Debat

20.10.21

Kritik af et tværpolitisk fejlgreb

Fornuft handler om at tage hinandens argumenter alvorligt, men borgerlige debattører efteraber desværre en terapeutisk debatform, vi ellers kender fra venstrefløjen, skriver Jørgen Dalsgaard i sin kritik af Mikael Jalving, Douglas Murray m.fl.
Illustration: ‘Science is Measurement‘ af Henry Stacy Marks (1879).
Illustration: ‘Science is Measurement‘ af Henry Stacy Marks (1879).

Mikael Jalving forsøgte i sit blog-indlæg i Jyllands-Posten ‘Derfor elsker vesterlændinge arabere’ at afsløre de skjulte bevæggrunde hos feminister og mellemøstforskere. I tilknytning til en Facebook-kommentar af religionsforskeren Thomas Hoffmann og en bemærkning af psykologen Jordan B. Peterson gik Jalving ud fra, at ”det er følelserne under overfladen, der er udslagsgivende”, og at vi derfor bør bevæge os ”fra det politiske over i det psykologiske”. Det underliggende menneskesyn blev formuleret således, ”at vi ikke alene er forstandsvæsener, men sandelig også følelsesvæsener”.   

Nu har både Jalving, Hoffmann og Peterson udtrykt mange fortræffelige indsigter gennem årene. Men jeg forstår generelt ikke pointen i at psykologisere sine politiske modstandere, og jeg vil i det følgende forklare hvorfor. 

I en naturvidenskabeligt præget civilisation kan det være højst fristende at omtolke sine uenigheder med andre mennesker til en teknisk eller terapeutisk udfordring. Den refleksionsbevægelse, hvor man selv indtager observatørens distancerede position, kan virke som en hurtig smutvej til en slags intellektuel jackpot. I virkeligheden er det imidlertid slet ikke nogen bekvem position at skulle svæve over vandene og være den, der afslører de ubevidste årsager til, at andre ræsonnerer, som de gør. 

Det grundlæggende trick er så simpelt, og risikoen for paradokser og selvbedrag så overvældende, at man må undre sig over, hvor mange der går i fælden. Det virker nøjagtigt, som da skakmesteren Bent Larsen engang bemærkede, at ingen fornuftige mennesker i en given position spiller et bestemt træk – og åndrigt fortsatte: ”Men der er nu alligevel mange”. 

Forhastede konklusioner
Mikael Jalving udfører terapeut-tricket, når han mener at vide, at venstrefløjens eftergivenhed over for islamisk pression stammer fra skjulte dominanslængsler: ”Venstrefløjens kvinder vil domineres. Venstrefløjens mænd vil dominere (gennem andre)”. Jeg synes, man hører analyser af denne type alle vegne, men jeg aner ikke, hvad man skal sige til dem. Teorier om, at folk mener noget andet end en selv, fordi de vil domineres – eller fordi de har menstruation, eller fordi de har en fobi eller en indre svinehund – kan lyde enormt overbevisende i en sen nattetime. Men man bør nogle gange sove på sine evidensoplevelser og måske abstrahere en smule fra den sejrssikkerhed, man kan snakke sig ind i med ligesindede.

Et yderligere problem er, at der ligger en tendens til selvgendrivelse i den slags amatørpsykiatri. Når Jalving hævder, at det for den traditionelle mellemøstforsker er ”følelserne under overfladen, der er udslagsgivende”, vil det være meget naturligt at indvende, at dette er en fin analyse, men hvad har mon været ”udslagsgivende” for den? 

Sådan noget kan lyde som logisk drilleri, men kan hurtigt få filosofisk og politisk tyngde. Jalving kan godt svare, at også hans eget blogindlæg er motiveret af ”følelserne under overfladen”, men det virker temmelig absurd. Så han må vel nok svare, at han selv skiller sig ud fra de berørte mellemøstforskere, derved at hans synspunkt til forskel fra deres er rationelt motiveret. 

Men herved afsløres det, at der fra starten lå en indbygget tvetydighed i det menneskesyn, der blev lagt til grund for analysen. Når Jalving erklærede, ”at vi ikke alene er forstandsvæsener, men sandelig også følelsesvæsener” - ja, så var den første del af sætningen møntet på ham selv, den anden del på hans politiske modstandere. Der er altså foregået en slags rollefordeling i menneskesynet, så nogen indtager en privilegeret position i forhold til nogle andre. Og så kan vi jo ellers bare vente på det fatale øjeblik, hvor en venstreorienteret psykoanalytiker stempler ind og betvivler Jalvings rationelle motivation ud fra et angiveligt endnu højere refleksionstrin.

Klog på fravær af klogskab
Hver gang man hører nogen tale dårligt om menneskets fornuft, vil man gøre man klogt i at huske på følgende citat af Friedrich Nietzsche: ”Den, der foragter sig selv, agter dog hermed sig selv som foragter”. 

Der er noget lumskt over at gøre sig klog på menneskets manglende klogskab, fordi man selv er et menneske og tenderer imod at løfte sig selv, idet man taler sit emne ned. Det paradoksale ligger i, at et jeg skal optræde som genstand for sin egen erkendelse. Der er stor risiko for at fare vild, når man tænker over forholdet imellem jeget som henholdsvis reflekterende og reflekteret. Et typisk fatamorgana går ud på, at det første fremstår som mere frit og fornuftigt, det andet som mindre frit og fornuftigt, end det rimeligvis kan være tilfældet. Så får man en bumpet vej til erkendelse, hvor det hele tiden virker, som om man netop nu er vågnet op og påbegynder det hele forfra: Før forstod man ingenting, nu forstår man alt.

