Min baggrund for at tale ved denne høring om aktivisme på universiteterne er, at jeg i 25 år var ansat på Københavns Universitet som adjunkt og efterfølgende lektor. En stilling, jeg opsagde i oktober sidste år af grunde, der har med lige præcis denne hørings emne at gøre.

Det har været et fast tilbagevendende refræn fra mange, at der ikke findes problemer af betydning med aktivisme på de danske universiteter. Det hørte vi fx flere politikere sige, da V137 skulle diskuteres i Folketinget for et lille år siden. Nok var der måske problemer visse steder i udlandet, hed det, men herhjemme var det stort set ikke værd at tale om. Her var der angiveligt kun lagt pres på universiteterne udefra, fra erhvervsliv, fonde og politikere.

Det var – og er – jeg selv stærkt uenig i. For jeg havde med egne øjne set problemerne vælte ind ad døren også herhjemme allerede siden foråret 2018, hvor jeg gik ind i debatten netop pga. et åbent brev til de danske universitetsrektorer, som uden nogen form for dokumentation hævdede, at der fandtes sexisme og grænseoverskridende adfærd i snart sagt hver en krog på de højere læreanstalter. Og at der straks skulle gøres noget ved det.

Kort tid efter vedtog min egen daværende arbejdsplads et nyt sæt adfærdsregler, som en form for imødekommelse af kritikken. Regler, der så igen senere blev revideret, eftersom de på flere punkter viste sig højst problematiske i forhold til den akademiske frihed og den enkelte ansattes retssikkerhed, fordi man pr. definition skulle tage udgangspunkt i den krænkedes subjektive oplevelser og ikke i den objektive virkelighed.

Siden har debatten bølget frem og tilbage. Og i forsommeren sidste år kulminerede den så med Folketingets vedtagelse af det aftalepapir, V137, hvis betydning og mulige virkning, vi bl.a. er samlet for at diskutere i dag.

Konkrete eksempler på knægtelse af ytringsfriheden i akademia
I forbindelse med V137’s vedtagelse var jeg en af de få universitetsansatte, der forsvarede aftalepapiret og mente, det var både nødvendigt og rettidigt. Ud fra min indbakke at dømme var der en del kollegaer, der mente det samme, men mange af dem, jeg har været i kontakt med – både omkring dette papir og omkring problemerne med aktivisme og identitetspolitik og cancel culture i det hele taget – havde ikke lyst til at stå frem. Hvilket vel i sig selv bekræfter, at her er altså et problem.

For at komme med noget konkret dokumentation for problemets eksistens, skrev jeg en kronik i Politiken under overskriften: ”Her er fem eksempler på, hvordan cancel culture truer forskningsfriheden”. Eksemplerne var følgende:

1. En forsker indsender en artikel til et videnskabeligt tidsskrift om et kunstværk, hvori der indgår en sexscene, som man ikke kan afgøre om er voldtægt eller ej. En fagfællebedømmer kræver, at forskeren skal skrive, at det, der foregår, er voldtægt, selv om der ikke er fagligt belæg for at sige det.

2. En forsker indsender en forskningsansøgning med det formål at få finansieret et forskningsprojekt. Forskningsprojektet har intet med køn at gøre. Alligevel får forskeren en negativ bedømmelse af fagfællebedømmeren for ikke at inddrage et kønsperspektiv i projektet.

3. En forsker deltager i en forskningsdiskussion om diskrimination og får at vide, at han ikke kan udtale sig, fordi han er en hvid mand.

4. En velrenommeret forsker, der har været kritisk over for de identitetspolitiske og aktivistiske strømninger, skal deltage i en paneldebat. To andre forskere siger, at de ikke vil sidde i panelet, hvis han også skal sidde der, og at det er ’dem eller ham’.

5. På et dansk universitet rundsender en gruppe forskere og studerende en skrivelse til alle medarbejdere, hvori det hævdes, at der på stedet er store problemer med institutionel racisme. Ledelsen opfordres til at tage en række initiativer, fx nedsættelse af en komité med vidtgående beføjelser til at adressere institutionel racisme og dens manifestationer inden for institutionen (inklusive ansættelse, bedømmelse, undervisning, pensumvalg, feedback osv.). Ser man nærmere på, hvad 'pensumvalg' indebærer, forklarer forfatterne bag skrivelsen, at der skal være fokus på diversitet i pensum og inklusion af tekster af forskere med minoritetsbaggrund og marginaliserede grupper, specielt med forskelligartet etnisk baggrund. Der angives dog ingen definitioner på institutionel racisme eller lignende begreber, og der anføres ingen empirisk begrundede argumenter relateret til faktiske problemer på universitetet. Til gengæld bruges identitetspolitiske slagord som ’hvidhed’ og ’mikroaggressioner’ i flæng.

Jeg tilføjede desuden et selvoplevet eksempel fra en forskningskonference inden for mit eget fagområde, skandinavistikken, hvor en keynoteforelæsning, som jeg var blevet indbudt til at holde – om et emne, der var aftalt med arrangørerne – blev mødt med kollektiv fordømmelse fra de forskellige statusgrupper på konferencens sidste dag. En fordømmelse, som jeg ikke var blevet informeret om ville komme, og som jeg heller ikke blev givet nogen mulighed for at svare på.

De seks eksempler, inklusive mit eget, som jeg ellers selv syntes var ret tungtvejende og talte deres eget sprog, gjorde dog tilsyneladende ikke det store indtryk på skeptikerne. Og sådan har det mere eller mindre været hele vejen igennem. For det er som om, at hver gang nogle af os, der faktisk har erfaringen inde på livet, går ud og objektivt bevidner problemets eksistens – ofte med store sociale og kollegiale, ja, sågar professionelle, konsekvenser – bliver det fuldstændig ignoreret. Og igen og igen skal man høre refrænet om, at den slags måske nok findes i udlandet, men ikke her. Slet ikke.

Min doktordisputatssag som prototypisk eksempel på cancel culture
Jeg håber det nye eksempel, jeg vil komme med her i dag, kan være med til at ændre på den opfattelse. Eksemplet vedrører min egen person, nærmere bestemt den sag om min doktordisputats, som i øjeblikket kører ved Københavns Universitet – apropos det jeg sagde med professionelle konsekvenser. For at give indtryk af, hvordan den aktivistiske ånd opererer også herhjemme – og endda for fuld skrue – vil jeg give et forholdsvis udførligt referat af denne sag, som direkte førte til, at jeg blev nødt til at opsige min stilling som lektor sidste efterår. Som sagt efter 25 års fast ansættelse.  

Sagen begyndte d. 20. oktober 2021, hvor Dagbladet Information slog en stor artikel op på forsiden af papirudgaven af avisen, hvor jeg blev anklaget for plagiat i min debatbog Køn og identitet – et spadestik dybere. Det viste sig, at artiklen kun var første del af en hel serie, hvor jeg i artikel efter artikel blev anklaget for plagiat i flere af mine bøger. Vel at mærke uden, at der ét sted i nogen af artiklerne blev leveret begrundelse for, at jeg skulle have gjort mig skyldig i de meget alvorlige anklager, som var fremhævet i samtlige overskrifter. Højst var der – når man læste ned i artiklerne – tale om, at jeg måske/måske ikke havde sjusket med et par henvisninger i forhold til nogle få leksikonopslag og et par avisartikler (noget, jeg i øvrigt selv bestred og til stadighed bestrider).

Det sluttede dog ikke med det. For allerede mindre end 24 timer efter, at den første artikel havde været på, meddelte et menigt medlem af mit doktorbedømmelsesudvalg – under foregivende af, at hun havde været formand for udvalget – at hun nu ville tage initiativ til, at universitetet plagiattestede hele min 1300 sider lange doktordisputats fra 2015. Det skete på baggrund af, at jeg i den første artikel i Informations serie havde svaret ’ja’ på journalistens spørgsmål om, hvorvidt jeg kunne finde på at bruge den slags metoder i min forskning – dvs. det, som avisen kaldte plagiat og jeg selv kaldte legitim parafrase.

I betragtning af, hvor alvorligt det må siges at være at bede et universitet om at plagiatteste en afhandling, man selv har været med til at godtage for doktorgraden seks år tidligere (med de forpligtigelser, der hører med hertil), virker det mildest talt besynderligt, at man på rekordtid når at diskutere sagen (bedømmelsesmedlemmerne bor endog i hvert sit land), træffe beslutning om at indsende en anmodning om test til fakultetet, og effektuere den. Det var meget svært ikke at få den tanke, at indsatsen havde været forberedt og koordineret på forhånd.

Mistanken om, at der indgår en udtalt bias i sagen, blev bestyrket, da det menige medlem af mit bedømmelsesudvalg samme dag i Jyllands-Posten blev ved med, i strid med realiteterne, at insistere på, at hun havde været formand for bedømmelsesudvalget – ja, endog hævdede at hun kunne dokumentere det (hvilket jeg har sort på hvidt fra min korrespondance med J-P-journalisten). Hvorfor denne iver for at fremstå som formand? Muligvis fordi det ville have set noget underligt ud, hvis et menigt medlem af et bedømmelsesudvalg tog initiativ til et så voldsomt skridt. Allerede samme formiddag havde vedkommende da også fået resten af bedømmelsesudvalget, inklusive formanden, med på at sende en sådan anmodning afsted til mit fakultet. En henvendelse, som efter sit indhold havde karakter af en generel ’fisketur’ uden nogen konkrete eksempler på mulige problemer, udformet af det udvalg, der selv havde antaget afhandlingen, og således kunne formodes at kende den.

Det skal, for at man kan få en fuld belysning af sagen, nævnes, at det pågældende bedømmelsesudvalgsmedlem i 2020 var med til at underskrive en erklæring om, at jeg skulle trække mig fra kulturinstitutionen Det Danske Akademi, hvor vi begge er medlemmer, pga. min medvirken i debatten af MeToo og identitetspolitik. Og at hun i den efterfølgende debat om Akademiet og min egen person flere gange var ude i pressen med særdeles kritiske udtalelser om mig og mit engagement i debatten. Nogen helt uvildig person kan hun altså næppe siges at være.

Hvordan man end vælger at fortolke forløbet, så blev resultatet, at jeg d. 25. oktober sagde min lektorstilling på Københavns Universitet op, da jeg måtte erkende, at jeg under de omstændigheder ikke ville være i stand til at gå ud og undervise studerende fremover. En erkendelse, der kun er blevet bestyrket af de interviews, Uniavisen bragte med studerende efterfølgende, hvor flere tilkendegav, at de følte sig usikre over at skulle undervises af sådan en som mig. Altså sådan en, sagt lidt ironisk, der har varetaget sit job upåklageligt i 25 år.

Endelig er der, som det sidste, Det Humanistisk Fakultets håndtering af sagen. Det har således undret mig meget, at man i sagen om min doktordisputats valgte at gå helt udenom de procedurer, der – mig bekendt – er de normale. Nemlig at man, hvis man har mistanke om tvivlsom videnskabspraksis eller uredelighed, sender en anmeldelse til Praksisudvalget med konkrete henvisninger til, hvor man mener, der muligvis er problemer.

Det skete ikke her, hvor dekanen valgte straks at imødekomme den løst formulerede anmodning fra mit bedømmelsesudvalg og igangsætte en plagiattest og undersøgelse af min afhandling fra A til Z – og sågar melde dette ud på Twitter. Ligesom der, skønt den elektroniske plagiattest, som udvalget havde bedt om, intet suspekt viste, blev iværksat en yderligere granskning. Oven i købet havde dekanen hyret en af mine nærmeste kollegaer, der altså sad tre måneder dør om dør med mig på kontorgangen og gravede og pillede i min afhandling, mens jeg intetanende gik på arbejde og underviste og vejledte studerende for at føre mit job til ende. I sig selv nærmest vanvittigt at tænke på, synes jeg.

