Debat

#MeToo har nået sin sidste fase

Hvis det lykkes for #MeToo-bølgen at vinde samfundets institutioner, har aktivisterne nået deres mål. Dermed vil kritikken af radikale holdninger til køn og ligestilling blive lagt død, skriver Astrid Johanne Høg.
Illustration: VectorStock
Illustration: VectorStock

Udgivet 02.7.21

Venstrefløjen har jo desværre nok foreløbigt vundet kampen om institutionerne. Den magt, der ligger i det, kan dårligt overvurderes. For sidder man på institutionerne, har man holdningshegemoni. Man kan definere ikke bare, hvad der er politisk korrekt, men også hvad der slet ikke må være til debat. 

Det, at verdensmålene eksempelvis er på skoleskemaet og ligefrem skrevet ind i SDU’s værdigrundlag, er et eksempel på noget, der er politik, men nu af institutionerne bliver behandlet som universelle værdier. Et andet eksempel er LGBTQ+-dagsordenen, der ligeledes er blevet så dominerende, at Dansk Industri vælger at skilte med regnbueflaget i neonlys. 

Jeg tænker i disse dage meget på, hvor #MeToo egentlig ender. Og her er min forudsigelse: #MeToo vil også gå den lange march igennem vores institutioner, og det begynder for alvor med de nu så populære sexismeundersøgelser. Om få år kan det meget vel være den aktivistiske ligestillingspolitik, hvor kvinder forfremmes på grund af deres køn, der ikke længere er til debat. 


Undersøgelser er bevægelsens nye middel

Hidtil har det ellers været personsager, der har holdt liv i de forskellige bølger af #MeToo. Seneste eksempel er sagen fra Socialdemokratiet, hvor flere kvinder til Berlingske har fortalt, hvordan ledelsen i partiet angiveligt har dækket over en kendt ”krænker”.

Men efter flere år med så mange sager, at det spektakulære langsomt udvandes, siger det sig selv, at medierne til slut vil tabe interessen. De aktivistiske stemmer i debatten om #MeToo har altså brug for et nyt våben, mens der er momentum. Her kommer de store sexismeundersøgelser så ind i billedet. 

Hans Bonde har for nyligt i Jyllands-Posten gjort opmærksom på, hvordan kønsforsker Sara Louise Muhr overdriver sin egen sexiusmeundersøgelses resultater til at fremme kønskvoter for kvinder i lederstillinger. Det er i øvrigt ikke længe siden, at jeg selv højlydt undrede mig over, hvilken interesse to unge venstrekvinder kunne have i at slå på tromme i medierne for store sexismeundersøgelser. 


Løftestænger for politisk agenda

For nylig kom også historien om, at en større undersøgelse lavet i universitetsmiljøet på befaling af uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen blev offentliggjort. Her viser det sig, at 11.000 studerende har oplevet ”uønsket seksuel opmærksomhed”. 

Jeg gad godt høre Hans Bondes mening om dén undersøgelse, men mere interessant er det at observere de stemmer i debatten, der dårligt kan skjule deres glæde. Forpersonen for DM Studerende, Sidsel Tønder Koudahl, har sagt: 

”Det vidner om, at der er et kæmpe problem, som er mere underlæggende og større end vi troede. Det skal der gøres noget ved.”

Og næsten ordret siger forskningsministeren:

”Det tal er alt for højt, og det viser mig, at vi på vores videregående uddannelser har sexisme, og at problemet er alt for stort.”

Det forudsigelige er, at undersøgelsen skal bruges som løftestang for den politiske agenda, der med tiden er blevet en del af hashtag-bevægelsen. Skal vi ikke gætte på, at den rigtige kur mod sexisme på universitetet bliver en form for kvotesystem for kvindelige forskere?

Undersøgelsen blandt studerende kom i øvrigt frem til, at flere kvinder end mænd oplever uønsket seksuel opmærksomhed, og at der ofte er tale om opmærksomhed fra deres medstuderende. Det er nok ikke alt for langt ude at kalde disse resultater for forudsigelige, idet man nok snarere end sexisme har undersøgt ungdomskulturen på universitetet – komplet med dårlige jokes og mislykkede scoreforsøg. 


Institutionaliseringen er her

Dermed er vi nået til #MeToos sidste fase: institutionaliseringen, dvs. undersøgelserne og derefter indskrivningen af radikalfeministiske holdninger i selve institutionernes værdigrundlag. 

Første skridt bliver nok, at man på universiteterne ansætter en hær af projektledere, der så kan kaste sig over opgaven at få produceret plakater, pamfletter og støttegrupper. Dernæst sættes flere penge af til at fremme ligestillingen, det vil sige ansætte og forfremme flere kvinder på bekostning af mænd, hvilket parallelt også vil ske i politik og mediebranchen såvel som i store virksomheder, der kan være følsomme over for offentlig kritik. 

Men dette er kun de ydre tegn på institutionaliseringen. Den usynlige og måske mest alvorlige konsekvens bliver, at debatten igennem undersøgelserne og administrative tiltag bliver fjernet fra det politiske domæne. Hvis #MeToo vinder institutionerne, er den blevet en del af holdningshegemoniet, og det at være imod positiv særbehandling af kvinder vil være ensbetydende med at være misogyn. 

Så er debatten død. Så har #MeToo taget den lange, seje march igennem institutionerne. 


null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter