, og at den praksis var fortsat.

Anders Fogh snød folket for en folkeafstemning
Inden jeg begynder på Mette Frederiksens regeringsperiode, vil jeg gå tilbage i tiden til en statsminister, som regerede med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag, og som p.g.a. dette partis enorme velvillighed kunne gøre, hvad han ville, nemlig Anders Fogh Rasmussen.

Som bekendt havde han på baggrund af det franske og hollandske nej lovet en folkeafstemning om Lissabontraktaten, en afstemning, som skulle komme efter en god, lang drøftelse af traktaten. Vi fik hverken drøftelse eller afstemning, for man fik belejligt en vurdering fra justitsministeriet om, at der i traktaten ikke var tale om suverænitetsafgivelse, og et stort flertal i folketinget stemte for i 2008 uden, at traktaten havde været et emne ved folketingsvalget i 2007.

Dansk Folkeparti stemte imod, men gjorde ikke traktaten til et kabinetsspørgsmål, fordi partiet havde lovet ikke at vælte regeringen på EU-spørgsmål. Imidlertid satte Lissabontraktaten de facto EU-ret over dansk ret, charteret for grundlæggende rettigheder med bl.a. asylretten var indskrevet i den, Schengen og det dertil knyttede Europol gjordes overstatsligt.

Behøver jeg at sige, at både asylret og Schengen i dag giver os store problemer? Hvis vi nu havde fået en drøftelse med efterfølgende afstemning, så kunne landets situation i dag måske se anderledes ud.

Vort parlamentariske system mangler en bagstopper
Dette og senere forløb, hvor oppositionen har nægtet at aktivere grundlovens §42, viser, at vort parlamentariske system ikke har en bagstopper, når først partierne har bestemt sig for eller imod en given sag. Havde monarkens ret til at kræve nyvalg eller en folkeafstemning ligget og luret i baghovedet på folketingsmedlemmerne ved vedtagelsen af Lissabontraktaten, kunne det være, de ville have tænkt sig om en ekstra gang, før de hastede noget vidtgående igennem.

For selvfølgelig skulle monarken her have nægtet at skrive under med nyvalg til følge. Men p.g.a. påskekrisen vidste hun, at hun ville blive krævet afsat, hvis hun gjorde det, så det har sikkert ikke engang været inde i hendes overvejelser.

Siden har vi haft corona-nødlove, hvor grundlovens § 79 om forsamlingsfriheden blev trådt under fode, nedlæggelse af minkerhvervet uden lovhjemmel, statens uhørte indblanding i kirkelige forhold med bededagsfejden, og koranloven, som er et angreb mod ytringsfriheden.

Kongen bør kunne skride ind
Tænk, hvis monarken havde erhvervet sig både ret og pligt – som f.eks. den islandske præsident – til at sende den slags love tilbage, hvor de kommer fra, med besked om enten at gøre arbejdet ordentligt i forhold til grundloven eller afkræve en folkeafstemning?

Jeg mener selvfølgelig ikke, at monarken skal kunne afslå at underskrive enhver lov, men dér, hvor det er tydeligt, at Folketinget ikke selv lever op til sine forfatningsmæssige forpligtelser, der skal han/hun kunne have muligheden for at skride ind.

Det ville skabe en helt anden dynamik i folkestyret, det ville give en tyngde og et ansvar hos monarken, og det vil befri os fra statsministre som Mette Frederiksen, for tanken, der med det samme meldte sig hos mig, da jeg læste hendes tale om Stauning og Christian X, var denne:

Gid monarken kunne afsætte statsministeren. Nu er vi i stedet borgere i Skyggens rige.