Jeg har meget svært ved at forstå fremgangsmåden, for nu at sige det mildt. Og jeg mener absolut ikke, det er i orden, at man som ansat ved et dansk universitet kan risikere at blive undersøgt på denne måde, dvs. uden at der foreligger konkrete bekymringspunkter, blot fordi der er stor medieopmærksomhed om sagen. Slet ikke, når denne medieopmærksomhed – som det er tilfældet i min egen sag – ser ud til at være kædet sammen med nogle overophedede værdidebatter i offentligheden, og derfor ikke kan siges at have en strengt faglig og saglig begrundelse. Uanset hvad, så mener jeg, at fakultetet burde have indset, at der var en mulighed for, at dette her handlede om andet og mere end min akademiske forskningspraksis, og derfor desto mere standhaftigt have bedt udvalget fremsætte konkrete bekymringspunkter. Frem for, som det skete, at komme med en fuldstændig løs og generel anmodning.

Skal hele Den Store Danske Encyklopædi da også plagiattestes?
Hvad er der så i sagen? Hvad kom der frem i den rapport, en af mine nærmeste kollegaer har brug tre måneder på at frembringe om de som sagt ingenlunde i sig selv alarmerende fem procents tekstsammenfald, som den elektroniske test viste? Har jeg så rent faktisk visse steder gjort mig skyldig i de alvorlige ting, jeg er blevet mistænkt for, for det er jo selvfølgelig en mulighed, man bliver nødt til at have med i overvejelserne, uanset fremgangsmåden?

Det vil jeg lade op til andre om at vurdere. Men selv har jeg temmelig vanskeligt ved at se det. Der er ikke tid til her at gå ned i alle detaljer i rapporten (skulle nogen være interesseret, gør jeg det dog gerne når som helst). Blot skal jeg gengive, hvad der ser ud til at være det alvorligste kritikpunkt, nemlig påstanden om, at jeg skulle have plagieret et par linjer fra Den Store Danske Encyklopædi. Rapportens forfatter skriver, at jeg i det pågældende eksempel citerer uden citationstegn og uden overhovedet at nævne kilden, der, hedder det videre, principielt kan være den tysk-amerikanske psykolog Erik Eriksons engelsksprogede værk Identity. Youth and Crisis, men sandsynligvis pga. oversættelsen og sammenbindingen af citaterne er taget fra et opslag om håb i encyklopædien, hvori Erikson nævnes.

Lidt længere fremme i redegørelsen hedder det, at der tales om psykologen Erik Erikson i konteksten, men der er i øvrigt ikke angivet nogen kilde. Det fremgår, lyder det videre, af sammenhængen, at der er tale om et citat uden citationstegn – formentlig fra Den Store Danske Encyklopædi. Endelig tilføjes det i rapporten, at mønstret på samme side er det samme – forlæggets, altså encyklopædiens, omhyggelige brug af citationstegn og kreditering med forfatter, kilde på engelsk og dansk og årstal forsvinder og alene enkelte citationstegn om dele af citatet står tilbage.

For at gøre en lang historie kort, så viser det sig faktisk, at det i det anførte eksempel er Den Store Danske Encyklopædi, der har plagieret – hvis man nu absolut ønsker at bruge så stærkt et udtryk om noget, der er så bagatelagtigt. Det er med andre ord Den Store Danske Encyklopædi, der har undladt citationstegnene omkring en af de sætninger, rapportens forfatter beskylder mig for ’principielt’ at kunne have plagieret herfra. Sætningen er således fuldstændig identisk med Eriksons egen originale i den danske Erikson-oversættelse, som også jeg bruger (hvilket man kunne have forvisset sig om ved et enkelt kig i min litteraturliste). Det må vel så, ifølge denne pedantiske og uhyre nidkære udlægning af god videnskabspraksis, give anledning til en plagiattest af hele encyklopædien – eller hvad? Jeg håber, de fleste besindige mennesker kan indse om ikke vanviddet, så i hvert fald komikken i dette.

