Europa er en idé. Goethe hævder, at ”Idéen om Europa er født af tanker udvekslet mellem Rom og Santiago de Compostela.” Rigtignok har vi siden tidlig Middelalder rejst over hele kontinentet og undervejs altid fundet kirker i enhver by eftersom vi alle er kristne. Men vi har aldrig været et europæisk folk eller en europæisk nation. Derfor findes der ingen europæisk identitet.
Sidstnævnte forsøger man i EU at afbøde for ved at indføre værdier, der skal knytte os sammen. Værdier er kunstigt skabte til formålet og kan altid udskiftes med nye. Under huden eller ind i hjertet kommer værdier aldrig. For et folk er knyttet sammen i et skæbnefællesskab - på godt og ondt - med samme bånd som mellem mor og barn. Et folk er ikke beboere i en andelsboligforening, der lever efter samme regler (værdier).
Derfor var det noget vrøvl, når de talende klasser for år tilbage påstod, at borgere i København havde mere til fælles med indbyggere i tilsvarende hovedstæder, fx Amsterdam, og kun mindre til fælles med danskere i Skanderborg. Det var indbildning, for københavnere og skanderborgensere har selvfølgelig et uløseligt fællesskab som tilhørende samme folk.
Jeg selv har også en rem af huden. Som helt ung troede jeg på identitet som et kinesisk æskesystem: først europæer, dernæst dansker og endelig københavner. Men det passer ikke, det fungerer snarere omvendt.
Gennem knap 25 år har jeg boet og arbejdet i Frankrig. Mine børn har gået i fransk børnehave og i kommuneskolens mindre klasser. De afsluttede Frankrig med 9. klasse, inden gymnasium og kostskoleophold i Danmark. Jeg holder meget af mit værtsland og af franskmændene. Jeg er fortrolig med det franske samfund, dets kultur og relationer mellem mennesker. Jo, jeg begår mig lige så hjemmevant i Frankrig som i mit eget land. Og jeg er taknemmelig for alt, Frankrig har givet mig.
Alligevel bliver jeg ikke fransk.
Jeg kan ikke forestille mig at ansøge om fransk pas, for jeg er ikke fransk. Ved danske middagsselskaber får jeg ikke sjældent spørgsmålet om jeg har fransk statsborgerskab - nærmest som var det medlemskab af en sportsklub. Nej, svarer jeg: jeg er dansk langt ind i sjælen (dansksindet) og et statsborgerskab er dybt personligt. Enhver, der kender til det slesvigske spørgsmål, forstår hvad jeg sigter til.
Vi ved fra historien, at de gamle vikinger i udenlandsk sold ville hjem - lige som laksen, der til sidst svømmer op ad elven. Efter langvarig tjeneste hos kejser eller kalif ville vikingerne nordover, uanset hvor materiel god en tilværelse de end havde opnået. Traditionen er fortsat lige siden med verdensmanden Bertel Thorvaldsen (1770 - 1844) som et fremtrædende eksempel.
Jo mere internationalt, man lever, jo mere national forbundet bliver man. Danskheden er et nødvendigt anker for at kunne leve i andre kulturer. Ligesom man i følge Biblen taber sig selv, hvis man taber forholdet til sine forældre, gælder det samme for tab af sin nationalitet.
Nationalisme er svær, måske ligefrem umulig at definere. Alle har en mening om den - hvad enten, man er tilhænger eller modstander. Men det ændrer ikke på, at der ikke kan opnås enighed om en afgrænsning. I Frankrig forsøger præsident Macron at omgå diskussionen ved at lægge afstand til nationalisme og samtidig rose patriotisme, uden at vi bliver nævneværdigt klogere.
Somme tider kan nationalisme være så hensygnende, at man tror den ikke længere eksisterer. Andre gange blusser den op på ny. Til det kommende EU-parlamentsvalg synes nationalisme - som vi altså ikke kan definere entydigt - at blive retningsgivende. Hver fugl synger med sit næb som bekendt. Forskellighed til trods må der være en formodning for, at det massive flertal af vælgerne er ordentlige og ansvarlige mennesker. Og de skal respekteres, ikke udskammes.
Det nuværende EU ignorer, at vi er forskellige folk og hælder lak ud over os alle. Lakken er af det særlige mærke: ‘værdier’, som tilsyneladende forventes dels at kunne nedtone national etnicitet, dels at være stærk nok til at binde Gud og hver mand sammen. Men Europa er en idé som Goethe hævder.
På samme måde som det er träumerei, hvis man tror, at der nogensinde kan skabes kvalitetsvin i Danmark. Danske vinranker har dårlige betingelser, fordi der ikke er sol og varme til modning af druer som i Syd- og Mellemeuropa. Danskproduceret kvalitetsvin forbliver en drøm, ligesom idéen om at gøre alle Europas folkeslag til et folk.
