Malthe Busk er Kontrasts mangfoldighedsrepræsentant. I Malthes Mangfoldighedsspalte vil han være klimaets, flygtningenes og de nonbinære veganeres stemme.
Jeg var nær ved at få min chili- og kødfrie chili con carne galt i halsen, da jeg hørte, at Rusland havde igangsat en militær aktion i Ukraine. “Vi vil forsøge at afmilitarisere og afnazificere Ukraine,” som den russiske præsident Vladimir Putin formulerede det torsdag.
Jeg har været indædt modstander af en enhver form for militær aggression, lige siden jeg blev gammel nok til at løfte en brosten. Jeg har demonstreret mod Golfkrigen, krigen i Kosovo, angrebet på Afghanistan, invasionen af Irak og og stormen på Syrien. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har overhældt mig selv med rød maling og råbt “I har blod på hænderne!” foran den amerikanske ambassade.
Og da jeg hørte om udviklingen i Ukraine, vidste jeg lige, hvad jeg skulle gøre: danne en fredsring om den russiske ambassade.
I denne svære og komplekse konflikt er det vigtigt, at man ikke forhastet vælger side eller fortaber sig i detaljer om, hvem der uprovokeret har invaderet hvem. Men det russiske folk fortjener at vide, at det ikke er alle danskere, der støtter op om en NATO-motiveret heksejagt mod deres stolte land.
Jeg er forperson i kunstnerkollektivet Friblødere for Fred, og heldigvis var både Gunhild og Thea-Eline med på at arrangere en performativ og intermedial politiko-artistisk manifestation kontekstualiseret omkring den russiske ambassade. Helt konkret ville de gå ned i Søstrene Grene og købe nogle fyrfadslys, som vi kunne tænde, mens vi dannede fredsringen.
Dernæst ringede jeg som Kontrasts mangfoldighedsrepræsentant til chefredaktør Mikkel Andersson og foreslog, at kantinen som en symbolsk handling kunne servere landgangsbrød med russisk salat. Det var ikke just en idé, der blev taget vel imod. Faktisk tror jeg ikke, at jeg er blevet råbt så meget ad, siden dengang jeg iført min hjemmehæklede pussyhat tog fejl af adresserne og forvildede mig ind til Nye Borgerliges valgfest.
Efter at have brugt et par minutter på at sunde mig, fortsatte jeg med at arrangere min fredsrings-demonstration. Jeg ringede rundt til resten af den anti-militaristiske danske venstrefløj, og fredag morgen stod vi klar ved den russiske ambassade på Indre Østerbro.
Foruden Friblødere for Fred deltog organisationerne Aurahealere mod Atomvåben, Nøgenbadere for Nedrustning, Kigærtedyrkere mod Klyngebomber, Landsforeningen for Pacifistiske Peristaltikere og den skandinaviske afdeling af Internationale Marxist-Leninister. Alt i alt var vi næsten ti mennesker, der var mødt frem for at skærme den russiske ambassade med vores partisaner-tørklæde-omviklede og røde-skovmandsskjorte-iklædte kroppe.
Vi varmede op til vores neutrale og upartiske demonstration ved at synge “alle dem, der ikke hopper, de hader afnazificeringen”. Vi var desværre ikke nok mennesker til en fredsring rundt om hele ambassaden, så vi nøjedes med at danne en fredsvinkel på hjørnet af Kristianiagade og den tilliggende parkeringsplads, mens vi sang ‘Kringsatt av fiender’.
Efter demonstrationen, mens vi var ved at pakke vores bannere ned i vores Christiania-cykler, mødte jeg en af mine gamle studiekammerater. Da jeg først lærte ham at kende, havde han sunde solidariske holdninger og var kasserer i Venstresocialistisk Studiekreds på KUA. Men med tiden begyndte hans holdninger at blive mere og mere besynderlige og kontrarevolutionære.
Han kunne finde på at citere Oehlenschläger eller sige, at ligusterhække var pæne. Jeg mistede kontakten med ham efter studietiden, men hørte ad omveje, at han var blevet nationalkonservativ og var begyndt at læse Jyllands-Posten.
Og nu stod han foran mig og sagde hej. Det viste sig, at han havde en aftale på ambassaden, hvor han skulle smage en god årgangsvodka og drøfte det russiske imperiums legitime ret til en udvidet interessesfære. Han fortalte, at han siden studietiden havde skiftet holdning på alle områder: Han var nu imod indvandring og for privatbilisme, imod fri hash og for udenadslære i folkeskolen. Kun på ét område mente han stadig det samme, som han gjorde, dengang jeg kendte ham: Rusland er misforstået af Vesten, og det er NATO, der er problemet.
Han ville gerne have stået og sludret, sagde han, men han måtte skynde sig ind på ambassaden. “Beluga-kaviaren spiser jo ikke sig selv,” som han sagde, mens sikkerhedsvagten åbnede porten for ham. Jeg tog mine øremuffer på og cyklede hjem til mig selv, mens jeg glædede mig over, at min gamle studiekammerat i det mindste havde bevaret fornuften på ét område.
Kan du også se pointen, så husk at følge @MaltheBusk på Twitter.
