De danske landskampe ved fodbold-EM har endnu en gang vist, at nationalfølelsen er den mest værdifulde og stærkeste politiske kraft i den moderne verden.
Den mest værdifulde, fordi den bygger på følelser og på hele registret af følelser – fra afmagten og den fælles overvindelse af den til glæden over Danmark. Det, at vi deler fælles nederlag og fælles sejre, knytter os tæt sammen som folk. Vi føler noget så anakronistisk i en moderne verden som en fælles ”skæbne”.
Reelt er der tale om, at en forening – DBU – hyrer nogle individer til at spille en bestemt form for sport. Men gennem den emotionelle identifikation er landskampe meget mere: Vi er alle i samme båd.
Værdifuld er den nationale samhørighedsfølelse også, fordi den skaber en overgribende identitet. Til trods for vores forskelligheder – i profession, alder, social klasse, køn, etnicitet, hudfarve, seksualitet, religiøs og politisk overbevisning – har vi del i det nationale sammenhold.
Du kan være en del af os, hvis du vil. Fædrelandskærlighed er et spørgsmål om vilje, om pietet, om at have ild for fædrelandet og øre for modersmålet. ”Moder” og ”fader” – så stærk symbolsk kraft rummer det nationale tilhørsforhold.
Den nationale identitet står i modsætning til andre former for identitetspolitik, der er så ødelæggende, fordi de hele tiden skaber konflikter, mistillid og polarisering. Disse radikale bevægelser ønsker at dekonstruere nationalfølelsen for i stedet at barrikadere os bag den racemæssige eller seksuelle identitet, konstrueret af ressentiment: ”Vi er imod!” (Af samme grund er det mistrøstigt at se, at visse fodboldspillere under EM stadig knæler for den racistiske interesseorganisation Black Lives Matter.)
Nationalfølelsen er værdifuld, fordi vi her kan overskride vores individualisme og tage del i et kollektiv, i et fællesskab på kryds og tværs. Måske et forestillet fællesskab – men det gør ikke nationalfølelsen mindre stærk og mindre værdifuld.
Nationalfølelsen bygger på et fælles hjemland og et fælles sprog, men den bygger også på fælles symboler, ritualer, historie, traditioner, normer og adfærd – kort sagt: kultur. Vi takker guderne for, at Danmark er så homogen en befolkning. Derfor har vi ikke bare en stærk, men også meget fredelig national identitet.
Det giver os en elementær glæde ved at være sammen, men det giver os også en veludviklet evne til at samarbejde, til at finde fælles politiske løsninger, til at handle med hinanden, til at respektere de love og institutioner, den stat, vi lever under. For den er ”vores”. Det viser sig også i den lange danske historie, fra verdens ældste monarki til civilsamfundet – de mange civile bevægelser.
Danskerne bliver måske ikke europamestre i fodbold, men vi er allerede europamestre, ja, verdensmestre i lykke og tillid.
Nationalfølelsen bygger på alt det – stolthed, heroisme, ære – der søges udgrænset, fordi det anses for bedaget, reaktionært. Men nationalfølelsen er ikke en anakronisme. Tværtimod er den modernitetens stærkeste drivkraft.
Mange troede, nationalfølelsen ville forsvinde med globaliseringen. Men det modsatte skete: Nationale bevægelser, der søger at etablere deres egne stater, har været talrige som aldrig før på globalt plan siden Anden Verdenskrig.
Nationalismen overvinder også ideologierne. Kommunismen var det sidste store forsøg på at skabe en overnational identitet. Men den brød sammen, ja, kommunistiske lande førte krig mod hinanden. For nationalfølelsen trumfer til enhver tid andre mere abstrakte følelser.
Jo, der er mange, i hvert fald flere og flere, der fornægter deres nationale forankring. Men i lykkerusen i disse dage må vi spørge: Mener de det virkeligt? Og hvis det virkelig er sandt, så er der dog altid et håb om at kunne vække den slumrende patriotiske ånd. For ulykkelig er den, der ikke har et fædreland!
Man kan mene, fodbold er et overfladisk fænomen. Det er på en måde rigtigt. Men som med andre folkelige fænomener – vores musik, fester, sange, mad, klima, litteratur – er det et fænomen, der viser ned til dybet af vores folkesjæl. Hvis du lægger en finger på huden, kan du også fornemme pulsen i blodet, der vidner om de inderste hjerteslag.
Der findes andre værdifulde og stærke følelser. Men politisk set er nationalfølelsen den mest værdifulde og den stærkeste.
