28. apr. 2021

Udgivet for 3 måneder og 1 uge siden

Min fagforening skal blande sig uden om asylpolitik

Læsetid 5 min.
DebatSom gymnasielærer går Stefan Agger i rette med sin faglige formand. Lærernes foreninger fører en ideologisk kamp, der går langt ud over at varetage medlemmernes faglige interesser, skriver Agger.
Gymnasielærer Stefan Agger om GL, udlændingepolitik
Foto: Selvportræt fra tjenesten på Lemvig Gymnasium.

Mandag 26. april havde en lang række af skoleverdenens organisationer, herunder gymnasielærernes fagforening GL, en fælles kronik i Berlingske, hvor de med paroler om humanistiske idealer angriber regeringens flygtningepolitik. Det gjaldt i særdeleshed politikken med hjemsendelse af syrere, selvom denne politik hviler på holdningerne hos et stort flertal i befolkningen.

Umiddelbart er der ikke så meget nyt i det; hverken at skolefolk har holdninger, der flugter med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, eller at den stramme udlændingepolitik beskyldes for at stå i modsætning til humanisme og menneskerettigheder. På trods af det er der alligevel flere grunde til at opponere mod kronikken. Både fra et politisk og et personligt synspunkt.

Hvis jeg må starte med det personlige: Jeg er ansat som lektor på Lemvig Gymnasium og dermed medlem af gymnasielærernes fagforening, fordi der er økonomiske incitamenter for at være det. Det har gennem årene været et pinefuldt medlemskab, der adskillige gange har ledt mig til at google ”GL udmeldelse”, men dog uden at gennemføre. Der er desværre for meget at tabe økonomisk, hvis man en dag skulle risikere en fyring eller lignende. 

Når det har været pinefuldt, er det selvfølgelig, fordi det langtfra er første gang, at GL har blandet sig i dansk politik med holdninger, der ikke flugter med mine egne, og på områder der ikke umiddelbart har det mindste at gøre med at repræsentere danske gymnasielæreres interesser. Generelt har jeg løst det problematiske i mit forhold til GL ved at holde op med at følge GL på Facebook og smide medlemsbladet direkte i genbrugsbeholderen. Ude af øje, ude af sind. Når GL’s formand så optrapper konflikten ved at være medforfatter på kronikker i Berlingske, hvor jeg selv er abonnent, ja så må jeg jo tage genmæle hermed.

Patosfyldte spørgsmål, oplagte svar

Ifølge formand for GL Tomas Kepler ønsker man med kronikken konkret at sætte fokus på politikken om de syriske elever, der nu har fået opsagt deres opholdstilladelse, men også at starte en bredere debat om udlændingepolitik. 

Jeg vil ikke her lave en gennemgribende analyse af deres tekst, men nøjes med en overordnet karakteristik og nogle nedslag.

For det første stiller kronikken i sin indledende rubrik nogle patosfyldte spørgsmål, som virker umiddelbart simple at svare på, hvilket forfatterne i kronikken dog ikke gør. 

Først spørges der: ”Hvorfra stammer den hårde og fjendtlige retorik, som følges op af klippefast handlekraft?” 

Ja, hvorfra stammer mon hårdheden i udlændingepolitikken? Det er virkelig en gåde, hvis man lige er havnet i Danmark efter 40 år i rummet. Ellers ville de fleste nok ret naturligt pege på de mange negative forandringer af det danske samfund, som er fulgt med de mange års indvandring fra Afrika og Mellemøsten, såsom kriminalitet, pres på ytringsfriheden, alt for mange på offentlig forsørgelse, ghettodannelser og andre lignende problemer. 

For det andet spørger kronikken ”Hvorfor risikerer man at blive latterliggjort, hvis man viser hjerte og empati?”

Også det vil de fleste, der har været deltagere eller nære iagttagere af dansk udlændingepolitik siden 2001, kunne svare på: Udlændingepolitik handler om principper for indvandring. Hvilke principper skal der gælde, når man gerne vil have et liv i Danmark, uanset om det handler om arbejde, familieliv eller asyl. Den position, hvor man påberåber sig humanismen og de rare værdier, kritiserer den eksisterende udlændingepolitik, men ikke selv kan levere sammenhængende principper, er ikke længere gangbar. De fleste ved efterhånden, at når den humanistiske politiske position ikke fungerer, er det, fordi den ikke kan opstille principper, der ikke automatisk ville afsløre dens manglende realisme eller konsistens.

Kronikken præges overordnet af det ovenstående skisma: Vi bør ikke fratage opholdstilladelser fra syrere og i hvert fald slet ikke fra dem, der klarer sig godt og går i skole, mens den ikke nævner noget om dem, der er på kontanthjælp, eller dem, der er i fængsel. Derudover er teksten fyldt med værdiladede ord som næstekærlighed, barmhjertighed, samfundssind, ordentlighed og meget andet i den dur, uden at det fører til andet end en særdeles glat politisk position.

Pudsigt nok nævnes episoden med halshugningen af Samuel Paty ganske indirekte, uden at nævne hans navn eller den ideologi, der står bag hans død, ligesom det selvfølgelig ikke nævnes, at en mindre hård udlændingepolitik helt logisk ville forøge risikoen for, at danske lærere kommer af dage på samme måde som Paty. 

Gymnasieskolen som en boble

Det sidste, jeg vil fremhæve, er kronikkens måske frækkeste og mest skamløse greb. Her er citatet:

”Situationen med de syriske flygtninge, der sendes i udrejsecentre, fordi nogle af dem hellere vil ende dér end i Syrien, somaliere, der sendes tilbage til stærkt usikre forhold og en mangeårig mistænkeliggørelse af muslimske medborgere hertillands anfægter selve det opdrag, vores skoler har fået via lovgivning. Hvordan rimer de smukke formålsparagraffer for vores uddannelser målrettet børn og unge med den virkelighed, de bliver præsenteret for på daglig basis?” 

Her siges det så direkte, som det tænkes kan, at der er et modsætningsforhold mellem den stramme udlændingepolitik og skolernes formålsparagraffer. Skolernes organisationer er simpelthen nødt til at agere modstandsbevægelse, nu hvor flertallet i befolkningen ikke længere kan tiltros den helt rigtige form for dannelse, demokrati og folkestyre, som åbenbart kun forfatterne af kronikken kender. Så bliver det vist ikke mere skingert.

I det større perspektiv peger hele kronikkens eksistens på et grundlæggende problem i det danske samfund, og i særdeleshed for borgerlige, nemlig at den verden, kronikskriverne repræsenterer, er så gennemgribende venstreorienteret, at de ikke engang selv kan få øje på det. Fordi det altid blot er konsensus, der hvor de mødes. 

Jeg har selv tidligere efterlyst en langt større bevidsthed om den manglende pluralisme i det danske uddannelsessystem, og problemet gøres med kronikken kun endnu tydeligere: Hvis der havde været meget større spredning i politisk tilholdssted blandt gymnasielærerne, ville GL’s formand næppe sætte sit navn på en venstreorienteret kronik, som tilmed handler om noget helt andet end det, som er GL’s formål.

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årligt 1.200 kr.

357 kr.

249 kr.

For 3 måneder

Køb inden d. 15. august, hvor tilbuddet slutter.

Månedligt 119 kr.