Men hvorfor optræder man overhovedet som terapeut i den politiske debat? Hvad er den praktiske hensigt med at afsløre de dunkle kræfter bag forekomsten af sådan noget som andre synspunkter? Her er det iøjnefaldende, at man bevæger sig faretruende tæt på at være på kollisionskurs med det moralske grundprincip, som Kant formulerede således, at man aldrig må behandle andre udelukkende som midler til et mål. Hvis man leder efter noget lig et tandhjul, der får andre til at tænke, som de gør, må logikken vel være, at man vil justere på tandhjulet for at retlede deres tanker? 

Imidlertid er det som oftest også iøjnefaldende, at de skjulte årsager, der peges på, er alt for komplekse til på nogen meningsfuld måde at kunne justeres af dødelige mennesker. Hos Jalving er der tale om sådan noget som feminiseringen af de vestlige samfund i almindelighed, men et endnu bedre eksempel finder man faktisk i Douglas Murrays bog om Europas undergang. Murray finder årsagen til Vestens ringe håndtering af masseindvandringen i Guds død og tabet af den store fortælling. Men så kan man jo spørge sig, hvad han har tænkt sig, at læseren skal stille op med den forklaring: Skal man genopfinde Gud ved en viljesakt, med henblik på bestemte realpolitiske målsætninger? Giver sådan et projekt overhovedet mening? Måske for en tilskuer og designer af verdenshistorien, men vel næppe for dem, der skal deltage og rent faktisk tro på sagen?

Hermed er vi tilbage ved refleksionens paradokser. Der er noget absurd ved at argumentere med dybdepsykologiske årsagsforklaringer, fordi det argumentationsstrategisk fungerer ligesom at tisse i bukserne for at få varmen: Man vil måske umiddelbart kunne sole sig i applaus fra sine meningsfæller, men har i realiteten intet som helst udrettet i forhold til det saglige stridsspørgsmål. Traditionelt skelner filosoffer imellem ”er” og ”bør” og imellem ”gyldighed” og ”genese”: Spørgsmålet om, hvorvidt noget er godt eller sandt, opfører sig grundlæggende anderledes end spørgsmålet om, hvad der objektivt findes eller er gået forud. Derfor er der ingen egentlig brod i at tilbageføre en påstand til sådan noget som ophavsmandens psyke, klasse, køn eller race. Selv hvis folk anerkender forklaringen, har de ikke modtaget nogen saglig grund til at betvivle det pågældende udsagn. Og man kan ikke vilkårligt designe sin tro eller tvivl i lyset af politiske nyttehensyn.

Men måske tænker Jalving og Murray ligesom tressernes ideologikritikere, at samfundsdebatten fungerer som en slags kollektiv psykoanalyse, hvor afsløringen af den ubevidste årsagssammenhæng af sig selv vil sætte klienten fri. Det vil sige: Feministerne får kontrol med deres dominanslængsel, idet de erkender den, og vesterlændingene holder op med at udtrykke deres meningstab, skyldfølelse og nervesvækkelse politisk, når Douglas Murray gør dem opmærksom på årsagssammenhængen. Håber man på den måde, at de analyserede vil opleve en ’bevidstgørelse’ og skifte standpunkt for at blive politisk raske? Man kan næsten mærke giften drive ned ad væggene i disse tankebaner, hvor man bakser med at gennemtrumfe en sygdomserkendelse på vegne af sine politiske modstandere. 

Klassisk venstreorienteret tendens
Der ligger åbenlyst en vis ironi i, at jeg er kommet til at eksemplificere disse problemstillinger med borgerlige debattører som Mikael Jalving og Douglas Murray. For det har historisk set været en venstreorienteret specialitet at excellere i politisk dybdepsykologi, pedantisk metodik til udlægning af andre mennesker og etablering af en pseudovidenskabelig, moraliserende ekspertklasse. Og det gælder stadigvæk i dag, hvor universitetskulturen, ikke mindst i USA, er i fuld fart på vej tilbage til halvfjerdserne. Ikke desto mindre rækker problematikken langt ud over spørgsmålet om dagens politiske vindere og tabere. I sidste ende drejer det sig om fremtidige menneskers evne til at forstå og koordinere deres handlinger i forhold til hinanden. Og i en epoke, hvor de ’hårde’ videnskaber uophørligt og eksplosivt udvider værktøjskassen med tekniske muligheder, kan det godt virke som en ganske alvorlig sag.

Det tragiske i sagen er nok, at inspirationen fra de succesfulde naturvidenskaber ikke umiddelbart hjælper på lydhørheden over for andre mennesker, måske snarere tværtimod. For et metodisk objektiverende blik kan det interessante ved folks ageren let synes at bestå i de af deres bevæggrunde, som de ikke selv er bevidste om – hvorimod det virkeligt interessante er lige netop det modsatte: de bevæggrunde, som aktørerne selv forstår og tilkendegiver! Med et lidt andet ord kan man kalde sådan noget for folks ’argumenter’ for at mene eller handle, som de gør. Og når to parter tager hinandens argumenter alvorligt – hvad enten det er for at godtage eller gendrive dem – ja, så sker der det forunderlige, at mange af de paradokser, der har været berørt ovenfor, fordufter som dug for solen. 

Sådan noget kræver en gensidig anerkendelse og en tagen del i hinandens synspunkter, som jeg synes, at borgerlige debattører burde holde skåltaler for – i stedet for at lefle for en pseudovidenskabelig afsløringsmani, hvor man presser sit eget synspunkt ned over modparten som en kageform.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter