I oktober 1972, 14 dage efter sin tiltrædelse som statsminister, var Anker Jørgensen til sit første møde i Paris med toppen af poppen i EEC, heriblandt George Pompidou og Willy Brandt. Anker Jørgensen kunne ikke gøre sig forståelig på engelsk, og han var omgivet af en snakkende K.B. Andersen og en cigarrygende, ind i mellem sovende Per Hækkerup, der ikke gjorde hans opgave lettere.
Således har de to toprådgivere, Niels Ersbøll og Jens Christensen engang fortalt til Politiken.
Danmark var trådt ind i fællesmarkedet, men allerede ved dette første møde blev emnet »unionen« rejst, og Anker Jørgensen stillede spørgsmålet, om hvad der mon lå i dette ord? Pompidou og Willy Brandt hhv. smilede og grinede, og kom åbenbart med noget løs snak om fællesskab.
Siden lagde Anker Jørgensen ved et kaffemøde sin stemme til en vedtagelse om, at medlemslandene ville stile mod en europæisk union. Han mente, at det kunne han sagtens gøre, når de andre ikke kunne definere det nærmere.
De to toprådgivere ærgrede sig over, at man ikke i Danmark tidligere havde fundet på at erstatte union med fællesskab, for så havde man undgået al den palaver i forbindelse med afstemningen om Maastricht-traktaten, som jo endte med et nej til unionen.
Mja, der er noget med EU og ordene, f.eks. også det såkaldte »nærhedsprincip«, som er blevet hevet op af hatten af Liberal Alliance op til valget til EU-parlamentet. Det vil man kæmpe for, siger topkandidaterne, Henrik Dahl og Mads Strange, og da det ser ud til, at de har ørenlyd hos de danske vælgere med det budskab, føler jeg mig kaldet til at spørge, hvordan de dog vil kæmpe for det, og om de har forstået, hvad det går ud på?
Mads Strange udtalte til Borgerlig tabloid, at Danmark f.eks. ved indførslen af den øremærkede barsel skulle have udfordret EU ved domstolen og insisteret på, at udenlandske politikere ikke skal indføre lovgivning i Danmark, som danskerne ikke støtter.
Det er en interessant udtalelse fra et medlem af et parti, som ikke engang kunne besinde sig til at udfordre den hjemlige regering ved at udløse §42 i så principielle sager som afskaffelsen af Store bededag og indførelsen af koranloven, men her er sagen den, at det vil blive overordentlig vanskeligt for nogen dansk regering at udfordre EU på nærhedsprincippet, da det rent faktisk ikke har noget med nærhed at gøre.
Udtrykket er indført af danske politikere og embedsmænd, der kloge af skade m.h.t. unionen, der aldrig bliver opfattet som et fællesskab, fordi den er en union, fandt, at det var et mere spiseligt ord for »subsidiaritetsprincippet«, som er det ord, der bruges alle andre steder end i Danmark. Og når noget er subsidiært, er det underordnet noget andet. Det er sekundært.
Subsidiaritetsprincippet beskrives i Traktaten om den Europæiske Union artikel 5, stk. 3, og det handler om kompetencedeling mellem medlemsstaterne og unionen.
Sandt er det, at de beføjelser unionen har, er den givet af medlemsstaterne, men sagen er, at medlemsstaterne allerede har givet unionen så mange beføjelser, at det sådan set er den, der bestemmer, hvornår den har kompetence til at bestemme og med passende midler at forfølge sine mål. Således står der om det højt besungne »nærhedsprincip«:
»I medfør af nærhedsprincippet handler Unionen på de områder, der ikke hører ind under dens enekompetence, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på EU-plan.«
Hvem bestemmer, hvornår medlemsstaterne ikke i tilstrækkelig grad kan finde ud af at regere over de områder, hvor de deler kompetence med unionen, så den derfor er nødt til at handle?
Det er der vist ikke andre end unionen selv, der kan bestemme, og det gør den.
Et af de områder, hvor der er delt kompetence, er det af LA højt besungne indre marked, det er end videre på områder som social- og arbejdsmarkedspolitik, miljø- og forbrugerbeskyttelse, blot for at nævne nogle få.
Så når unionen finder, at arbejdstagerne er bedre beskyttet ved at indføre tidsregistrering og mindsteløn, eller at det godt for ligestillingen med øremærket barsel og kønskvoter, eller at miljøet har godt af, at skruelågene sidder fast på flasker og kartoner, så er det alt sammen bestemt af institutionerne ved unionen i henhold til traktaten, og de kan gøre det, når de mener, at medlemslandene ikke selv kan finde ud af det.
For vor beslutningskraft er i den henseende netop subsidiær. Vi har nemlig overgivet beføjelserne til EU undtagen på de områder, hvor vi (så længe det varer) har forbehold.
Jeg synes, at vælgerne skal være opmærksomme på dette, og LAs kandidater har endnu lidt tid til at forklare, hvordan de vil kæmpe for et princip, som de vist ikke engang selv har forstået helt. Jeg venter personligt i spænding. Og så stemmer jeg i øvrigt på en EU-modstander.