Det var altså noget af det alvorligste, man kunne komme frem til efter at have brugt jeg ved ikke hvor mange ressourcer, i sparetider oven i købet, på at grave og pille i min seks år gamle afhandling. På foranledning af en kollega, der har vist gennem længere tid gerne at ville mig til livs pga. min deltagelse i krænkelsesdebatten på den kritiske side. Igen: Andre må jo vurdere det efter deres eget skøn. Men i mine øjne er der ingen tvivl om, at det, jeg har været udsat for, intet har med rimelig saglig og nøgtern kritik at gøre. I stedet har der været tale om en i bund og grund ideologisk betinget klapjagt på min person med det formål at få mig endegyldigt cancelleret ved at fratage mig min doktorgrad. En klapjagt, som min egen arbejdsplads gennem et kvart århundrede, uafvidende vælger jeg at tro, har arbejdet med på.

Gør som franskmændene – stop det!
Tja, sådan er det at være universitetsansat i dag, hvis man ikke retter ind. Da man ikke var lykkedes med at lukke munden på mig gennem diverse angreb i alskens fora og medier – der for mig at se ofte virkede ganske velorganiserede og velkoordinerede – gik man skridtet videre og beklikkede selve min grundlæggende faglige kompetence. Sådan at jeg ikke havde mulighed for med den nødvendige lærerautoritet at gå ind i et klasserum og undervise studerende. Det er, set fra mit udkigspunkt, sådan tingene hænger sammen.

Skulle jeg på disse præmisser kunne gå ud og stille mig foran en flok studerende, der nu ikke længere kun var nervøse for at skulle undervises af hende, de havde fået at vide havde forkerte politiske meninger, men også lavede alvorlige fejl, grænsende til det kriminelle, på det helt elementære faglige plan? Nej, det kan enhver med fornuften i behold vel nok sige sig selv er komplet umuligt. Ergo var der ingen anden udvej for mig end at sige min stilling op.

Summa summarum: Jeg synes ærlig talt, det er en hån at blive ved med at skulle høre på, at problemet med aktivisme og identitetspolitik ikke findes herhjemme. Det gør det i høj grad, som mit eget tilfælde vidner om. Min sag viser med al tydelighed, synes jeg, at den aktivistiske cancel culture ikke længere kun er et udenlandsk fænomen. Den er i nok så høj grad et dansk fænomen. Og ikke mindst politikerne her på Christiansborg gør klogt i at være opmærksomme på det – og også parate til at handle på det. Som man netop gjorde med V137, der – og det er glædeligt, synes jeg – blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Det her handler nemlig ikke om parti- eller blokpolitik, men om, som socialdemokraten Hartvig Frisch formulerede det, at slå ring omkring demokratiet og dets bærende institutioner, herunder universitetet.

For mit eget vedkommende er løbet kørt. Jeg er, kan man sige, den danske Kathleen Stock – dvs. en universitetsansat, der gennem massiv udskamning og mobning og forfølgelse tvinges til at sige sin stilling op. Men jeg kunne virkelig, virkelig ønske for mine pressede kollegaer derude, som knap tør åbne munden af rædsel for, hvilke sanktioner der efterfølgende kunne ske at regne ned over dem, hvis de sagde den nye aktivistiske elite imod, at nogen tog skeen i den anden hånd og satte en effektiv stopper for det.

Her mener jeg, man burde skele til Frankrig, der som det eneste europæiske land på den vestlige side af det gamle jerntæppe, er gået offensivt til modværge mod problemet. Det er efter min opfattelse dét, der må og skal til, hvis universiteterne ikke selv kan finde ud af at efterleve den kontrakt, de har indgået med samfundet om at lave videnskab og ikke politisk aktivisme, endog samfundsundergravende aktivisme. Og det har de, set ud fra mit perspektiv, ikke indtil videre haft det store held med. Man bør i Danmark kigge sydpå og lade sig inspirere af, hvad de gør fra Macron-regeringens side for at bekæmpe fænomenet. Så er der måske stadig håb forude for os.

Ukrainesituationen viser med al mulig tydelighed, at der er grund til at vi tager os gevaldigt sammen og styrker vores eget værdigrundlag her i den frie verden. Vi synes jo knapt nok længere at vide, hvad det er, vi forsvarer. Er det, sat på spidsen, retten til frihed – eller er det retten til antidemokratiske aktivismedomstole og radikalfeministisk transdiktatur? Jeg håber, det er det første, men frygter at det, i hvert fald for nogles vedkommende, mere er det sidste.