23. jun. 2021

Udgivet for 1 måned og 1 uge siden

Hypertolerance, ja tak

Læsetid 6 min.
DebatHøjrefløjen har aldrig mærket noget til den liberale hypertolerance. Islamismen bekæmpes med slesk tale og friske lammefjordsgulerødder, men anti-islamismen bekæmpes på alle niveauer med stokkeslag ad libitum, skriver Kim Møller.
Foto: David Shankbone / Wikimedia Commons
Foto: David Shankbone / Wikimedia Commons

Forleden bragte Politiken en kronik af traumepsykolog Mozhdeh Ghasemiyani og terrorforsker Tore Hamming, der ville have “vores kvinder og børn” hjem fra fangelejre i Syrien. Argumentationen var den sædvanlige humanistiske, dog med en enkelt interessant tilføjelse: 

Hjemvendte Islamisk Stat-jihadister skulle ikke afradikaliseres, da det var lovligt at have “et religiøst ekstremt verdenssyn”, hvis blot det ikke “udtrykkes gennem vold”. Man skulle modvirke handlinger, ikke ideer. Målet var (hvad forskerne kaldte) demobilisering, ikke afradikalisering: “Vi vil have dem til at afstå fra vold, men ikke nødvendigvis ændre deres holdninger.”

Det giver på sin vis god mening i et liberalt demokrati. Når muslimer reciterer profeten Muhammeds ord om at dræbe jøder, blandt andet kendt fra Hamas' programskrift, så fratager man dem retten til at være troende muslimer. I den optik er det selvfølgelig problematisk, at en imam (skråstreg hadprædikant) tilbage i 2018 fik en dom for en prædiken med ordene: “Oh muslim! Se her er der en jøde, der gemmer sig, kom og dræb ham!” (cit. Sahih Bukhari 4:52:177)

Tidligere har eksperter forklaret, at man ikke kan bombe sig til demokrati. At krigen mod terror i virkeligheden skaber grobund for mere terror. Tryk avler modtryk, og kun med hypertolerance over for hadske ideologier kan man vinde anti-demokraternes ‘hearts and minds’.

Det smager lidt af Politiken-antologien Når du strammer garnet (2004), hvor diverse intellektuelle anført af Tøger Seidenfaden forklarede, at tonen i debatten og den førte udlændingepolitik i virkeligheden var grunden til, at integrationen fejlede.

Jeg er 100 procent uenig, men jeg forstår ræsonnementet, og nogle gange kunne jeg såmænd godt tænke mig at få konstruktivismens hypertolerance bredt implementeret.

Jeg har fået slettet min profil på Facebook, som jeg har opdateret flere gange om ugen gennem 13 år. Jeg har stort set ikke brugt den politisk, men den bevidste stavefejl “Rommy Tobinson” overtrådte deres “standarder angående farlige personer og organisationer”. Få timer før nedlukningen tog jeg kopier af terrorsigtedes profiler, herunder billeder af usløret Islamisk Stat-sympati. De er her to måneder senere stadig online. 

Højrefløjen har aldrig mærket noget til den liberale hypertolerance. Toneangivende meningsdannere på højrefløjen udrenses en efter en på sociale medier. Da jeg endelig fik mig taget sammen til at forsøge mig med SoMe-alternativet Parler, anbefalet af en illiberal ekspræsident, havde Google Play og Apples App Store allerede lukket for download.

Tolerancen er ensrettet. Enhedslistens Rosa Lund, der for år tilbage var talsmand for en hærværksaktion mod Sandholmlejren, spurgte forleden i Folketingets Retsudvalg justitsminister Nick Hækkerup (S), hvorvidt der var påbegyndt en strafferetlig efterforskning af Generation Identitær for en bannerhappening i Metroen. Et par dage senere blev justitsministeren kaldt i samråd af Sikandar Siddique, om hvad regeringen ville gøre for at stoppe hadforbrydelser mod muslimer baseret på en historie fra Kastrup, hvor en ophidset beruset mand skændtes med et muslimsk par. Intet er tilsyneladende for småt.

Hvis man kunne kvæle anti-islamismen med repressive tiltag, så var det for længst sket. Hvor islamismen bekæmpes med slesk tale og friske lammefjordsgulerødder, så skal anti-islamismen bekæmpes på alle niveauer med stokkeslag ad libitum. Ikke ulig de adfærdsregulerende tæsk, som den brutale fængselsinspektør tildeler Paul Newman i 1967-filmen Cool hand Luke: 

"What we've got here is failure to communicate. Some men you just can't reach."

Om et par måneder skal jeg i retten, fordi jeg sidste år lagde et billede online af et fransk terroroffer. I sidste uge så jeg endnu værre billeder af 5-10 døde palæstinensere i en af de store danske pro-palæstinensiske grupper på Facebook. Det giver ingen retssag, og det giver heller ingen sletning fra Facebook. 

Straframmen for min sag er tre års fængsel (§ 264 d, stk. 2), svarende nogenlunde til det, en hjemvendt Islamisk Stat-jihadist forventes at få, når eller hvis de engang kommer for en dommer. At køre over for rødt i for høj fart uden kørekort og dræbe en yngre kvinde blev for nylig takseret til 80 dages samfundstjeneste. Det kan jeg håbe på.

Højrefløjens grimme ord og ubehagelige billeder straffes hårdt på alle niveauer, og det, der for venstrefløjen og islamisterne er almindelig aktivisme, kan nemt få afgørende indflydelse på dit personlige liv. Fulderikken fra Kastrup Havn er jaget vildt og risikerer at miste sit job, fordi en sharia-aktivist fra en Qatar-finansieret stormoské iscenesatte en viral historie. Proportioner er kun noget, der tales om, når et ikke-islamisk land forsvarer sig.

Ingen taler om at omklamre anti-islamister med tolerance. Demobilisering som begreb giver slet ikke mening i forhold til højrefløjen, da det forudsætter en form for ideologisk betinget voldelighed. Den værdipolitiske højrefløj har været jaget vildt i årtier, og hvis det nogensinde har været et forsvar for demokratiet, så er vi et helt andet sted i dag.

Det er ikke frygten for vold. Det er frygten for politisk dissens. Det er sjældent, der sættes ord på, men analysebureauet Analyse & Tal fremlagde forleden resultatet af en større undersøgelse af debatten på Facebook, og her stod det ordret:

“Udgangspunktet for denne analyse er dog ikke blot at detektere ytringer, der i juridisk forstand er strafbare, men at pege på ytringer, der kan medvirke til at afskrække borgere fra at deltage i den demokratiske debat.”

I konklusionen defineres de lovlige, men problematiske anti-islamiske og anti-feministiske kommentarer som “udemokratiske strømninger”. Højrefløjens holdninger afholder personer med “beskyttede karakteristika” fra at deltage i debatten, og således blev gold DDR-agtig censur til en velsmagende jordbærbelagt lagkage med minaretformede lys. 

Med en Grundtvig-parafrase: Der er ikke lighed for Lars såvel som for Taymullah.

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årligt 1.200 kr.

357 kr.

249 kr.

For 3 måneder

Køb inden d. 15. august, hvor tilbuddet slutter.

Månedligt 119 kr.